Sorgen ramte mig i midten af trediverne uden varsel.

Om alt at dømme var mit liv fantastisk, eller ret tæt på. Jeg havde et godt job i New York City, gode venner, nogle gode dates. Men så var der tidspunkter, ensomme dage og nætter, hvor jeg græd. Jeg ville græde. Jeg lå i sengen og var vågen i timevis, mens tårerne løb ned på min pude. Jeg var i sorg, men jeg vidste det ikke.

Har jeg oplevet den samme følelse i et par år, ved jeg nu, at sorgen var over at være barnløs, eller mere gribende, over tabet af det barn, som jeg aldrig holdt i mine arme. På det tidspunkt i mit liv havde jeg forventet at være gift og mor til mindst to børn. Det var jeg langt fra: Jeg var stadig meget single, ingen børn. Når jeg gik forbi en nybagt mor og hendes spædbarn på Broadway, rystede det min livmoder. Selv når jeg så en kvinde, der var hævet af syv eller otte måneders graviditet, følte jeg mig usynlig og lille, når jeg så en lille kvinde. Den tristhed, jeg følte omkring min menstruation, var dybere end hormonel. Jeg sørgede over tabet af endnu en chance for det familieliv, jeg altid havde drømt om.

Og jeg sørgede alene.

Sorg over ikke at kunne få børn er acceptabelt for par, der gennemgår biologisk infertilitet. Sorgen over barnløshed for en enlig kvinde i trediverne og fyrrerne er mindre accepteret. I stedet antages det, at vi bare ikke forstår, at vores frugtbarhed har en begrænset levetid, og at vi er hensynsløse med tilfældighederne. Vi bliver stemplet som “karrierekvinder”, som om vi har afsluttet universitetet, brændt vores bh’er og fået job for at udvise en slags feministiske muskler. Eller også antages det, at vi ikke prøver hårdt nok, eller at vi er for kræsen. Den seneste tendens er at antage, at vi ikke rigtig ønsker børn, fordi vi ikke har frosset vores æg ned, adopteret eller fået et biologisk barn som enlig kvinde.

Denne type sorg – sorg, der ikke accepteres, eller som er tavs – betegnes som en sorg uden ret til at få rettighederne frataget. Det er den sorg, man ikke føler sig tilladt at sørge over, fordi ens tab ikke er klart eller forstået. Du har ikke mistet en søskende eller en ægtefælle eller en forælder. Men tab, som andre ikke anerkender, kan være lige så stærke som den slags, der er socialt accepteret.

Lad mig gøre det klart: Når du er over 35 år og har knust dit hjerte over et brud med den fyr, som du håbede ville være “den eneste ene”, eller ikke har haft en god date i et stykke tid, eller ser dine nære veninder gå videre til deres anden eller tredje graviditet, er det hårdt. Det er afvæbnende. Og nogle gange er det uudholdeligt.

Jeg har altid elsket at være sammen med babyer. Jeg kunne ikke få nok af mine nyfødte niecer og nevøer. Da jeg ikke havde mine egne, følte jeg, at verden med ét stort slag bevægede sig fremad, og at jeg blev holdt tilbage.

Det hjalp at blive 40 år. Bare forventningen om at blive 37 … 38… 39… og forblive single skabte mere angst end noget andet i mit liv. Da jeg ramte 40, indså jeg, at på trods af mine drømme (og mit dybe biologiske og følelsesmæssige ønske om at blive mor), var jeg stadig glad for alle de andre ting i mit liv. At være tante var (og vil nok altid være) min største glæde. At starte min egen virksomhed, blive forfatter og opfylde mit professionelle potentiale har været overordentligt givende.

Jeg er 42 år nu, og jeg er stille og roligt kommet videre. At blive mor på dette tidspunkt ville være en meget glædelig overraskelse. Selvfølgelig har jeg stadig mine øjeblikke. Den hårdt tilkæmpede ro i sindet kan blive afbrudt af en uventet pakke fra et PR-bureau, der sender mig en onesie som reklame. (Der er noget særligt ømt ved en onesie, som jeg ikke har brug for, som jeg ikke har brug for). Eller når folk antager, at jeg aldrig har ønsket mig børn, fordi jeg ikke har nogen. Eller når de virker overraskede, når jeg afslører, at jeg har nogen. Eller endnu værre, når de antager, at jeg er lykkeligere, fordi jeg er barnløs, eller at jeg er mere heldig, fordi jeg ikke behøver at “bekymre mig om børn”. Nogle er endda kommet til at kalde mig “barnløs” – et begreb, der er opfundet af dem, der har valgt aldrig at få børn og ikke har noget ønske om at få børn – blot fordi jeg har “valgt” at vente på kærligheden. Jeg skal ikke kun klare min omstændige infertilitet, men jeg skal også forsvare mit ønske om at blive gift med en person, som jeg er vild med, før jeg bliver gravid. Jeg skal forsvare, hvorfor jeg ikke er mor, når det er det eneste, jeg nogensinde har ønsket at være.

Sorgen over aldrig at blive mor vil jeg aldrig komme mig over, ligesom sorgen over at miste min egen mor for 23 år siden. Men ligesom den slags sorg er den med tiden ikke længere konstant eller aktiv. Ja, der er stadig håb om, at jeg vil møde en mand, der har lyst til at få et barn med mig og vil være parat til at være sammen med mig gennem de behandlinger, jeg måske skal have for at få det til at ske. Eller som vil sørge sammen med mig, hvis de ikke skulle virke. Men mest af alt bliver jeg bare ved og leder efter kærlighed. Heldigvis er der ingen biologisk tidsbegrænsning på den drøm.

Jeg holder forsigtigt fast i håbet om, at jeg måske stadig har en chance for at holde mit barn i mine arme – og at jeg stadig er attraktiv for mænd, der også ønsker sig børn. Jeg ved, at jeg ikke er alene. Jeg er en af de 18 procent af de amerikanske kvinder mellem 40 og 44 år, som er barnløse. Pew Research rapporterer, at halvdelen af denne gruppe har valgt denne skæbne; de rapporterer, at de er barnløse efter eget valg. Resten af os, omkring 1 million amerikanske barnløse kvinder i alderen 40-44 år, lider af biologisk eller omstændig infertilitet.

Hvordan vi vælger at komme videre fra denne sorg, er nu fokus for vores egen form for lykkelig til vores dages ende. Og jeg må sige, at jeg har planer om, at min lykkelige virkelig skal være til evig tid. Og forhåbentlig vil det ikke være alene.

Facebook-billede: Sam Wordley/