Det centrale tema i Johannesevangeliet er, at Jesus er Guds søn. Det fremgår tydeligst af den måde, hvorpå Johannes fortsætter med at opbygge et argument for Kristi guddommelighed fra det allerførste vers til slutningen af denne bog. Johannes begynder sit evangelium med at skrive: “I begyndelsen var Ordet Gud, og Ordet var hos Gud” (Johannes 1:1). Dette udsagn bekræfter, at Kristus er ét med Gud og har været det i al evighed. Med en sådan begyndelse bliver læseren meget opmærksom på Johannes’ overordnede formål med at skrive sin bog. Han længes efter, at den ikke-troende, især jøden, skal komme til forståelse og tro på, at Jesus var Gud selv, sendt som Messias for at bo blandt sit folk (Johannes 1,14). Hvis læseren af Johannes ikke helt har forstået Johannes’ tese, kan han ikke gå glip af den, når han i kapitel 20,31 siger: “Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I ved at tro skal have liv i hans navn.”

Evangeliet taler om “sønnen (af Gud)” niogtyve gange og omtaler Gud som “Fader” over hundrede gange. Alene dette er et tydeligt eksempel på Johannes’ hensigt om at hjælpe folk til at komme til at tro på, at Jesus Kristus er Guds søn. Den måde, hvorpå dette understreges i Johannesevangeliet, gør dette evangelium enestående blandt de andre synoptiske evangelier. Ikke alene har Johannesevangeliet indfanget Kristi jordiske tjeneste, men det bestræber sig på at vise ham som Guds præeksisterende søn og fremhæve hans guddommelighed, samtidig med at det ser frem til hans fremtidige regeringstid som Gud og konge.

Kristus eksisterede før menneskeheden, hvilket beviser hans guddommelighed

Ud over eksemplet med Kristus, der omtales som logos (“Ordet”), ser vi andre passager, der peger på Kristi eksistens før inkarnationen. I Johannes kapitel 8:48-59 er det beskrevet, at Jesus taler om sin præeksistens til Abraham og bruger den samme sætning eller det samme navn for sig selv som det navn på Gud, der findes i 2. Mosebog kapitel 3:14 – “Jeg er”. Jøderne foragter tanken om, at denne mand påberåbte sig guddommelighed eller lighed med Gud, og at han med frimodighed talte om sin enhed med Faderen. Han sagde: “Sandelig, sandelig, sandelig siger jeg jer, før Abraham var, er jeg det” (Johannes 8:58). Også i kapitel 17 i Johannesevangeliet bad han: “Og nu, Fader, forherlig mig i dit eget nærvær med den herlighed, som jeg havde hos dig, før verden eksisterede” (Johannes 17:5). Heri siger han klart og tydeligt, at han var sammen med Gud, før verden eksisterede. I samme kapitel talte han om den kærlighed, som Faderen havde til ham før verdens grundlæggelse (Johannes 17:24).

Kristi præeksistens er vigtig, fordi den hjælper os til at forstå, at han virkelig var Gud selv, sendt til at bo blandt mennesker og den, der skulle formilde Guds vrede – noget, som kun Gud kan gøre (Hebræerne 2:17). Ingen vil nogensinde være god nok til at dulme Guds vrede, og det er derfor, at Gud måtte bruge sin egen søn som offer for menneskers synder. Hvis Kristus blot var en skabning skabt af Gud i Adams slægt, ville han have haft synd som en del af sin natur og ville derfor ikke have været i stand til at sone vores uretfærdighed. Det var derfor, at han var nødt til at sende den præeksisterende Kristus til at eksistere som menneske og bære vægten af Guds vrede på vores vegne. Vi får at vide andre steder i Skriften, at det behagede Gud at bo i ham i legemlig form (Kolossenserne 1:19, Kolossenserne 2:9). Heraf kan vi konkludere, at Jesus Kristus, den anden person i Treenigheden, kom til jorden for at antage en menneskelig natur, men ikke ophørte med at være Gud på nogen måde.

