Det er et adgangskrav at have en bachelorgrad på eller over 2. klasse med udmærkelse. Nogle universiteter tilbyder ikke direkte optagelse på en ph.d.-grad, og de studerende skal først tilmelde sig en mindre forskningsgrad, før de kan “opgradere”.
BrasilienRediger
I Brasilien er den omtrentlige ækvivalent til en kandidatgrad i ingeniørvidenskab en professionel kandidatgrad af typisk to års varighed. Den omfatter hovedsagelig kursusarbejde og et speciale eller en forskningsopgave inden for anvendt teknik.En anden variant er den akademiske mastergrad, som svarer til en mastergrad i naturvidenskab. En sådan grad er bundet til mere omfattende forskning og er normalt valget for dem, der ønsker at fortsætte på et ph.d.-kursus eller arbejde i den akademiske verden.
CanadaRediger
I Canada er Master of Engineering-graden en kandidatgrad af typisk to års varighed, der omfatter kursusarbejde og et speciale eller en forskningsopgave af betydelig dybde. Nogle canadiske universiteter tilbyder en Master of Engineering eller enten en Master of Science eller Master of Applied Science i ingeniørvidenskab eller begge dele.
ColombiaEdit
I Colombia er Master of Engineering, som tager mindst to år, et postgraduate program, der følger efter bacheloruddannelsen på fem år. Afhængigt af vægtningen kaldes Ms.Eng. med vægt på energi, kemi, miljø osv. Til sidst kræves der en publikation af det udviklede arbejde i et anerkendt tidsskrift med videnskabelig udbredelse som et krav til graden.
KroatienRediger
Indført med Bologna-processen er den kroatiske kandidat i ingeniørvidenskab typisk et toårigt program og en direkte fortsættelse af et treårigt bachelorforløb. Graden forkortes mag. ing. og efterfølges af studieområdet (for eksempel: mag. ing. računarstva – Master of Computer Engineering)
DanmarkEdit
Fra et dansk universitet kaldes en kandidat i ingeniørvidenskab for cand.polyt (lat.: candidatus polytechnices). Den er en toårig tilføjelse til enten en akademisk 3-årig bachelor i ingeniørvidenskab eller en praktisk 3,5-årig professionsbachelor i ingeniørvidenskab. Titlen kan opnås ved følgende universiteter: Danmarks Tekniske Universitet, Aarhus Universitet, Aalborg Universitet og Syddansk Universitet.
FinlandRediger
Der findes to forskellige grader i Finland, en universitetsuddannelse (diplomi-insinööri) og en polyteknisk kandidatuddannelse (insinöööri (ylempi AMK)). Mens førstnævnte oversættes som “Master of Science in Technology”, anvendes betegnelsen “Master of Engineering” overvejende af de tekniske universiteter, som tilbyder masteruddannelser til indehavere af polytekniske bachelorgrader (insinöööri (amk)). Som den europæiske Bologna-proces foreskriver, skal ingeniører med en bachelorgrad i ingeniørvidenskab desuden studere på fuld tid i et eller to år og færdiggøre en kandidatafhandling for at få en kandidatgrad. De fleste af kandidatuddannelserne undervises på finsk, men der findes også nogle svensk- og engelsksprogede uddannelser.
FrankrigRediger
I Frankrig findes der tre eksamensbeviser for fem års studier inden for ingeniørvidenskab: CMI for Cursus Master en Ingénierie (Comprehensive Master of Engineering), som er en selektiv kandidatuddannelse for et specifikt speciale med flere kurser end en normal kandidatuddannelse i ingeniørvidenskab, der udbydes af universiteter udvalgt af mærket “Réseau figure” ; og ingeniøruddannelsen (“diplôme d’ingénieur”), som kun kan udstedes af visse ingeniørskoler kaldet grandes écoles – meget selektive skoler, der generelt er mindre end universiteterne – og som giver “et uddannelsesniveau, der kan sammenlignes med en kandidatgrad i ingeniørvidenskab i USA” (AACRAO).
Ingeniøruddannelsen forbereder normalt de studerende på en professionel karriere. Kurserne omfatter altid ledelse, økonomi eller mere generelt tværgående kurser. Der kræves også praktikperioder i industrien eller i laboratorier. Ingeniørmesteruddannelsen tilbyder en mere fokuseret tilgang til et ingeniørområde, og den samlede ingeniørmesteruddannelse er den elitære kandidatuddannelse. En ph.d.-uddannelse kan opnås ved at erhverve et af disse tre eksamensbeviser.
