I denne artikel diskuteres den specifikke metapsykologi og de udviklingsmæssige opgaver i latensperioden. Den tilbyder et Kleiniansk syn på fasen og sammenligner den med andre aktuelle psykoanalytiske teorier. Der lægges vægt på betydningen af ego- og overjegets vækst og integration i latensperioden, hvilket resulterer i en bedre kontakt med både den ydre og indre virkelighed. Karakterdannelse, social integration og læring diskuteres som de specifikke udviklingsopgaver i denne periode. Freuds oprindelige formulering om, at latensperioden er en konsekvens af opløsningen af Ødipuskomplekset, vurderes i lyset af den moderne udvikling. Jeg trækker på ideer fra Klein og andre som Loewald, Burgner, Holder og Tyson for at beskrive den som en proces med en progressiv og mere kompleks udvikling i hele latensperioden, der er forbundet med udviklingen af overjeget. Denne proces med gradvis gennemarbejdning anses for at være et grundlæggende træk ved denne periode. Denne model for progressiv modning er illustreret med klinisk materiale. Det kliniske begreb pseudo-latency anvendes til at skelne mellem den udviklingsmæssige præstation, som etableringen af latensorganisationen repræsenterer, og en defensiv struktur (pseudo-latency), som skjuler patologi.