På en ferie, hvor dine filmmaratonmuligheder er The Boondock Saints eller Darby O’Gill and the Little People, kan jeg godt lide at minde folk om perlerne i The Leprechaun franchisen. Ingen af dem er specielt gode, men de tilbyder en ensartet kvalitet… på en måde.
Den åbenlyse guldgrube i denne franchise er manden selv, Warwick Davis. Man kan sige hvad man vil om filmene (og man kan sige hvad man vil om de sidste to), men Warwick leverer aldrig sin præstation som Genius of Killarney. Altid på, altid sjov, og altid villig til at synge en rimlig dialog, selv om den ikke giver mening. Han rapper endda med hjælp fra sine zombiefluepiger. Ja, du læste rigtigt.
Trods en modig indsats fra manden bag præstationer som Willow Ufgood, Wicket the Ewok og talrige andre figurer i Star Wars-, Harry Potter- og Narnia-serierne, vokser og svinger Leprechaun-filmene stadig fra godt til forfærdeligt ligesom Fast and Furious-filmene. Det mest bemærkelsesværdige ved Leprechaun er Jennifer Anistons optræden i hovedrollen. Hun spiller en forkælet storbypige, der bøvler sig igennem filmen. Det er mens Mark Holton (Francis fra Pee Wee’s Big Adventure) og Robert Hy Gorman (Walter fra Don’t Tell Mom the Babysitter’s Dead) har en mærkelig Of Mice and Men-historie, der er for god til den film, den er med i.
Det er dog ikke historien, vi ser disse film for. Det er drabene. Døden ved hjælp af pogo stick og at blive kørt over af en Mad Max-inspireret Mario Kart af døden kommer jeg til at tænke på. Det er måske grunden til, at Jennifer Aniston ikke vendte tilbage til franchisen. Selv om Friends er slut, og Leprechaun-filmene stadig bliver lavet. Tiden vil vise, om hun missede båden på den.
Den anden film, muligvis min favorit, er fra Rodman Flender, instruktøren af Idle Hands og Tales From The Crypt-episoden, hvor en synsk gorilla forelsker sig i Ernie Hudson. Det er en verden, hvor fe-glamourblindede teenagere kysser med plæneklippere, en barista bliver dræbt af sin cappuccinomaskines dampventil, og Leprechaun bruger sine Doctor Strange-lignende kræfter til at kidnappe sin kommende brud. Bare rolig – han bliver forhindret af en dreng, der ligner Jeff Healey, og hans “drukkenbolt” Morty. (Ikke Rick. I filmen hedder knægtens fulde onkel faktisk Morty.) Denne film bringer intet af det gamle fra den første film tilbage, bortset fra den mærkelige skofetich, som Leprechaun har, og en stadigt stigende garderobekvalitet for vores Nelwyn-ven.
Lige Fast and Furious bliver filmene værre, før de bliver bedre. Leprechaun følger efterfølgernes trope med at skifte omgivelserne: baglandet, til byen, til rummet og til ‘da hood’. Det eneste, der mangler, er en efterfølger til Hawaii, men det krydser jeg stadig fingre for.
Leprechaun 3, den første straight-to-video film i kanonen, accepterer fuldt ud sine campy rødder til det punkt, hvor det næsten gør ondt på filmene. Næsten. Mange kan lide den tredje film, som foregår i Vegas. Den indeholder en eksploderende kvinde og en tryllekunstner, der bliver savet over på midten under en magisk kamp mod Leprechaun’en. Mange kan ikke lide det. Guldmønten er stadig i luften på den.
Der er dog ikke noget guld i Leprechaun 4: In Space. Dette er en særlig godbid. Den forsøger virkelig hårdt at være James Camerons Alien, men den falder kortere end vores stjerne. Home Improvement’s Debbe Dunning spiller hovedrollen. Den har også den mest latterlige underafslutning nogensinde. I bund og grund bruger en tysk videnskabsmand cyborg rumprinsessens blod til at dyrke en krop, men det går galt for ham, og han forvandles til et monster og vandrer rundt, indtil han bliver sprængt i luften af en Space Marine. Det er en ting i disse film. Den har også et Leprechaun-lyssværd (grønt, selvfølgelig), Giant-Man Leprechaun, der eksploderer i rummet, og nogle søde special effects af Sega CD-kvalitet, der er klippet i scener. Det lyder som om, det burde være godt, men det gjorde en Leprechaun-reboot også.
Så kom guldkrukken for enden af Leprechaun-regnbuen, Leprechaun in the Hood og Leprechaun: Back 2 Tha Tha Hood frem. De har karakterer, der er tålelige, og Warwick ser ondskabsfuldt pæn ud. Den første “in the hood” er lige så meget en rigtig film som alle andre i franchisen. Lidt for mange krydsende gangstere for mig og ikke nok leprechaun, der ryger jazzcigaretter med Ice-T. Filmen ser dog ud til at have fundet tonen for franchisen og bærer den som et skinnende spænde. Det gælder især zombie-flyvepigerne, der assisterer Lep med en rap-sangsekvens.
De to sidste Leprechaun-film, Leprechaun: Origins og Leprechaun Returns (henholdsvis nummer 7 og 8 i franchisen), er ikke rigtige IMHO. De eksisterer ikke og er ikke de Netflix-data værd, som de bliver streamet på. Nej Warwick. Ingen Leprechaun. Meh.
Disse film er nostalgiske guilty pleasures. Lep’s (mangel på) lykkebringende charme med kvinder er en smule afstumpet. Dybest set, hvis der er et hashtag om det i den virkelige verden, så sker det i disse film. Den er fyldt med kvaliteter, som vi alle elsker hos vores fiktive karakterer, men som vi afskyr hos nogen i den virkelige verden.
Så tag i weekenden din yndlings irske whisky og sæt dig ned med en gammel ven, Leprechaun-serien. En gammel ven, der bander meget, drikker for meget, ikke er politisk korrekt og sandsynligvis ikke vil gå hjem, når du beder ham om det.
Måske skulle du bare se Darby O’Gill.