Sigtet med denne afhandling er at præsentere en redegørelse og fortolkning af Jean-Paul Sartres frihedsbegreb, som det kommer til udtryk i hans vigtigste filosofiske skrifter. Dette formål kræver en overvejelse af forholdet mellem frihed og nogle af Sartres andre ontologiske grundbegreber. De “andre” begreber er dem, der specifikt vedrører Sartres teori om bevidsthed. At udforske og eksplicitere bevidsthedens grundlæggende strukturer er at tage hoveddøren ind til en forståelse af Sartres frihedsbegreb. kapitel II viser, at betydningen af Sartres frihedsbegreb afviger meget fra forskellige traditionelle og populære fortolkninger af frihed. Det konkluderes, at frihedsbegrebet er intimt forbundet med Sartres bevidsthedsopfattelse, og at en bevidsthed, der er fri, for det første er fri, fordi ingen determinerende motiver påvirker bevidsthedens aktiviteter, og for det andet er bevidstheden i stand til at vælge de “motiver”, som den har lyst til. I kapitel III lærer man, at bevidsthedens kardinale aktivitet er dens intentionalitet, at bevidstheden altid er bevidsthed om noget. Der skelnes mellem refleksiv og prærefleksiv bevidsthed. Det angives endvidere i dette kapitel, at Sartre forkaster et transcendentalt forenende og individualiserende Ego og erstatter det med et transcendent Ego, der for Sartre bliver et objekt for bevidstheden som ethvert andet objekt. I kapitel IV udvikles Sartres ontologi gennem en analyse af alt det, der ikke er bevidsthed, eller i Sartres terminologi, et væsen-i-sig-selv. Væren-i-sig-selv er ethvert transcendent objekt, og dens væren er karakteriseret ved en massiv, fuld identitet med sig selv; væren-i-sig-selv er selvkonsistent, uskabt og hverken passivitet eller aktivitet. I kapitel V identificeres bevidsthed med væren-for-selvet. Væren-for-sig-selv er indholdsløs, må gøre sig selv til væren, er sin egen intethed og indfører negationer og temporalitet i verden. Bevidstheden vil aldrig være det, den mangler, for dens væren ligger udenfor, på afstand og hinsides; den er defineret som ikke værende den væren. Ontologisk set er menneskets væren intethed.” Kapitel VI identificerer Sartres frihedsbegreb med bevidsthedens væren. Således får en af betydningerne af Sartres frihedsbegreb en ontologisk dimension; mennesket er frihed. Den anden betydning af frihed tildeles bevidsthedens nødvendige aktivitet. Denne aktivitet er kendetegnet ved bevidsthedens nødvendige, uophørlige, men uendelige ønske om at vælge eller antage sin egen væren, sit væsen, sit væsen. Det er blevet indvendt af Wilfrid Desan, at Sartre har gjort selve friheden til menneskets væsen. Denne afhandling konkluderer imidlertid, at det kun er ved at definere friheden, at Sartre har gjort friheden til et væsen. Selv i denne forstand har Sartre kun gjort friheden til et væsen, hvis man er villig til at identificere menneskets ontologiske “tilstand” med den traditionelle forestilling om en grundlæggende “natur” hos mennesket. Desan indvender endvidere, at Sartres begreb om “absolut” frihed resulterer i en modsigelse, da absolut betyder ubegrænset, og Sartres frihed er begrænset af friheden selv. Afhandlingen konkluderer, at denne modsigelse kan undgås ved blot at undlade at kalde Sartres frihedsbegreb for “absolut” og ved sammen med Sartre at acceptere den eksistentielle betingelse, at friheden er begrænset af én ting, nemlig friheden selv. Der foretages en sidste kritisk vurdering vedrørende den uundgåelige konflikt mellem Sartres filosofi og filosoferen. Det hævdes, at denne konflikt er en konflikt mellem kendsgerning og definition. Det er konflikten mellem frihedens kendsgerning og Sartres definition af denne kendsgerning.