Begreberne læ og vind bruges på en række forskellige måder til at beskrive bestemte steder, fysiske træk og klimatiske processer. I én forstand henviser vindsiden og læ generelt til et steds beliggenhed i forhold til den fremherskende vindretning. Et vindvendt sted er et sted, der er udsat for de fremherskende vinde. Omvendt er et sted i læ beskyttet mod den fremherskende vind.
For eksempel vil Concepcion, CHILE, på vestsiden af Andesbjergene ligge i vindretningen i forhold til vestlige vinde, der bevæger sig ind over land fra Stillehavet, simpelthen fordi det er eksponeret for den tiltagende vind. Østsiden af Andesbjergene ville derimod ligge i læ på grund af den beskyttelse, som de mellemliggende bjerge giver. De her illustrerede betegnelser for vind- og læside gælder også for orografisk løft, dvs. den proces, der finder sted, når vinden rammer et bjergs forside, tvinges op ad den vindvendte side af bjerget og derefter falder ned ad den lævendte side. Hvis vindene er fyldt med fugt, og bjerget er højt nok, kan den fugt, som vinden fører med sig, kondensere og give nedbør. Den resulterende nedbør vil i de største mængder på den vindvendte side af bjerget, og den lævendte side vil uvægerligt modtage en mindre mængde.
Der er en række steder i verden, hvor denne proces er tydeligt påvist. Blandt dem er de fugtige vestlige vinde, der når Stillehavskysten i WASHINGTON, og som tvinges op i luften af Coastal Ranges. Den vindvendte side af denne region modtager rigeligt med nedbør, mens den vindvendte side på de østlige skråninger kun modtager lidt eller ingen nedbør. Et klassisk eksempel på orografisk løft findes i HIMALAYAS, hvor sommermonsunerne bringer varme, fugtige vinde over det indiske subkontinent og derefter tvinges op i luften af den imponerende Himalaya-barriere. Områder på den vindvendte side af bjergene kan få op til 254 cm nedbør. Men på grund af Himalayas store højde når kun lidt eller slet ingen fugt frem til den vindafhængige side. Så inden for en relativt kort afstand varierer de klimatiske resultater fra nærmest tropiske forhold til de ægte ørkener i Centralasien.
Tegnene bruges på en mere formel måde til at benævne bestemte grupper af øer. F.eks. ligger øerne i De Små Antiller i Vestindien alle i de nordøstlige passatvindenes bane. Dette vindbælte bevæger sig fra ca. 30 grader nordlig bredde mod ækvator, hvor det møder sit modstykke fra den sydlige halvkugle, de sydøstlige passatvinde. Historisk set sejlede britiske sejlskibe ind i regionen med de nordøstlige passatvinde i ryggen. Den første ø, man mødte på disse sejladser, var som regel BARBADOS, som er den ø, der ligger længst mod øst og mest mod vinden.
De vindvendte øer, som de kom til at blive kaldt, omfatter Barbados, Caribees (en klynge af små øer), DOMINICA, MARTINIQUE, GRENADA, SAINT LUCIA og SAINT VINCENT OG GRENADINERNE. Windward Islands, som er en tidligere britisk koloni, er de sydligste øer i De Små Antiller og blev engang samlet kaldt Federal Colony of the Windward Islands og senere Territory of the Windward Islands. Den nordlige fortsættelse af De Små Antiller omfatter øer, der ligger længere nede i vinden fra Windward Islands. De blev først opdaget af Columbus i 1493 og er Leeward Islands, som omfatter ANTIGUA OG BARBUDA, de britiske jomfruøer, MONTSERRAT, SAINT KITTS OG NEVIS og ANGUILLA. En række læ-øer findes også nordvest for Hawaiiøerne, og denne gruppe er blevet et nationalt fuglebeskyttelsesområde.
Dertil kommer, at Society Islands i Fransk Polynesien, et område øst for COOK-ØERNE i det sydlige Stillehav, er identificeret som læ-øer. Der kan også henvises til en anden brug af ordet vindsiden. Den smalle søvej, der adskiller det østlige KUBA og HAITI, ligger i den nordøstlige passatvinds vej. Skibe, der sejler mellem Atlanterhavet og Karibiske Øer, benytter derfor det passende navn “Windward Passage”. De, der rejser gennem passagen fra nordøst til sydvest, har fordel af de nordøstlige passatvinde, der skubber dem fremad.