Der findes nogle skøre konspirationsteorier i verden, men nogle eksisterer kun, fordi der rent faktisk er sket noget autentisk mærkeligt. Hvorvidt de konspirationsteorier, der anvendes til at forklare dem, er korrekte eller ej, er naturligvis et helt andet spørgsmål, men det er uomtvisteligt, at der i mange tilfælde faktisk er sket noget meget mærkeligt.

Den følgende hændelse er beskrevet i detaljer i den russiske dokumentarfilm “Third Reich – Operation UFO” fra 2006, der beskriver mærkelige og tvivlsomme hændelser under en mission til Antarktis, der blev udført af amerikanske soldater, og hvis bizarre og tragiske konsekvenser blev beskrevet af ledende militærpersoner, der udførte missionen, kendt som Operation Highjump. Missionen havde officielt titlen The United States Navy Antarctic Developments Program, 1946-1947, var en operation i den amerikanske flåde, der blev organiseret af kontreadmiral Richard E. Byrd, Jr., USN (Ret), officer med ansvar for Task Force 68, og ledet af kontreadmiral Richard H. Cruzen, USN, kommanderende officer, Task Force 68. Missionen begyndte den 26. august 1946 og sluttede i slutningen af februar 1947. Personalet, Task Force 68, omfattede 4.700 mand, 13 skibe og 33 fly, og deres mission var angiveligt at etablere den antarktiske forskningsbase Little America IV.

Byrd fik ordre til “at konsolidere og udvide den amerikanske suverænitet over det største praktiske område af det antarktiske kontinent”. Ekspeditionen sluttede efter kun 8 uger med “mange dødsfald” ifølge nyhedsrapporter baseret på interviews med besætningsmedlemmer, der talte med pressen om hændelsen, mens de passerede gennem chilenske havne. Faktisk afslørede admiral Byrd selv i et presseinterview, at Task Force 68 var stødt på en ny fjende, der “kunne flyve fra pol til pol med utrolige hastigheder”; kommentarer, der blev omtalt i den chilenske presse.

I dette interview i 1947 blev det rapporteret:

“Admiral Byrd erklærede i dag, at det var bydende nødvendigt for USA at iværksætte øjeblikkelige forsvarsforanstaltninger mod fjendtlige områder. Admiralen erklærede endvidere, at han ikke ønskede at skræmme nogen unødigt, men at det var en bitter realitet, at i tilfælde af en ny krig ville det amerikanske fastland blive angrebet af flyvende objekter, som kunne flyve fra pol til pol med utrolige hastigheder.”

I sin påståede (men til tider omstridte) posthumt udgivne dagbog berettede admiral Byrd om et personligt møde med et såkaldt nordisk væsen:

“Vi har ladet dig komme ind her, fordi du er af ædel karakter og kendt i verden på overfladen, admiral’ … du befinder dig i Arianniernes domæne, Jordens indre verden…. Admiral, jeg skal fortælle dig, hvorfor du er blevet indkaldt her. Vores interesse begynder med rette lige efter, at Deres race sprængte de første atombomber over Hiroshima og Nagasaki i Japan. Det var på dette alarmerende tidspunkt, at vi sendte vores flyvemaskiner, “Flugelrads”, til jeres verden på overfladen for at undersøge, hvad jeres race havde gjort…. Ser I, vi har aldrig før blandet os i jeres races krige og barbari, men nu må vi det, for I har lært at manipulere med en vis kraft, som ikke er for mennesker, nemlig atomenergien. Vores udsendinge har allerede overbragt budskaber til magterne i jeres verden, og alligevel lytter de ikke til dem. Nu er du blevet udvalgt til at være vidne her til, at vores verden eksisterer. Ser du, vores kultur og videnskab er mange tusinde år ældre end din race, admiral.”

Den førnævnte dokumentarfilm offentliggjorde KGB-filer, som var blevet afklassificeret efter Sovjetunionens fald i 1991. Disse rapporter blev udarbejdet på ordre fra Josef Stalin, som bad sine agenter om at fastslå præcis, hvad der skete under denne hændelse. Selv om rygter om, at nazisterne havde etableret en slags underjordisk base i Antarktis i forbindelse med påstået kontakt med ET’er gennem Vril Society, i vid udstrækning betragtes som mistænkelige, er det ikke desto mindre sandt, at nazisterne havde arbejdet hårdt på at forsøge dette, og i 1943 udtalte storadmiral Donitz faktisk i 1943: “Den tyske ubådsflåde er stolt af at have bygget for Føreren i en anden del af verden et Shangri-La land, en uindtagelig fæstning.” Faktisk blev der efter deres kapitulation i 1945 fortsat nazistisk ubådsaktivitet i det antarktiske område antydet af Agence France Press den 25. september 1946: “De vedvarende rygter om tysk ubådsaktivitet i området Tierra del Fuego mellem den sydligste spids af Latinamerika og det antarktiske kontinent er baseret på sande hændelser.”

