Den virkning, som forskellige tykkelser af jordskorpen har på et regionalt tyngdefelt, kan som en første tilnærmelse opdeles i tre lag: 1) sedimentært, 2) granitisk og 3) basaltisk. Undersøgelsen af komplekse “bølgebilleder”, der er opnået ved dybdeseismiske sonderinger, har ført til en differentiering af skorpen i kontinentale, oceaniske og overgangsområder, hvor der findes et generelt forhold mellem overfladetektonikken i skorpen og dens dybere strukturer. Skorpen er tykkest i bjergområderne (40 km-80 km) i forhold til et gennemsnit på ca. 25 km-35 km for platformene. Det fremgår, at der er to særligt iøjnefaldende gravitations- og seismiske diskontinuiteter i skorpen; den ene mellem den sedimentære kappe og det såkaldte krystallinske lag og den anden mellem sidstnævnte og M-overfladen. Foreløbige skøn over skorpeens tykkelse er følgende: den russiske platform og den nordlige del af den vestlige sibiriske platform; 30 km-34 km; Sortehavet ca. 24 km; hele den sydlige, sydøstlige og østlige del af U. S. S. R. er præget af større dybde, hvor Pamirs har en tykkelse på over 70 km; i Kaukasus ligger M-overfladen under 45 km; i det nordlige Kasakhstan er skorpen 34 km-36 km tyk; i Altay er der angivet tykkelser på omkring 50 km; på det eurasiske kontinent har Tibet den tykkeste skorpe, idet tyngdekraftsminimum indikerer omkring 85 km; i Verkoyansk-regionen er M-overfladen over 43 km. Store områder af det Arktiske Ocean er optaget af skellet med en tykkelse, der svarer til tykkelsen i den nordlige del af landet. Dette tyder på, at en betydelig strækning af havet, der støder op til U.S.S.S.R.’s nordlige kyster, har en kontinental type. Skorpen bliver hurtigt tyndere mod nord til ca. 10 km. Langs Stillehavskysten er M-overfladen ca. 33 km, og shelfzonen er ret smal, herunder Okhotsk Hav. Mod havet og Kurilerne tynder skorpen hurtigt ud til 10 km. — C. E. Sears.