Anthropologi er i sagens natur et tværfagligt område. Vi trækker på evolutionær teori, feministisk teori, kritisk raceteori, vi sammenligner inden for og mellem primater, vi formår endda at arbejde med den lejlighedsvise gnaver- eller suidart. Der er antropologer, der laver modeller, antropologer, der teoretiserer, antropologer i marken og i laboratoriet, antropologer, der studerer dem, der er døde for længe siden, nyligt døde, levende og endda dem, der endnu ikke er i live. Du kan finde os på antropologiske institutter, helt sikkert, men du kan også finde os på institutter for biologi, sociologi, psykologi, folkesundhed og uddannelse; i virksomheder, hospitaler, museer, zoologiske haver og nonprofitorganisationer og utallige andre steder, som jeg glemmer.
Så det er interessant for mig, at vi inden for antropologien har fire områder: biologisk, kulturel og sproglig antropologi samt arkæologi. Så inden for disse fire felter har vi yderligere underfelter: inden for bio har vi humanbiologi, primatologi, palæoøkologi, morfologi, genetik for at nævne nogle få, og selv inden for disse er der underunderfelter. Nogle af underområderne samarbejder, og nogle af dem læser aldrig hinanden. En del af grunden til, at jeg var så begejstret for at samarbejde med Katie Hinde og Julienne Rutherford om Building Babies, var, at jeg ville få større mulighed for at læse litteraturen om ikke-menneskelige primater, noget, som vi humanbiologer nogle gange er kendt for at ignorere mere, end det er godt for os.
Så er der den biokulturelle antropologi. Biokulturel antropologi er faktisk ikke så ny, og der findes nogle virkelig fremragende udøvere. Men på det seneste har der været en bølge af arbejde inden for antropologien, der hævder at have en “biokulturel tilgang”, som ikke ser ud til at stamme fra disse folk. Jeg havde for nylig lejlighed til at snakke med nogle kolleger om det seneste arbejde med den biokulturelle tilgang, og jeg fandt ud af, at jeg ikke var den eneste, der var forvirret, måske endda frustreret, over dette arbejde.
En del arbejde, der hævder at være biokulturelt, ser ikke rigtig ud til at være biologisk, og det er heller ikke kulturelt, fordi det er ateoretisk og tilfældigvis bruger biologiske og kulturelle metoder. Noget af det hælder i en eller anden teoretisk retning, men så er metoderne uigennemskuelige.
Hvordan kan det være, at et felt, der er så godt til at være tværfagligt, ikke kan gøre et godt stykke arbejde med at tværfagliggøre sig selv?
Hvad betyder det at være tværfaglig?
Et par af disse udluftningssessioner med kolleger blev tilfældigvis efterfulgt af et foredrag af Dr. Liam Heneghan, meddirektør for DePaul Institute for Nature and Culture, professor i miljøvidenskab og ph.d.-studerende i filosofi (også en blogger!). Heneghans foredrag blev sponsoreret af University of Illinois Institute for Genomic Biology, hvor nogle af os selv forsøger at være tværfaglige. Foredraget havde titlen: “Interdisciplinaritet: er det nødvendigt, muligt eller nyttigt – en diskussion”. Ud over flere interessante bøger, som jeg bliver nødt til at grave mig igennem denne sommer, gav Heneghan et meget håbefuldt billede af tværfagligheden. Her er et par af mine takeaways, som er anvendt på problemet med den biokulturelle tilgang.
At være tværfaglig er ikke det samme som at være lidt god til alting, i overensstemmelse med ordsproget “jack of all trades, master of none”. Heneghan analyserede fodnoterne i et af de mest populære tværfaglige værker, The Ecological Thought af Timothy Morton, og fandt ud af, at det repræsenterer den typiske biodiversitet ganske godt: de stærkeste påvirkninger fra nogle få områder med, som han siger, “en efterslæbende kant af sjældnere arter”. I det mindste en model for at være tværfaglig er altså at være meget dygtig inden for ét område, temmelig dygtig inden for nogle få andre og derefter være velbevandret på tværs af andre områder. Nogle af de værker, jeg har læst, behersker aldrig det første område. Og derfor er der noget mindre end ideelt i den måde, vi uddanner vores studerende på.
Studenter, der ønsker at blive gode biokulturelle antropologer, skal først blive eksperter i biologisk eller kulturel antropologi. Forskere har brug for en base, hvorfra de kan række ud til andre discipliner. Hvis man ikke er grundigt uddannet som den ene eller den anden, vil man have store problemer med at bygge bro mellem dem eller med at bruge sine evner til kritisk tænkning til at hjælpe sig ind på et nyt område. Dette tyder også på, at man skal være opmærksom på pensum for bachelor- og kandidatuddannelser: Mens det indledende kursusarbejde bør gøre en person til ekspert inden for sit første felt, ville det sandsynligvis ikke skade at lære en blandet metodetilgang til forskning.
Vi skal også identificere den væsentlige læsning for biokulturel antropologi. Hvad er kanonen? Hvad skal biologiske antropologer læse for at blive fortrolige med kulturantropologi? Hvad skal kulturantropologer læse for at blive fortrolige med bioantropologi? Jeg kan sandsynligvis identificere de fleste af de biologiske værker, men bestemt ikke de kulturelle, og jeg håber, at mine læsere kan gøre det.
Derpå skal De identificere de centrale spørgsmål, som en biokulturel tilgang kan løse bedre end nogen anden. Hvis en biologisk eller kulturel tilgang ville kunne opfylde spørgsmålet, men du hæfter det andet felt på, fordi det virker sexet, vil dit forslag om tilskud eller dit indsendte manuskript sandsynligvis ikke blive godkendt. Men hvis du kan genkende et problem, som kun denne tilgang kan løse, vil du være i stand til bedre at udvikle teorien.
Til sidst skal du være ambitiøs. Når jeg foreslår, at vi skal sørge for, at studerende og yngre kolleger først udvikler høje kompetencer inden for én disciplin og derefter grundigt læser en, hvis ikke flere andre, forsøger jeg ikke at afskrække folk fra en biokulturel tilgang. Det er bare det, at feltet vil være bedre tjent med stringent, udviklet og gennemtænkt forskning. Vær ambitiøs i dine projekter, dine mål og dine forskningsforløb, og opmuntrer ambitioner hos dem, du er mentor for. Men den lektie, jeg har lært på den hårde måde igen og igen, er, at ambitioner og begejstring, men ikke grundig uddannelse, vil få dig til at brænde dig. Jeg ønsker, at mine studerende og alle andre spirende biokulturelle antropologer skal sparke mig i røven om fem til ti år, fordi de kender litteraturen og metoderne bedre end jeg.