Jesus var Guds søn, der afspejler Guds karakter

Som en jordisk søn ofte vil ligne sin jordiske far, gælder det også for Kristus, der ligner den himmelske Fader. De delte begge de samme egenskaber. Jesu fremtræden for menneskeheden var for at åbenbare Faderens ting for vores mørke sind (Johannes 1:18). Han kom for at vise verden det, som vi ellers ikke kunne se, hvilket er tydeligt i hans udtalelser som: “Selv om verden ikke kender dig, kender jeg dig, og disse ved, at du har sendt mig” (Johannes 17:25).

Hans retfærdige livsstil på jorden beviste også hans guddommelighed. Hans syndfrihed var noget, som intet menneske nogensinde kunne opnå. Han skuffede aldrig Gud eller faldt aldrig under Guds standard for hellighed. Jesus erklærede: “Og han, som har sendt mig, er med mig. Han har ikke ladet mig alene, for jeg gør altid det, som er ham velbehageligt” (Johannes 8:29). Kristus var fuldkommen på alle måder, og det var han nødt til at være, for at han kunne være vores offer og fuld forsoning. Han levede et syndfrit liv og var fritaget for menneskets arvesynd (Matthæus 4:1-11; Johannes 8:46; Johannes 8:46; Johannes 8:29; Johannes 14:30-31; 1 Peter 1:19; Hebræerbrevet 4:15). Hans syndfrihed omfattede det faktum, at han adlød Faderen perfekt gennem hele sit liv (Johannes 4:34; 5:30; 6:38; 7:28), herunder at han kom til verden i første omgang (Johannes 8:42).

Vi så også, at Jesus udviste andre guddommelige egenskaber, som kun kan forbindes med Gud. Hans karakter lyste sandt til det faktum, at han var Guds søn. For eksempel beviste han, at han var almægtig ved at udføre mange mirakler, herunder at han forvandlede vand til vin i Johannes 2:1-11. Han havde den egenskab at være alvidende – at han vidste alle ting – selv under sin jordiske tjeneste. I Johannes 1:48 var han i stand til at se, at Nathanael var under figentræet på lang afstand. “For Jesus vidste fra begyndelsen, hvem de var, der ikke troede, og hvem det var, der ville forråde ham” (Johannes 6:64). De, der var sammen med Jesus Kristus under hans jordiske tjeneste, nemlig disciplene, bekræftede senere, at Kristus var alvidende ved at sige: “Nu ved vi, at du ved alting” (Johannes 16:30).

Hans guddommelighed gjorde det også sådan, at han var den, som alle mennesker skal tro på for at blive frelst. Gud ville ikke have givet en anden end sig selv, gennem sin egen søn, en sådan vægt eller et sådant ansvar til en anden end ham selv. Jesus sagde: “Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der ikke adlyder Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham” (Johannes 3:36). Denne type krav bekræfter hans suveræne herredømme over alle menneskers sjæle. Kun Gud kunne tale med en sådan autoritet, og derfor kan vi konkludere, at han virkelig var Gud selv.

Jesus hævdede også at være udødelig og at have magt over døden. I Johannes 2:19 sagde han, at jøderne vil “ødelægge templet, og om tre dage vil jeg genoprejse det”. Johannes forklarer, at han ikke talte om det tempel, der var lavet af stenene i Jerusalem, “men han talte om sit legemes tempel”. Disciplene mindede om udtalelsen senere (Johannes 2:21-22), efter at han var død og genopstået, hvilket var betydningsfuldt for Johannes, fordi det igen understregede, at Jesus virkelig havde Guds magt som sin søn. Gud er den eneste, der har den suveræne magt til at tage livet fra ham og på den måde dulme sin egen vrede. Jesus sagde også i Johannesevangeliet, at han havde “Magten til at lægge mit liv ned og tage det op igen; denne beføjelse har jeg fået af min far” (Johannes 10:17-18).

