Vi taler meget om fordelene ved at løslade (de fleste) personer, der er blevet anholdt og sigtet for en forbrydelse, før deres retssag er afsluttet. Af mange grunde, herunder uskyldsformodningen, indtil skyld er bevist, til en persons mulighed for at opretholde beskæftigelse og forsørge en familie, mens vedkommende afventer retssagen, hvilket er til gavn for de involverede personer og samfundet som helhed, er muligheden for løsladelse før retssagen utvetydigt en god ting at have som en del af vores strafferetlige system.

Vi må imidlertid erkende, at disse fordele ikke dækker alle situationer, og at vores systemer med anholdelse og frihedsberøvelse forud for retssagen og eventuel fængsling nogle gange er nødvendige for samfundets sikkerhed.

Disse beslutninger er vanskelige. Hvis vi for et øjeblik ser bort fra de nye tendenser inden for algoritmiske løsladelsessystemer, har vi veletablerede procedurer for kvalificerede dommere til at træffe afgørelsen om, hvorvidt en tilbageholdt person skal have mulighed for at blive løsladt efter sin anholdelse.

Disse dommere tager både hensyn til sandsynligheden for, at personen rent faktisk vil møde op til planlagte retsmøder, og endnu vigtigere, om personen er en fare for andre, som de kender og ikke kender, hvis vedkommende løslades.

Hvis en person får mulighed for at betale kaution og blive løsladt, er det ofte en person, som vedkommende kender, der vil stille midlerne til rådighed, organisere kautionen og rent faktisk betale kautionen på hans vegne. Dette familiemedlem, denne nære ven eller anden bekendt vil derfor have været en deltager, og en vigtig deltager, i processen med at få en person løsladt mod kaution.

Et spørgsmål, der nogle gange stilles, er, om den samme person kan ændre kurs bagefter og trække kautionen tilbage, hvilket ville have den virkning, at den anholdte sendes tilbage til fængslet. Dette kan overvejes af et par forskellige årsager.

Måske opdager de, at den anholdte ikke har planer om at møde op til retsmødet, og måske planlægger at flygte til en anden del af landet for at undgå en eventuel dom og fængselsstraf. Måske opdager de, at deres forhold ikke er det, de troede, det var, og føler sig truet eller i fare fra den anholdte. Måske har de brug for midler, de har stillet til rådighed til en hastende eller uventet udgift.

I en sådan situation er det IKKE en mulighed at ændre mening og tilbagekalde kautionen. Faktum er, at den person, der stiller kaution, ikke rigtig træffer beslutningen om, hvorvidt den anholdte skal opnå sin løsladelse, de stiller blot et element af mekanismen til rådighed, nemlig de midler, der er nødvendige for at stille kaution.

Den eneste reelle mulighed for enhver, der befinder sig i denne situation, er at rapportere deres bekymringer til politiet eller til den kautionist, gennem hvem kautionsobligationen blev skrevet. Om den anholdte overtræder betingelserne i sin kautionsaftale eller ej er stadig et åbent spørgsmål på dette tidspunkt, men at give sådanne oplysninger giver den bedste mulighed for at undgå sådanne resultater.