Få af de højtider, der var en del af den gamle pagts tilbedelse, var lige så glade som bohyttefesten. Denne fest, der også er kendt som Løvhyttefesten eller under sit hebraiske navn Sukkot, var den sidste af efterårsfesterne og blev afholdt i slutningen af landbrugsåret, når druerne og oliven blev høstet i Israel. Det var en tid til at takke Gud for alle det foregående års forsyninger og til at bede om en god regntid, som varede fra oktober til marts.

Primært var Sukkot dog beregnet til at minde om ørkenrejsen fra Egypten til Kanaan, hvor Gud lod folket bo i hytter (3 Mos. 23:33-43). I løbet af højtiden skulle hver israelitisk familie bygge en hytte, en sukkah, og bo i den i en uge (v. 42-43). Disse hytter var små, midlertidige shelters med stråtag af palmeblade og andre planter, og ifølge en fortolkning af vers 41 blev de dekoreret med forskellige slags frugter, der voksede i Palæstina. Senere generationer adlød befalingen om at glæde sig med frugt og løv (v. 40) ved at lade mændene bære en etrog, eller citron, og en lulav i glædesoptog. En citron er en citrusfrugt, der er hjemmehørende i Mellemøsten, og som ligner en stor citron, og en lulav er en palmegren med to myrtegrene bundet på den ene side af den og tre pilegrene på den anden. I overensstemmelse med Sukkots formål om at mindes ørkenvandringen tilføjede senere israelitterne desuden en vandudgydelsesceremoni for at mindes de gange, hvor Herren gav Israel vand i ørkenen (2 Mos. 17:1-7; 4 Mos. 20:1-13). Den fungerende præst hentede vand fra Siloam-pølen og hældte det i bassinet nær alteret i templet.

Moses advarede ofte israelitterne om ikke at glemme den Gud, der forløste dem fra slaveriet, da de først var blevet fede og lykkelige i det forjættede land (5 Mos 8). Dette afslører et andet formål med Sukkot. Det kunne være fristende for israelitterne at sidde i deres huse efter en stor høst og sige: “Se, hvad vi har gjort, og hvor meget vi har tjent”. At bo i hytter i en uge mindede dem om, at deres succes i Kana’an udelukkende var på grund af Herrens nåde. Han havde bragt dem til det gode land og kunne lige så let tage dem ud af det igen. En håndgribelig påmindelse om hans forsyning i ørkenen under Sukkot viste israelitterne, at de altid måtte stole på ham alene for deres forsyning.