Hans overnaturlige magt var et jordisk tegn på en himmelsk oprindelse

Jesus kom for at gøre Faderens gerninger konsekvent i sin jordiske tjeneste. Han handlede aldrig, uden at Faderen havde opfordret ham til det (Johannes 5:19), herunder at udføre guddommelige opgaver, som kun Gud kunne udføre. Han sagde: “Sandelig, sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan intet gøre af sig selv, men kun det, som han ser Faderen gøre. For alt, hvad Faderen gør, det gør Sønnen også” (Johannes 5:19). Han efterlignede Guds handlinger for at bevise, at han var Gud og derfor åbenbarede han for mennesket det, som vi ellers ikke kunne se. I Johannes kapitel 11 ser vi ham give liv til de døde. I kapitel 4, 5 og 9 demonstrerede han en dykkende kraft til at genoprette, da han helbredte embedsmandens søn, den lamme mand ved bassinet og en mand, der var født blind. Han udførte også dom i Johannesevangeliet over dem, der ikke troede. Især disse to ting – at give liv og give tilgivelse eller straf – er kun opgaver, der kan opfyldes af Gud selv.

Han viste også, at han var en overnaturlig kraft, da han gik på vandet og demonstrerede sin autoritet over naturen (Johannes 6:16-21). Han mangfoldiggjorde en lille mængde mad til at brødføde over fem tusinde, hvilket beviste, at han havde Guds kraft til at skabe og mangfoldiggøre (Johannes 6:1-14). Han udførte et lignende mirakel, som allerede er nævnt, ved begyndelsen af sin offentlige tjeneste, da han forvandlede vand til vin (Johannes 2:1-12). Alle disse gerninger beviser, at han var Gud selv, og som han forklarer i Johannes kapitel 5, 9 og 10, at det er Faderens gerninger, herunder dommen, der udføres gennem ham som Søn.
Jesus’ intime fællesskab med Gud beviser hans guddommelighed

Johannes beskrev sit intime forhold til Kristus som den elskede discipel for at formidle dybden af det forhold, han delte med Kristus. På samme måde og ved hjælp af mange af de samme ord, som findes i originalsproget, forklarede Johannes Kristi nære fællesskab og dybe intimitet med Gud Fader. Johannes forklarer, at Jesus var “i Faderens skød” (Johannes 1:18), hvilket betyder, at han kendte ham så intimt, som man overhovedet kunne. Der er tre aspekter af Kristi intimitet med faderen, som man bør være opmærksom på, som findes i Johannesevangeliet:

1. Han kendte Faderen og hans vilje. Som vi tidligere har set, handlede han ikke uden Faderens tilladelse eller tilskyndelse. Han hævdede lighed med Gud, da han opfyldte sin vilje på jorden (Johannes 6:45-47; 8:55; 15:15).
2. Han delte i alle ting med Faderen. Han sagde i Johannes 16:15: “Alt, hvad Faderen har, er mit.” Der var ingen undtagelser fra det, som Faderen delte med Sønnen, fordi de var forenede. Dette gjaldt dig ind i menneskers sjæle og dem, som han forsonede med sig selv gennem Kristus (Johannes 6:37).
3. Han nød særlig adgang og indflydelse med Faderen. Der var ingen grænser for, hvad Jesus kunne bede Faderen om. Det skyldes, at deres viljer er forenede og er enslydende på alle måder. Jesus forklarede sin adgang til Faderen, og hvormed vi skal bede om alle ting i tro, da han sagde: “Alt, hvad I beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen kan blive herliggjort i Sønnen. Hvis I beder mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det” (Johannes 14:13).

Al disse ting er kun kendetegnende for Jesus Kristus i hans forhold til Faderen. Selv om vi er hans adoptivbørn, har vi ikke de samme aspekter i vores forhold til Gud. Johannes siger, at det “kun” er Jesus, der er den eneste sande Søn (Johannes 1:14, 18; 3:16). Intet sted i Johannesevangeliet ser vi nogensinde disciplene eller Kristi efterfølgere blive kaldt “sønner”, og de tiltaler heller aldrig Gud som “far”. Dette er bevidst fra forfatterens side, da han beskriver Jesus som Guds eneste sande søn.

