90’erne er ofte blevet udødeliggjort som en æra med minimalistisk mode, der forkastede 80’ernes psykedeliske kreationer. I modsætning til 80’erne, som omfavnede den “farverige” overdrivelse af silhuetter og “disco-trash esque” materialer som lurex, blev 90’erne defineret af Calvin Klein og alternativ kultur, som var med til at strømline 90’ernes image som et image, der støttede alternativ kultur og/eller begyndte at dyrke luksuriøse, men enkle looks, der kunne bæres både i boudoiret og til natlig afslapning. Men i begyndelsen lånte 90’erne stadig tendenser, der var populære i 80’erne, og det var først i midten af 1990’erne, at minimalisme og grunge-kulturen blev populær.

I begyndelsen af 90’erne var indflydelsen fra 80’ernes ‘diskokultur’ stadig til stede, og en foruroligende mængde neonfarvede, lyse benvarmere, scrunchies og bukser dominerede den tidlige 90’ernes modescene. 80’ernes neonfarver var påvirket af indførelsen af MTV, som mange unge brugte som inspiration til deres stil, og dette var et ethos, der fortsatte ind i 1990’erne. MTV begyndte at afvige fra 80’ernes “pop-disco”-musik, og i stedet begyndte undergrunds- eller alternativ musik at stige i popularitet.

I 1994 blev den alternative musikscene populær med bands som Red Chilli Peppers og Oasis, der normaliserede den antikonformistiske modeuniform bestående af T-shirts, jeans, hættetrøjer og kondisko, en tendens, som fortsatte ind i 2000’erne. Afvisningen af 80’ernes værdier var et kulturelt tilhørsforhold til undergrundskulturen, der udfordrede normen og tillod kvinder at omfavne ‘tomboy-kulturen’.

Integreringen af ‘tomboy-kulturen’ blev normaliseret af pigebands som TLC, der parrede ‘shredded jeans’ med Doc Martens for at gøre oprør mod samfundets regler for, hvad kvinder kunne og ikke kunne bære. TLC’s trodsige holdning over for patriarkalske diktaturer var et ethos, som mange håbefulde grunge-stilede teenagere tog til sig og tog stilling mod den minimalistiske beklædning, der blev populær i 1995. Grunge-kulturen var unisex-kultur, og for første gang bar mænd og kvinder hinandens tøj, men det var ikke et ethos, som alle individer accepterede. Mange så Tomboy- eller Grunge-kulturen som en uberettiget fornægtelse af deres “seksuelle identitet” eller endog som en bekræftelse af deres “queer-seksuelle præferencer”. For mange kvinder var tomboykulturen et “overgangsritual”, som frigjorde dem fra maskulin kontrol og gjorde dem “kønsløse”. Populære tomboy-looks i 90’erne var bl.a. buksedragter, træningsdragter og syrevaskede jeans – alt sammen tøj, der traditionelt var blevet forbundet med mandlig mode

I 1995 var den grunge-ledede mode forsvundet tilbage til undergrundskulturen og erstattet med glamour-tøj. Glamour wear blev inspireret af succesfilmen Clueless, hvis “sexede skolepige”-look inspirerede mange unge kvinder til at bære minikilte, underdimensionerede trøjer, korte underkjoler, baby doll tees, knæstrømper, lårstrømper, miniature rygsække, overalls, strømpebukser, strømpebukser og chunky sko for at skabe en uskyldig, men sensuel ootd. Afvisningen af en unisex-kultur var ikke kun inspireret af mediernes portrættering af kvinder, men skyldtes også catwalk-industrien, som for første gang formidlede, hvad offentligheden ville og ikke ville bære. 90’ernes supermodeller som Kate Moss var synonymt med billedet af 90’ernes glamour, hvor hendes portefølje af Calvin Klein-reklamer, silke natkjoler og friske ansigtsudtryk virkede nøgternt i forhold til 80’ernes overdrevne skønheds- og modenormer.

90’ernes skiftende mode har gjort den til en af de mest eksperimenterende, men lige så udskældte epoker til dato, hvor mange fashionistaer krummer tæer over deres kærlighed til flere scrunchies, matterede øjenskygger og bell bottom jeans og foretrækker det mere underspillede look i den moderne æra. Men det, der gør 90’ernes æra genial, er dens evne til at ændre sig og tilpasse sig tidens kulturelle omstændigheder. Da glamourmoden døde ud mod 1997, blev der i slutningen af dette årti valgt en mere komfortabel og mindre flydende tilgang til mode med 70’erne som den vigtigste indflydelse. Genindførelsen af 70’ernes basisvarer som f.eks. buksedragter og trykte skjorter, der blev lagt under, blev gjort populær af den amerikanske sitcom “The Fresh Prince of Bell Air” med 90’ernes filmikon Will Smith i hovedrollen.