TysklandRediger
I Tyskland er de lokale ingeniøruddannelser (Diplomingenieur (Dipl.-Ing.), en første grad efter fem års studier på et universitet, og Dipl.-Ing.Ing. (FH), den ingeniøruddannelse, der tilbydes af Fachhochschulen efter fire års studier) blev afskaffet på de fleste universiteter i 2010 og blev erstattet af postgraduate mastergrader (M.Sc. og M.Eng.).
De første masteruddannelser i ingeniørvidenskab blev indført i Tyskland i 2000 som følge af Bologna-processen. Denne type masteruddannelse udbydes af både tyske universiteter og Fachhochschulen (universiteter for anvendt videnskab) og er typisk et toårigt program med anvendelsesorienteret kursusarbejde og et anvendt forskningsafhandling. Adgangskravet er en bacheloruddannelse eller en tilsvarende uddannelse fra før Bolognaprocessen med gode karakterer. De ni førende tyske tekniske universiteter (Group of TU9) foretrækker at tildele en Master of Science-grad for at afslutte ingeniørstudier på et masterprogram.
IndiaEdit
En Master of Science in Engineering (MSc.Engg.) er normalt struktureret som en forskningsmastersgrad, der er mindre end en ph.d. og anses for at være parallel til en M.Phil. i humaniora og naturvidenskab.
ItalienRediger
I Italien blev de lokale ingeniøruddannelser (Laurea in Ingegneria), en første grad efter fem års studier på et universitet, afskaffet på de fleste universiteter i 2008. Det, der svarer til en kandidatgrad i ingeniørvidenskab, er en faglig kandidatgrad (Laurea Magistrale) af to års varighed, som hovedsagelig omfatter kursusarbejde og en afhandling inden for anvendt ingeniørvidenskab. Adgangskravene til en kandidatgrad i ingeniørvidenskab omfatter en treårig bacheloringeniøruddannelse (Laurea).
New ZealandRediger
I New Zealand er kandidatgraden i ingeniørvidenskab generelt en forskningsbaseret grad, der kræver aflevering af et speciale på de vigtigste universiteter (University of Auckland, University of Canterbury osv.). I lighed med Storbritanniens Master of Philosophy (M.Phil.) inden for ingeniørvidenskab eller teknologi betragtes den som en lavere grad end Doctor of Philosophy (Ph.D.) og en højere grad end en kursusbaseret master. Den må ikke forveksles med Master of Engineering Studies, som er en kursusarbejde-master.
I Auckland University of Technology (AUT) kan denne grad opnås enten ved at færdiggøre et speciale (forskningsvej) eller en kombination af kursusarbejde og forskningsprojekt (kursusarbejdevej).
NepalRediger
I Nepal er en Master of Engineering (M.E.) eller en Master of Technology (M.Tech.) en kandidatgrad en postgraduate uddannelse inden for ingeniørvidenskab. Det er generelt et 2-årigt specialiseringsprogram inden for en specifik gren af ingeniørområdet. De studerende starter typisk på M.E./M.Tech.-programmet efter at have afsluttet et 4-årigt bachelorprogram i ingeniørvidenskab, der resulterer i en bachelor i ingeniørvidenskab eller en bachelor i teknologi. Kathmandu University, Tribhuwan University, Pokhara University og Purvanchal University tilbyder denne grad.
JapanRediger
I Japan er master of engineering (工学修士, Kogaku Shushi), som tager mindst to år, et postgraduate-program, der følger efter en undergraduate på fire år. Det er en forskningsgrad mellem bachelorgraden og doktorgraden og kræver færdiggørelse af et speciale.
SingaporeRediger
I Singapore er Master of Engineering et forskningsbaseret postgraduate-program, der typisk varer 2 til 3 år inklusive kursusarbejde og skal afsluttes med et omfattende speciale, der evalueres af et eksamensudvalg. Den tildeles normalt som en præ-doktoreksamen inden for ingeniørvidenskab. Dette står i modsætning til “master of science”-programmerne inden for ingeniørvidenskab, som er kursusbaserede og ikke kræver en forskningsafhandling.
