af Anne Mattson

Farven indigo, der ofte forbindes med politisk magt eller religiøse ritualer, har i tusindvis af år haft en vigtig plads i mange civilisationer i verden. Ved udgravningen af Theben blev der f.eks. fundet et indigo-tøj fra ca. 2500 f.Kr. Endvidere er den hinduistiske gud Krishna oftest afbildet i blåt,1 menneskeofre blev ofte malet blå i den gamle maya-kultur,2 og Jomfru Maria forestilles jævnligt draperet i blåt tøj i kristen kunst.

Indigofarvestoffet stammer fra en bælgplante af slægten Indigofera, hvoraf der er identificeret over tre hundrede arter. Kun to arter nævnes hyppigt i farvestofets handelshistorie, nemlig: indigofera tinctoria (hjemmehørende i Indien og Asien) og indigofera suffructiosa (hjemmehørende i Syd- og Mellemamerika).3 Indigoplanter har en enkelt halvtræsstængel, mørkegrønne blade, der er ovale hos de fleste arter, og klaser af røde blomster, der ligner sommerfugle og forvandler sig til ærtefødder. Planterne kan blive fra to til seks fod høje, og farvestoffet udvindes hovedsageligt fra bladene gennem en gæringsproces.4

Farvestoffet nævnes første gang i en skriftlig kilde for Vesteuropa i Herodots historier (skrevet omkring 450 f.Kr.), som beskrev dets anvendelse i Middelhavsområdet.5 Det var imidlertid på korstogenes tid, at indigo blev et af de værdifulde krydderier, som italienske købmænd erhvervede på Cypern, i Alexandria og i Baghdad. Disse byer var i sig selv endestationer for karavaner fra Fjernøsten. Men handelen med indigofarve blev først en kommerciel drivkraft efter 1498, da søruten til Indien blev åbnet.6 Dermed ikke sagt, at europæerne ikke havde andre muligheder for at skaffe sig dybblå farvestoffer. Vædeplanten, der er hjemmehørende i Norditalien, Sydfrankrig og dele af England og Tyskland, gav indigofarvet farvestof fra sine blade, men det var ringere end det farvestof, der blev fremstillet af indigoplanten. Det er helt naturligt, at de europæiske avlere af vadmel i Europa (både bønder og fyrster) forsøgte at beskytte deres industri mod tilstrømningen af billig indigo i det sekstende århundrede. I 1598 blev indigo forbudt i Frankrig og dele af Tyskland, og farverne måtte sværge, ofte under dødsstraf, at de ikke ville bruge dette farvestof.7 Ikke desto mindre blev indigo i det 17. århundrede en af de vigtigste handelsvarer for både det hollandske og det britiske Ostindiske Kompagni. Dauril Alden hævder, at indigoforekomsterne i Indien faktisk ikke var tilstrækkelige til at dække den europæiske efterspørgsel i det syttende århundrede, og derfor blev indigodyrkningen også taget op i den nye verden.8

Beauvais-Raseau, L#146;Art de l#146;Art de l#146;Indigotier. Paris: L.F. Delatour, 1770.Beauvais-Raseau, LArt de lIndigotier. Paris: L.F. Delatour, 1770.

En indfødt sort af indigo begyndte at blive dyrket af spanske tilsynsførende på plantagerne i Honduras og på Stillehavsskråningerne i Mellemamerika i 1560’erne. Indigoplanten var kendt af de tidlige guatemalanske kolonialister under nahuatl-ordet xiquilite, og farvestoffet var kendt af samtidens folk som guatemalansk indigo.9 M. De Beauvais Raseau, der skrev om indigodyrkning i det attende århundrede, erklærede, at de indfødte amerikanere også kendte til udvinding af farvestof fra planten. De kaldte det Tlauhoylimihuitl og brugte det til at gøre deres hår mørkere.10 Det ser ud til, at indigoproduktionen fortsatte med at stige i hele det 17. århundrede i den nye verden. Den franske koloni Saint Domingo blev efterhånden den største producent af indigo, og dette farvestof var også af den bedste kvalitet. Englænderne fik deres første indigoproducerende koloni i denne del af verden i 1655, da de erobrede Jamaica.11 Det er imidlertid uklart, hvor stor betydning indigo fra den Nye Verden havde for det globale indigomarked, da priserne svingede, og det samme gjorde produktionstallene. I 1740 havde sukker erstattet indigo som den vigtigste afgrøde på Jamaica, men på den anden side var dette også begyndelsen på indigo-boomet i South Carolina.12

Beauvais-Raseau, LArt de lIndigotier. Paris: L.F. Delatour, 1770.

