Middens er forhistoriske affaldsbunker eller affaldsbunker. Ordet midden i arkæologien er et begreb, der virkelig er et produkt af denne disciplin og er nu en del af dens daglige talemåde. Middens er en af de mest nyttige aflejringer for arkæologer, fordi næsten alt, hvad en gruppe mennesker bruger i deres daglige liv, til sidst vil gå tabt eller blive kasseret, og det meste af det, der bliver smidt væk, ender i en midden. Disse arkæologiske aflejringer kan indeholde alt fra ødelagte redskaber til opbrugte artefakter, skaller, plantematerialer, knogler, trækul og aske fra brande og endda menneskelige rester. Indholdet i miderne viser, hvor folk gik hen for at skaffe deres mad, hvilke proportioner af forskellige fødevarer der indgik i deres kost, og hvordan typerne af mad og andre ting kan have ændret sig i løbet af forskellige årstider eller over længere tidsperioder. Aflejringen af fedt og andre nedbrydende organiske materialer fra menneskelig beboelse betyder, at jordbunden i midten typisk er mørkere i farven og indeholder mere kvælstof end den naturlige, omgivende jordbund. Fordi de oftest forbindes med ophobning af bløddyrsskaller fra fødeindtagelse, omtales middens ofte som shell middens, shell heaps eller shell piles.

Ordet midden er afledt af et skandinavisk ord, der betyder køkkenrester og blev traditionelt kaldt “kitchen midden”, som er en ordret oversættelse af det danske ord kokkenmoddinger. Japetus Steen-strup, en dansk zoolog, bemærkede først, at disse aflejringer ikke var naturlige, men faktisk var resultatet af menneskelig affaldsophobning og derfor ville være af arkæologisk interesse. I 1848 nedsatte Det Kongelige Akademi i København et udvalg til at undersøge disse køkkenmødesteder, og udvalgets medlemmer var arkæologen Jens Jacob Asmussen Worsaae, geologen Johan Georg Forchhammer og Steenstrup. Deres resultater viste, at disse køkkenmandsaflejringer ikke blot kunne hjælpe med fortolkningen af tidligere tiders miljøforhold, men også med forståelsen af forhistoriske artefakter. De bidrog også til at bevise bæredygtigheden af “tre-alders-systemet”, dvs. udviklingen over tid fra stenredskaber til bronze-redskaber og derefter til jernredskaber. Undersøgelser af bunker af bløddyrskaller i forbindelse med danske mesolitiske steder og den ophedede debat om disse aflejringers oprindelse fik Steenstrup til at søge efter lignende materialer fra køkkenmødesteder i Grønland i 1870’erne. I modsætning til de danske steder bestod disse affaldsbunker primært af sæl- og karibuknogler. De artefakter, der var forbundet med disse kastede madrester, dokumenterede imidlertid flere kulturelle lag af aflejringer og tilstedeværelsen af en tidlig arktisk kultur, som fremstillede små stenredskaber, der var markant forskellig fra nyere inuit-aflejringer.

Sammenfaldende med Steenstrups grønlandske forskning begyndte den amerikanske geolog William Healey Dall systematisk udgravning af lagdelte “skalhøje” på Aleuterne og fortolkede disse som tre forskellige evolutionære stadier af subsistens baseret på deres faunasammensætning og de genfundne artefakter. På den anden side af Stillehavet var man i gang med udgravninger af Omori shell midden nær Tokyo-bugten, hvor den amerikanske arkæolog Edward Morse identificerede tydeligt snormærket keramik, som nu anerkendes som noget af det ældste keramik i verden og tilskrives Jomon-kulturen. I 1902 udgravede den tyske arkæolog Max Uhle et stort muslingemidt ved Emeryville på østkysten af San Francisco-bugten. Uhle var i stand til at bestemme to hovedkomponenter, der til dels var kendetegnet ved det dramatiske skift fra østers til muslinger. Siden da er der blevet undersøgt muslingemiddens på næsten alle kyster fra Shetlandsøerne til Sydafrika og fra New Zealand til Florida.

1. Dall, W. H. (1877). Om succession i skalhøjene på Aleutian Islands. Contributions to North American Ethnology, 1, 41-91.

Daniel, G. (1976). 150 år med arkæologi. Cambridge, MA: Harvard University Press.

4. Fagan, B. M. (2005). En kort historie om arkæologi: Klassisk tid til det enogtyvende århundrede. Upper Saddle River, NJ: Pearson Prentice Hall.
6. Uhle, M. (1907). The Emeryville Shellmound. University of California Publications in American Archaeology and Ethnology, 7, 1-107.