SydkoreaRediger
I Sydkorea er Master of Engineering, som tager mindst to år, et postgraduate-program, der følger efter en bacheloruddannelse på fire år. Det tildeles almindeligvis for specialiseringer inden for ingeniørfaget snarere end videnskaben. F.eks. adskiller graden “master of science in computer science” sig fra graden “master of engineering in computer science” ved at sidstnævnte hovedsagelig er koncentreret om anvendeligheden af designet med stærk relation til hardware snarere end software. Generelt omfatter kandidatuddannelsen i ingeniørvidenskab både kursusarbejde og forskning.
PolenRediger
Magister inżynier (mgr inż.., bogstaveligt talt: masteringeniør) akademisk grad, der kan opnås efter 2 års postgraduate uddannelse (for studerende, der allerede har en B.Eng.-inż.) eller tidligere (indtil universitetets fulde tilpasning af Bologna-processen) gennem et integreret 5-årigt B.Eng.-M.Eng (eller B.Sc.-M.Sc) program, der giver dobbelt grad mgr inż.
SlovakietEdit
FIIT STU Institution of Engineering and Technology (IET) akkreditering for to masteruddannelser: Intelligent Software Systems (kombinerede studieområder Software Engineering – hovedfag og Kunstig intelligens – sekundært) og Internet Technologies (inden for studieområdet Computing Engineering); tre bacheloruddannelser og to ph.d.-uddannelser.
FEI STU Engineering Institute of Electrical Engineering (IEE) akkreditering
SpanienEdit
For indførelsen af Bologna-processen var der to forskellige spanske ingeniøruddannelser: “Ingeniería”, som krævede 5 eller i nogle tilfælde 6 årlige fuldtidskurser, og “Ingeniería Técnica”, som var af kortere varighed: I kølvandet på Bologna-processen indførte det spanske uddannelsessystem “Máster Habilitante en Ingeniería” og “Máster Universitario en Ingeniería” (postgraduate studier), som anvender det ECTS-system, der er udviklet af EU. De er lidt kortere end anden halvdel af den tidligere ingeniøruddannelse (“Ingeniería”), mens den tekniske ingeniøruddannelse nogenlunde svarer til en bachelorgrad inden for Bologna-systemet.
Uddannelsen i ingeniørvidenskab i Spanien havde traditionelt ikke for mange specialer (bl.a. flåde-, luftfarts-, industri-, civil-, telekommunikations- og datalogiuddannelser), da specialisering tidligere ikke var så nødvendig, men efter Bologna blev uddannelserne og masteruddannelserne forgrenet talrigt og gav anledning til hundredvis af forskellige kombinationer, hvilket åbnede mulighed for at tage en bachelorgrad på et universitet og et speciale og derefter tage en masteruddannelse på et andet speciale, måske på et andet universitet, efter at have bestået en individuel samtale med dekanen og/eller en “propædeutisk” eksamen eller en prøve af en art, der skal sikre et solidt grundlag for at bygge videre viden, som skal tage hensyn til forholdet mellem de to vidensgrene og mellem de fag, der undervises i på begge uddannelser på oprindelses- og bestemmelsesstedet.
SverigeRediger
Titlen “Master of Engineering” blev indført på nogle svenske universiteter som led i Bologna-processen. Titlen “civilingenjör” (bogstaveligt oversat “civilingeniør”, den engelske betegnelse “Civil engineer” svarer ikke til “civilingenjör”) svarer til en civilingeniør og til titlen “Master of Science in Engineering”. En “Master of Science in Engineering” udstedes efter mindst fem års studier. Før 2007-07-01 blev den tildelt efter mindst 4½ års studier. Studerende, der påbegynder deres studier før 2007-07-01, men afslutter dem før 2015-06-30 og efter 2007-07-01, kan vælge at opnå titlen enten efter 4½ år eller efter 5 år.
Det Forenede KongerigeRediger
I Det Forenede Kongerige er graden Master of Engineering (MEng) den højeste grad for ingeniørstudier på grundniveau. Det er den standardkvalifikation på universitetsniveau, som tages af personer, der ønsker at blive autoriserede ingeniører, der er registreret hos Engineering Council (EngC). MEng-uddannelsen er den minimumsuddannelsesstandard, der kræves for at blive civilingeniør, men der findes andre lige så tilfredsstillende måder at demonstrere denne standard på, f.eks. ved at gennemføre en BEng Honours-uddannelse og et efterfølgende postgraduate diplom, MA eller MSc eller gennem erfaringsbaseret læring. Den britiske MEng-grad (undergraduate degree) svarer typisk til de europæiske grader Diplom Ingenieur (Dipl.-Ing.) og Civilingenjör.