Det ser ud til, at guatemalansk indigo ikke havde samme gode ry i Europa som indigo fra asiatiske lande. I 1746, da A Friend to Carolina skrev sit traktat, der tilskyndede til dyrkning af indigo i South Carolina, understregede han nødvendigheden af at etablere et overlegent produkt: Alle slags er bedre eller dårligere, alt efter om de er pæne eller rene; for dem, der fremstiller det i Amerika, blander det ofte ondskabsfuldt med sand og jord, men snyderiet er let at opdage; da indigo, der er fint og rent, vil brænde som voks, og når det brændes, vil jorden eller sandet blive tilbage.13 Han påpegede, at man i Amerika ofte fremstillede indigofarve med plantens stængler og grene i stedet for kun med bladene. Han mente, at dette også kunne være til skade for kvaliteten Men man burde have indianernes fritid og tålmodighed til at påtage sig et sådant arbejde , og have arbejdere så billige som de er i det land.14

Raseau, der var kaptajn for militsen på Saint Domingo før 1770, diskuterer indigos historie i alle de regioner i verden, hvor den kunne dyrkes. Han angiver forskellige metoder, der blev anvendt til udvinding af farvestoffet, og går derefter mere detaljeret ind på indigoproduktionen i Syd- og Mellemamerika. Hans vidunderlige lille bog indeholder diagrammer over planterne, processen til fremstilling af indigofarve samt den ideelle plantage.15 Indigoplantager krævede ikke meget arbejdskraft undtagen i juli, august og september, hvor planterne blev skåret, fermenteret og farvestoffet blev udvundet. Da man mente, at indianerne var særligt modtagelige for de sygdomme, der bredte sig omkring gæringskarrene, hævdede plantageejerne, at de gjorde det meste af arbejdet i marken, mens sorte slaver udvandt farvestoffet. I virkeligheden var arbejdsfordelingen sandsynligvis ikke så streng, især fordi der var relativt få sorte slaver, og de var ofte dyrere at ansætte end indianerne.16

Beauvais-Raseau, LArt de lIndigotier. Paris: L.F. Delatour, 1770.

Endelig vil jeg gerne beskrive udvindingen af farvestoffet gennem John Stedmans øjne i hans Beretning om fem års ekspedition. Stedman blev inviteret til at se processen med at fremstille indigofarve på plantagen hos guvernøren i Surinam, og han giver følgende beretning om den:

Når al grønsværen er skåret af, bindes hele afgrøden i bundter og lægges i en meget stor balje med vand, der er dækket med meget tunge træstammer som pressere: På denne måde begynder det at gære; i løbet af mindre end 18 timer synes vandet at koge og får en violet eller strømpeblå farve, idet alle kornene eller farvestofferne udtrækkes af planten; i denne situation tappes væsken af i et andet kar, som er noget mindre, når det resterende affald omhyggeligt samles op og smides væk; og det er den meget skadelige lugt fra dette affald, der forårsager den særlige usundhed, som altid er forbundet med denne virksomhed. I den anden balje omrøres mosen nu med de dertil indrettede skovle17 , indtil alle kornene ved en dygtig udblødning adskilles fra vandet, idet de første synker som mudder til bunds, mens de sidste fremstår klare og gennemsigtige i overfladen: Dette vand, der omhyggeligt fjernes, indtil det er tæt på den farvede masse, suges den resterende væske af i et tredje kar, for at lade det indigo, som det måtte indeholde, også sætte sig i bunden; hvorefter, idet de sidste dråber vand også her fjernes, sedimentet eller indigoen lægges i passende kar til tørring, hvor det, efter at det er blevet befriet for sin sidste tilbageværende fugtighed og formet i små, runde og aflange firkantede stykker, bliver til en smuk mørkeblå og egnet til eksport. Den bedste indigo bør være lys, hård og funklende.18

Disse blokke af indigo var det, der blev så højt værdsat på det europæiske marked. Det var først i 1897, at det tyske firma BASF fremstillede en Ersatz-form af indigofarvestof, som til sidst tog naturproduktets plads.19

Notes

1. Gösta Sandberg, Indigo Textiles: Technique and History (London: A & C Black, 1989), 14.
2. Murdo J. MacLeod, Spanish Central America. A Socioeconomic History (Berkeley, Los Angeles, London: University of California Press, 1973), 176.
3. Sandberg, Indigo Textiles, 19; MacLeod, Spanish Central America, 178; se også Virginia Jelatis, Indigo Production in the Lower South: 1740-1775), (M. A. Thesis, University of Minnesota, 1993), 12-13, selv om hun er lidt forvirret på disse punkter.
4. Dauril Alden, The Growth and Decline of Indigo Production in Colonial Brazil: A Study in Comparative Economic History, Journal of Economic History 25 (1965), 36; og Sandberg, Indigo Textiles, 19.
5. Jelatis, Indigo Production, 12.
6. Alden, Growth and Decline, 37.
7. Alden, Growth and Decline, 37-38; og Sandberg, Indigo Textiles, 27.
8. Alden, Growth and Decline, 39.
9. Alden, Growth and Decline, 40.
10. Les Naturels de lAmerique, font avec ses feuilles, une teinture quils appellent Tlauhoylimihuitl, dont ils se servent pour noicir leurs cheveux. M. De Beauvais Raseau, LArt de LIngotier (Frankrig: L.F. Delatour, 1770), 29.
11. Alden, Growth and Decline, 41.
12. Jelatis, Indigo Production, 17-18.
13. A Friend to Carolina, Observations concerning Indigo and Cochineal (London: 1746), 21.
14. En ven til Carolina, Observationer, 15.
15.
15. Raseau, LArt de LIngotier plader bagest i bogen.
16. MacLeod, Spanish Central America, 184-86.
17. Raseau omtaler denne del af processen som noget, der minder om kærneriet af smør i hans eget land: LArt de LIngotier, 22.
18. John Gabriel Stedman, Narrative, of a five years expedition, Guiana, on the wild coast of South America vol. 2 (London: J. Johnson, St. Pauls Church Yard and J. Edwards, Pall Mall, 1796), 303-4.
19. Sandberg, Indigo Textiles, 35.