Uden de modige handlinger og den beslutsomhed, som kvinder, der spillede en ekstraordinær rolle i historien om kvinders rettigheder og ligestilling, udviste, ville verden være et meget anderledes sted – især arbejdslivet.
En af disse utrolige kvinder, som vi bør fejre, når vi nærmer os den internationale kvindedag, er den kvinde, der startede en af de mest berømte kampagner på arbejdsmarkedet.
I East London beskæftigede tændstikfabrikken Bryant & May over 1.000 unge kvinder og børn. De led 14 timers vagter, frygtelige arbejdsforhold, lønforringelser og vansirede ansigter, alt sammen for blot et par shillings om ugen.
For en så lille løn skulle disse kvinder dyppe enderne af tændstikker i en pasta lavet af hvid fosfor og fik en bøde, hvis de tabte en tændstik.
Pasten forgiftede arbejderne, fik huden til at smelte og knoglerne til at forfalde, og uden operation ville organerne svigte, og døden var uundgåelig.
Som alle andre historier om dårlig behandling og ulykke for arbejderklassen var der en betydelig mangel på offentlig opmærksomhed eller ramaskrig.
Deres forfærdelige forhold blev imidlertid beskrevet i detaljer af Annie Besant i The Link, en kampagneavis. Efterhånden som flere og flere kvinder fortalte deres historier, afskedigede Bryant & May de “ringledere”, og kvinderne forlod fabrikken og gik til sidst i strejke. Alle 1.400 kvinder var ude på strejkevagten.
Selv uden nogen repræsentation gik de til Annie Besant for at få hjælp.
Kvinderne marcherede gennem gaderne for at samle penge ind til deres familier, og Annie tog kampagnen med til parlamentet og lobbyede parlamentsmedlemmer, og hun øgede presset gennem pressen.
Byrant & May blev til sidst tvunget til at revidere processerne i deres fabrikker, og den farlige hvide tændstikpasta blev forbudt og erstattet af rød, som fungerede på samme måde og ikke truede de arbejdende kvinders liv, det er det, vi stadig ser replikeret på tændstikker i dag.
Det vigtigste var, at firmaet anerkendte en fagforening dannet af kvinderne, og den 27. juli 1888 blev det konstituerende møde i Union of Women Match Makers afholdt.
Tændstikpigernes strejke i 1888 og deres resultater spillede en stor rolle i den britiske industrihistorie, inspirerede fagforeningsfolk overalt og øgede repræsentationen af den ufaglærte arbejdsstyrke, hvilket havde en langvarig indvirkning på fagbevægelsen.
Det er ikke tilfældigt, at Labour Party blot fem år senere blev oprettet som partiet for arbejdende mennesker. Æren bør tilskrives Annie Besant og de kvinder, der stod op for deres rettigheder og dermed inspirerede et politisk parti, der ville stå op for alle arbejdende mennesker.
Der er så mange fantastiske kvinder i den moderne fagbevægelse, og billedet af den gennemsnitlige fagforeningsmand er ikke så mandligt, bleg og afstumpet, som det var engang.
Kvinder i bevægelsen står på skuldrene af kvindelige fagforeningsfolk som Annie Besant, og vi husker at bygge videre på deres arv i arbejdslivet i dag.
Der er en stor rolle for kvinder at spille i fremtiden for fagforeninger og kvinder på arbejdspladsen.
I sektorer, hvor kvinder udgør en stigende procentdel af arbejdsstyrken, f.eks. selvstændige erhvervsdrivende, er der udfordringer, herunder barselsorlov, ligeløn, pensioner og sexchikane. Disse vil ikke forsvinde fra den ene dag til den anden.
I den bredere arbejdsverden ser vi flere kvinder i arbejde end nogensinde før, flere unge i usikre ansættelsesforhold, folk skifter i stigende grad job, karriere og sektorer, teknologien ændrer hurtigt arbejdets karakter, og den traditionelle industris tilbagegang i visse områder af Det Forenede Kongerige.
Det er vigtigt, når vi står over for disse udfordringer, at erkende, at antallet af medlemmer af fagforeninger er faldende, især i den private sektor. En sådan nedgang er ikke uundgåelig, og der er masser af arbejde at gøre for alle fagforeningsfolk for at gøre fagforeningerne relevante for alle arbejdstagere i en økonomi i hastig forandring.
Da fagforeningsmedlemmernes medlemstal blandt kvinder er højere end blandt mænd, er der en ekstra pligt til at handle. Kvinder var afgørende for dannelsen af fagforeninger, og det er kvinder, der er afgørende for fagforeningernes overlevelse.
Kvindelige fagforeningsfolk skal huske Annie og tændstikpigerne. Vi skal sikre, at vi følger i deres fodspor og hjælper med at få næste generation af strålende kvindelige fagforeningsfolk frem. Hvis vi gør det rigtigt, så tror jeg, at søsterskabet kan tackle de udfordringer, som fagbevægelsen står over for, og sikre endnu et århundrede med fremskridt for arbejdende kvinder.