Universiteterne kan frit fastsætte deres egne adgangskrav. Nogle universiteter, f.eks. Oxford, Cambridge og nogle kurser på Imperial, giver kun adgang til at studere til MEng-graden. (Deres kurser giver normalt en studerende mulighed for at forlade uddannelsen med en bachelorgrad efter tre år. Yderligere oplysninger om, hvilke kurser der er akkrediteret af Engineering Council med henblik på registrering som Chartered Engineer eller Incorporated Engineer, findes på https://www.engc.org.uk/education-skills/accreditation-of-higher-education-programmes/) Andre universiteter, såsom University of Greenwich, University of Surrey, Coventry University, Brunel University og Swansea University, giver studerende adgang til at læse til BEng Honours- og MEng-uddannelser og giver studerende mulighed for at skifte mellem de to uddannelser i løbet af de første år af uddannelsen. Open University tilbyder MEng-uddannelsen som en postgraduate kvalifikation, men kræver, at de studerende afslutter uddannelsen inden for fire år efter at have afsluttet en BEng Honours-uddannelse.
I England, Nordirland og Wales er uddannelsen en fireårig uddannelse eller en “sandwich”-uddannelse på fem år (med et års arbejde i industrien). I Skotland er det en femårig uddannelse. Bachelor of Engineering-uddannelsen (BEng) er normalt en treårig uddannelse (fire i Skotland) eller kan også omfatte et år i industrien. Mange universiteter tilbyder BEng-uddannelsen og kan derefter tillade overførsel til MEng-uddannelsen Graduateship i ingeniørvidenskab, der udstedes af City and Guilds of London Institute, en institution, der blev oprettet i 1878 og anerkendt ved Royal Charter (RC117) i 1900, er knyttet til en britisk Bachelor of Engineering (Honours)-BEng (Honours)-grad. Den postgraduate diplomuddannelse svarer til en britisk Master of Engineering (MEng) grad. Membership in Engineering (MCGI-NQF på niveau 7) er et strategisk ledelses-/Chartered Professional-niveau og et postgraduate diplom, der svarer til en britisk mastergrad, og som udstedes af City and Guilds of London Institute. Dette vil blive understøttet af mindst ti års erfaren erfaring (peer reviewed) inden for områder som ingeniørvidenskab + en britisk bachelor/graduateship (eller CEng).
Krav til faglig registrering som Incorporated Engineer eller Chartered Engineer er baseret på en standard for faglig kompetence og engagement, som fastsat i den faglige standard UK-SPEC. Enkeltpersoner udvikler generelt disse gennem uddannelse og erhvervserfaring.
Chartered Engineer og Incorporated Engineer-titler, der tildeles af Engineering Council UK, svarer meget bredt til (men er ikke de samme som) de nordamerikanske betegnelser Professional Engineer (PEng/PE) og Professional Technologist (PTech), men har ofte en langt større geografisk anerkendelse. P.Eng/PE tjener dog et helt andet formål end CEng-uddannelsen. PE/P.Eng er licenser til at udøve ingeniørvirksomhed på det offentlige område med juridisk ansvar på stats- eller provinsniveau. I modsætning til C.Eng er de ikke kvalifikationer eller titler. I henhold til statslig lovgivning giver de en person ret til at udøve erhvervsmæssig virksomhed i et afgrænset geografisk område. I Ontario udstedes P.Eng-licensen f.eks. i henhold til Professional Engineers Act (oprettet i 1922). På trods af Washington-aftalen er PE/PEng ikke lig med C.Eng. En C.Eng’s mulighed for at udøve ingeniørvirksomhed på det offentlige område i Nordamerika afgøres fra sag til sag, som regel af staten eller provinsen. Aftaler om anerkendelse af kvalifikationer mellem EngC eller Engineers Ireland og Engineers Canada eller USA’s Accreditation Board of Engineering and Technology (ABET) anerkendes ikke af de enkelte stater eller provinser.