Jesus var opfyldelsen af gammeltestamentlige profetier

Jesus Kristus var den messias, som profeterne havde talt om, og han kom til jorden for at forsone mennesket med Gud som den endelige forsoning. En Messias var blevet lovet i hundreder af år før Kristi fødsel. Ved hans ankomst og gennem hans liv blev hundredvis af profetier opfyldt. Salme 69 og Esajas 53 fortalte os, at hans eget folk ville forkaste Messias. I Johannes 1:11 ser vi, at jøderne og Guds egen skabning faktisk forkastede den Messias, der blev sendt. Esajas 9:6 fortæller os, at Messias ville være evig og overnaturlig af natur. Johannes 11, 8:58 og 14:9 taler alle om hans guddommelige natur og evige eksistens. Esajas 53:4-6 forklarer, at denne Messias ville dø i stedet for sit folk. I Johannes 18 får vi at vide, at Kajfas fremskyndede dødsstrafprocessen for Jesus og dermed erklærede, at “én mand skal dø for sit folk” (v. 14) og dermed opfyldte han profetien.

Omkring hans død blev der opfyldt mange profetier: Han blev korsfæstet (Salme 22:16; Johannes 19:18), at hans klæde blev delt (Salme 22:18; Johannes 19:24), at hans side blev gennemboret (Zakarias 12:10; Johannes 19:37), at ingen knogler blev brækket (2. Mosebog 12:46; Salme 34:20; Johannes 19:33-37), at han blev begravet i en rig mands grav (Esajas 53:9; Johannes 19:28-42). Alle disse ting er nævnt i de gammeltestamentlige profetier og er derefter blevet opfyldt gennem Kristus, som det er beskrevet i Johannesevangeliet.

Vi må ikke gå glip af kraften i, at gammeltestamentlige profetier bliver opfyldt. Dette er måske en af de største illustrationer af Kristi guddommelighed, som nogen kan iagttage. Det er en sikker antagelse, at man kan konkludere, at Jesus virkelig er Guds søn, Messias, fordi han opfyldte perfekt det, som Gud har profeteret forud for hans fødsel. Jesus opfyldte ikke kun et delvist antal profetier, men opfyldte derimod hver eneste profeti, som Gud havde sagt om ham, og i fremtiden vil han komme igen og opfylde alle endetidens profetier om hans genkomst.

Slutning

Johannesevangeliet er meget klart, at Jesus er Guds søn. Forkyndelsen af dette evangelium tvinger læseren til at træffe en beslutning om tro. Alle mennesker må enten komme til at tro på Jesus Kristus som Guds søn, eller også må de se bort fra de klare beviser, som findes i Skriften. Det eneste, som Gud kræver for vores frelse og det evige livs gave, er at tro på Guds søn. Denne tro betyder, at vi adlyder ham (Johannes 3:36), at vi kommer til ham med fuldkommen tro og overgiver os til ham som vores livs Herre (Johannes 14:6) og ærer ham i ord og handling (Johannes 5:23). Hvis vi gør dette, vil en sådan tro give os frelse (Johannes 5:34) og livets gave. Dette liv er ikke blot en eksistens i lyksalighed efter døden. Det er Kristi guddommelige tilstedeværelse forenet med vores liv nu gennem Helligåndens kraft (Johannes 6:40, 47: 20:31).

Jeg tror fuldt og fast på, at Jesus Kristus stadig udfører guddommelige funktioner som den opstandne Herre, der nu sidder ved højre side af Guds trone. Jeg tror, at han er opretholder (1 Korinther 8:6; Kolossenserbrevet 1:17; Hebræerbrevet 1:3) og livets ophavsmand (Johannes 1:4; ApG 3:15). Han er hersker over nogle nu og over alle i fremtiden (Matt. 28:18; Rom. 14:9; Åb. 1:5). På grund af hans guddommelige funktioner på jorden kan vi være forvisset om, at han var og er Guds søn. Skriften hævdede, at Kristus var fuldt ud guddommelig, og at se det på en anden måde ville gøre Skriften til nonsens og usandhed.