Det billede, vi har af den barbariske viking, kan spores tilbage til én begivenhed. En junidag i 793 angreb norske røvere den lille engelske ø Lindisfarne og dens kloster med hidtil uset grusomhed. Stedet blev plyndret, munkene blev dræbt, og deres blod blev hældt ud på alteret. Det var en brutalitet, der skrev historie. Flere angreb fulgte i løbet af de næste otte årtier, og i 875 flygtede de overlevende munke. I de næste syv år vandrede de rundt på fastlandet som flygtninge. Klostret kom aldrig til hægterne igen.
Jeg spekulerer på, hvordan disse nomadiske munke monstre monstre følte sig, da de vandrede rundt i bjergene i eksil. Hvordan kunne Gud have tilladt dette? spurgte de sikkert. Er vi blevet straffet for noget? Nogle af deres samtidige troede det. Efter angrebet i 793 skrev en lærd ved navn Alcuin til Lindisfarnes biskop og spurgte, hvilken synd samfundet havde gjort for at fremkalde Guds vrede. “Dette er ikke sket tilfældigt,” sagde Alcuin, “men er tegn på en stor skyld.”
Gud er vred på mig: A Common Belief
Hovedbillede: : Eflon Ovenfor: Miguel Mendoza cc by 2.0
Siden jeg har skrevet Opstandelsesåret, har jeg modtaget hundredvis af e-mails fra folk, der deler deres knuste drømme og hjertesorger, og i nogle af dem har jeg bemærket en følelse, der ligner Alcuins: en subtil tro på, at de prøvelser, som disse læsere har udholdt, er en slags guddommelig gengældelse.
En mand troede, at han ikke var blevet far, fordi Gud anså ham for at være “uegnet” til at være det. En kvinde troede, at hun var ufrugtbar, fordi Gud straffede hende for en abort, som hun havde fået for længe siden. En anden kvinde troede, at hun fortsat var syg, fordi hun ikke havde ‘troet’ på helbredelse med tilstrækkelig tro. I disse og andre historier blev den vanskelige situation, man stod i, set som Guds straf for en eller anden personlig fejl.
Hvis du nogensinde har følt det samme, er du ikke alene. Men følelsen skal udfordres.
Er lidelse lig med straf?
Det er naturligt at lede efter årsager til, hvorfor vi eller andre lider, men vi bør være på vagt over for forsimplede eller overspiritualiserede svar. At henføre al lidelse til personlig synd er en ældgammel fejl, som først bliver anfægtet i Jobs Bog. Ja, synd medfører straf (sørg for at læse denne del også). Men ikke al lidelse er forårsaget af personlig synd. Ja, en del synd kan føre til sygdom, men Jesus brød enhver automatisk forbindelse mellem de to.
I Resilient fortæller jeg historien om en fyr ved navn Mike, som jeg engang mødte på en konference. Efter at have været udsat for to mislykkede behandlinger for hudkræft fortalte Mike mig, at han havde været lutter ører, da en dame henvendte sig til ham i kirken og påstod at kende grunden til, at han endnu ikke var blevet helbredt.
“Gud siger, at det er en af tre ting,” sagde hun til ham.
En af tre ting? tænkte Mike. Mener du, at ikke engang Gud ved det med sikkerhed?
“Enten er det en generationsforbandelse, der er gået i arv fra dine forældre…”
Min kræft er mine forældres skyld?
“Eller også er det en hemmelig synd i dit liv…”
Hvilken af dem? (Mike kunne være fræk.)
“Eller du mangler troen til at blive helbredt.”
Mike tænkte et øjeblik og spurgte så kvinden, om der ikke var en fjerde mulighed.
“Hvad?”Hvad?” sagde hun.
“At jeg ikke havde min hat nok på i solen, da jeg var ung?”
(Jeg sagde jo, at han kunne være fræk.)
Mikes pointe er vigtig. Der sker dårlige ting i en verden, der går galt, og det er ikke altid os, der skal bære skylden. Der er sygdom, ufrugtbarhed, solen brænder varmere, end vores hud kan klare, vi kan blive ofre for andres ondskab, og der er måske ikke nogen mere “åndelig” grund end disse.
Vikingerne var ude for at plyndre og plyndre. Det ubeskyttede Lindisfarne var et let bytte.
Lid med den sjæl, der bærer skyld for en fejl, de ikke har gjort.
Lær mere
Opstandelsesåret udforsker det vanskelige emne om Gud og lidelse i kapitel 5
Resilient har mere om at opbygge styrke til at møde livets storme
