Løfte, helligt frivilligt løfte om at påtage sig selv eller medlemmer af ens familie eller samfund en særlig forpligtelse, der går ud over de sædvanlige sociale eller religiøse krav.

I det gamle Mellemøsten afgav enkeltpersoner ofte løfter til en guddom om at udføre visse handlinger eller leve på en bestemt måde til gengæld for en guddommelig tjeneste. Hannah, moderen til dommeren Samuel fra Det Gamle Testamente, lovede f.eks., at hvis Jahve, Israels Gud, ville give hende en søn, ville hun hellige ham til Herrens tjeneste. Hun fødte en søn, og hun holdt sit løfte. Personer, der var viet til Jahves tjeneste, kunne dog blive løst fra deres løfter ved at betale en vis sum penge.

Den gamle romerske religion tilskyndede til at aflægge løfter til en guddom i statens navn, hvorved løftegiveren stod i gæld til guderne, indtil løfterne var opfyldt. Under krige blev der aflagt løfter til krigsguden Mars om at ofre et stort antal dyr til gengæld for støtte i kamp.

Men blandt vikingerne blev løfter til guderne, der ofte blev betragtet som en slags bøn, betragtet som ukrænkelige, og de, der brød løfterne, blev udstødt af deres samfund.

Løfter er meget almindelige i hinduismen, buddhismen og jainismen, ikke kun blandt ordinerede religiøse personer, men også blandt hengivne lægmænd. Hinduistiske tilhængere af bhakti-bevægelserne (hengivelse) lover ofte at yde særlig tjeneste til deres guder; enkelte hinduer lover også ofte særlige faste- eller offergaver til præster og guder på særlige dage. Buddhistiske munke, der følger sanghaens regler (fællesskab af troende), lover at praktisere 10 forskrifter, som omfatter ikke-vold, kyskhed og ærlighed. Buddhistiske lægmænd og lægkvinder påtager sig også nogle af munkenes og nonnernes løfter på et eller flere tidspunkter i løbet af deres liv. Mahāyāna-buddhister (det større køretøj) afgiver undertiden bodhisattva-løftet (en, der er bestemt til at blive oplyst), som er meget strengt og indebærer visse fastsatte indledende handlinger eller evner samt den personlige evne til at skabe tanken om oplysning. Jaina-munke følger de fem løfter eller vratas af Mahāvīra, en reformator af deres religion fra det 6. århundrede f.Kr. – afkald på at dræbe, lyve, tage, hvad der ikke er givet, seksuelle fornøjelser og alle former for tilknytning.

I jødedommens, kristendommens og islāmens tilhængere aflægges løfter af lægfolk såvel som af medlemmer af religiøse ordener. I jødedommen kan løfter (hebraisk nedarim) være positive eller negative. Et positivt nederar er et frivilligt løfte om at hellige noget til Gud eller at gøre noget til Guds ære, som ikke er påkrævet ved lov. Et negativt nederar (hebraisk issar) er et frivilligt løfte om at afholde sig fra eller fratage sig selv en lovlig fornøjelse. Generelt blev det dog ikke opmuntret af de talmudiske rabbinere at aflægge et løfte i jødedommen, medmindre det skulle bruges som en sidste udvej. Romersk-katolske religiøse ordener aflægger generelt tre løfter – fattigdom, kyskhed og lydighed – og i nogle tilfælde et ekstra løfte om stabilitet, dvs. at forblive i et kloster. I protestantismen afgives løfter i forbindelse med visse ritualer (f.eks. konfirmation, ordination og ægteskabsceremonier). Muslimske helgener, der er æret for deres helbredende eller åndelige kræfter, bliver undertiden tilkaldt af de troende, som afgiver løfter af forskellig art til gengæld for specifik hjælp.