StructureEdit
MEng-uddannelser følger normalt det mønster, man kender fra bacheloruddannelser med forelæsninger, laboratoriearbejde, kursusarbejde og eksamener hvert år. Der er normalt et omfattende projekt, der skal gennemføres på fjerde år, som kan have et forskningselement, og et mere undervisningsbaseret projekt, der skal gennemføres på tredje år. Ved udgangen af det tredje år er der normalt en tærskel for akademiske præstationer ved eksamener, som gør det muligt at gå videre til det sidste år. På nogle universiteter er strukturen for det sidste år ret forskellig fra strukturen for de tre første år, f.eks. består det sidste år på University of York for Computer Systems and Software-programmet udelukkende af projektarbejde og intensive avancerede seminarkurser i stedet for traditionelle forelæsninger og problemundervisning. De endelige resultater tildeles i de fleste tilfælde efter den standardiserede britiske klassifikationsskala for bacheloruddannelser, selv om nogle universiteter tildeler noget, der strukturelt ligner “Distinction”, “Merit”, “Pass” eller “Fail”, da dette ofte er den måde, hvorpå underviste postgraduate mastergrader klassificeres.
HistorieBearbejd
På nogle universiteter i Storbritannien i begyndelsen af 1980’erne blev MEng tildelt som en underviset postgraduate grad efter 12 måneders studier. Adgangskravene ville typisk være de samme som for andre underviste postgraduate kurser, herunder at man skulle have en bacheloruddannelse, og formatet ville ligne den moderne MEng, selv om projektet, som med mange postgraduate mastergrader, ville strække sig over en længere periode. MEng-uddannelserne i deres moderne form som bacheloruddannelser blev indført i midten af 1980’erne som reaktion på den voksende konkurrence fra kandidater med en teknisk uddannelse fra det europæiske fastland, hvor bacheloruddannelserne ofte er længere end de sædvanlige tre år i Det Forenede Kongerige. Der var en følelse blandt nyuddannede kandidater, ingeniørinstitutioner, arbejdsgivere og universiteter, at de længere og mere dybdegående studier, der tilbydes på kontinentet, også skulle være tilgængelige for studerende i Det Forenede Kongerige. Da det i Det Forenede Kongerige typisk tog et år mere end en bachelorgrad at opnå en masteruddannelse, blev det besluttet, at dette ekstra år skulle integreres i bacheloruddannelsen, og at de studerende i stedet for at tage både en bachelor- og en kandidatgrad skulle gå direkte videre til en kandidatgrad.
Siden indførelsen er MEng blevet den foretrukne grad for de fleste ingeniører på bachelorniveau, som det var hensigten. Den mest almindelige undtagelse er internationale studerende, som på grund af de væsentligt højere gebyrer, de skal betale, nogle gange vælger at tage den traditionelle BEng/B.Sc.-vej, hvis den er tilgængelig. De fleste ingeniørinstitutioner har nu gjort en MEng til den akademiske minimumsstandard, der er nødvendig for at blive Chartered Engineer. Studerende, der blev færdiguddannet før ændringerne i reglerne, vil stadig have lov til at bruge deres bachelorgrad til dette formål, og de, der har opnået en bachelorgrad efter ændringerne, kan normalt tage nogle yderligere kurser (kendt som “yderligere læring”) med tiden for at nå en standard svarende til MEng Nogle ældre universiteter som Durham tillader studerende at opnå en BEng-grad efter det tredje år, før de fortsætter til det fjerde år.
Andre bachelor-masteruddannelserRediger
MEng er en af en række integrerede mastergrader, der er indført i Storbritannien siden slutningen af det 20. århundrede, idet den anden store grad, der er indført, er MSci (Master in Science). Nogle universiteter har dog valgt at tildele fagspecifikke integrerede mastergrader inden for fag som matematik (MMath), datalogi (MCompSci), fysik (MPhys), kemi (MChem) og biologi (MBiol).
USABearbejd
I USA er Master of Engineering-graden generelt en faglig grad, der tilbydes som et kursusbaseret alternativ til den traditionelle forskningsbaserede Master of Science. Det er typisk et toårigt program, der påbegyndes efter afslutningen af en 4-årig bachelorgrad, og mange universiteter giver de studerende mulighed for at vælge mellem Master of Engineering og Master of Science.
Master of Engineering-graden tilbydes på mange førende universiteter i USA på enten fuldtids- eller deltidsbasis (weekender eller aftener) og betragtes som en terminal grad inden for ingeniørfaget.
En del M.Eng.-uddannelser kræver et videnskabeligt projekt ud over kursusarbejde. De kræver yderligere kurser ud over dem, der kræves for Master of Science-studerende, for at forberede de studerende bedre på en professionel karriere. Nogle af dem opfordrer i høj grad de studerende til at deltage i samarbejdsprojekter inden for rådgivning. Disse kurser kan omfatte emner som f.eks. forretningsmæssige grundprincipper, ledelse og lederskab.