John P. Szehwach, en radiomand stationeret på USS Brownson, gav vidnesbyrd om, hvordan UFO’er dukkede dramatisk op fra havets dybder. Den 17. januar 1947 kl. 0700 sagde Szehwach:

“Jeg og mine skibskammerater i styrehuset bagbord observerede i flere minutter de klare lys, der steg ca. 45 grader op på himlen meget hurtigt… Vi kunne ikke identificere os selv, lysene, fordi vores radar var begrænset til 250 sømil i en lige linje.”

Den sovjetiske rapport fortæller, at UFOerne fløj tæt over den amerikanske flådeflåde, som skød på UFOerne, hvorefter fartøjerne svarede igen med dødelig kraft. Ifølge flyvebådspiloten løjtnant John Sayerson:

“Tingen skød lodret op af vandet med en enorm hastighed, som om den blev forfulgt af djævelen, og fløj mellem masterne med så høj hastighed, at radioantennen svingede frem og tilbage i dens turbulens. Et fly fra Currituck, der kun få øjeblikke senere lettede, blev ramt af en ukendt type stråle fra objektet og styrtede næsten øjeblikkeligt i havet nær vores fartøj…. Omkring ti sømil væk brød torpedobåden Maddox i brand og begyndte at synke… Efter personligt at have været vidne til dette angreb fra objektet, der fløj ud af havet, kan jeg kun sige, at det var skræmmende.”

Men det er ikke kun den sovjetiske efterretningstjeneste, der rapporterede om disse mærkelige påståede hændelser. Flere amerikanske efterretningsagenter har sagt det samme om Nazi-Tysklands erhvervelse af ET-teknologi. Ifølge den tidligere CIA-agent Virgil Armstrong:

“Vi ved, at der i de tidlige dele af krigen var visse fraktioner af de allierede styrker, som ikke troede, at han havde et hemmeligt våben, og det var først, da amerikanerne lagde stor vægt på dette, at de begyndte at se alvorligt på det og faktisk opdagede, at Hitler ikke blot havde et hemmeligt våben, han havde det, vi i dag ville kalde en ufo eller et rumskib.”

Kaptajn Ed Ruppelt, en vigtig amerikansk militær embedsmand og chefundersøger for U.S. Air Force Project Bluebook udtaler:

“Da Anden Verdenskrig sluttede, havde tyskerne flere radikale typer fly og styrede missiler under udvikling. De fleste var i de mest indledende stadier, men de var de eneste kendte fartøjer, der kunne nærme sig præstationen af de objekter, som UFO-observatører har rapporteret om…”

I virkeligheden har astronaut dr. Edgar Mitchell bekræftede i 1991, samme år som KGB’s frigivelse af disse dokumenter, at en stor del af tilsløringen af ET’erne var en konsekvens af hændelser, der fandt sted under 2. verdenskrig.

Overstløjtnant Philip J. Corso, den kendte alien whistleblower, havde meget det samme at sige om tilstedeværelsen af UFO’er i Nazi-Tyskland. Ifølge Corso, der angiveligt var en højtstående officer med ansvar for reverse engineering af alien-teknologi under Kennedy- og Eisenhower-administrationerne:

“Der var nedstyrtninger andre steder, og der blev også indsamlet materiale. Tyskerne arbejdede på det. De løste ikke fremdriftssystemet. De lavede en masse eksperimenter med flyvende tallerkener. De havde en, der fløj op til 12.000 fod. Men der, hvor alle, både vi og de, gik glip af noget, var på styresystemet. I R&D begyndte vi at indse, at dette væsen var en del af styresystemet, en del af selve apparatet, eller sig selv, da det ikke havde nogen kønsorganer.”

I sandhed udtalte Hermann Oberth, faderen til den moderne raketfart, “vi kan ikke alene tage æren for vores rekordfremskridt på visse videnskabelige områder. Vi har fået hjælp fra folkene i andre verdener.”