Regionen blev erhvervet af Rusland i 1813, og i 1923 oprettede den sovjetiske regering den som en autonom oblast med armensk flertal i Aserbajdsjansk SSR. Nagorno-Karabakh, der er adskilt fra det armenske SSR mod vest af Karabakh-bjergkæden, blev således en mindretalsenklave i Aserbajdsjansk. Regionen udviklede sig stille og roligt gennem årtiers sovjetisk styre, men i 1988 begyndte de etniske armeniere i Nagorno-Karabakh at agitere for at få deres oblast overført til armensk jurisdiktion, et krav, som både Aserbajdsjansk SSR og den sovjetiske regering var stærkt imod. De etniske modsætninger mellem armeniere og aserbajdsjanere blev ophedet over spørgsmålet, og da Armenien og Aserbajdsjan opnåede deres uafhængighed fra det sammenbrudte Sovjetunionen i 1991, gik armeniere og aserbajdsjanere i enklaven i krig.

I begyndelsen af 1990’erne fik de armenske styrker i Karabakh, støttet af Armenien, kontrol over store dele af det sydvestlige Aserbajdsjan, herunder Nagorno-Karabakh og det område, der forbinder enklaven med Armenien. Der fulgte en række forhandlinger – styret af Rusland og en komité, der uformelt var kendt som “Minsk-gruppen” (opkaldt efter en påtænkt fredskonference i Minsk i Hviderusland, som ikke blev gennemført) – som ikke nåede frem til en varig løsning, men det lykkedes at opnå en våbenhvileaftale i 1994, som, selv om den blev overtrådt i perioder, stort set blev opretholdt.

Den igangværende søgen efter en politisk løsning på konflikten mellem Armenien og Aserbajdsjan blev yderligere kompliceret af det omstridte områdes politiske aspirationer. Den selvudråbte republik Nagorno-Karabakh erklærede sin uafhængighed i begyndelsen af 1992 og har siden afholdt flere uafhængige valg samt en folkeafstemning i 2006, hvor en ny forfatning blev godkendt. Aserbajdsjan har erklæret disse handlinger ulovlige i henhold til folkeretten. I begyndelsen af det 21. århundrede var uafhængigheden af den selvudråbte enklavenation ikke internationalt anerkendt.

I november 2008 underskrev den armenske præsident Serzh Sarkisyan, der er født i Nagorno-Karabakh, og den aserbajdsjanske præsident Ilham Aliyev en skelsættende aftale – den første aftale af denne art i 15 år – hvori de forpligtede sig til at intensivere bestræbelserne på at finde en løsning på konflikten om Nagorno-Karabakh-området. Trods lejlighedsvise gestus af tilnærmelse mellem de to lande var der episodiske sammenstød i hele 2010’erne. En ny regering i Armenien i 2019 gav håb om en ny start på forhandlingerne om Nagorno-Karabakh, men et sammenbrud i diplomatiet i 2020 førte til sammenstød i juli. Selv om sammenstødene var kortvarige, forberedte regionen sig på muligheden for en optrapning: Rusland, en garant for den armenske sikkerhed, gennemførte ensidige militærøvelser i nærheden af Kaukasus kun få dage efter våbenhvilen. Tyrkiet afholdt kort efter fælles militærøvelser med Aserbajdsjan.

Med de øgede spændinger brød sammenstød endnu engang ud den 27. september. Med begge parter mere forberedt på vedvarende kampe, end de havde været i juli, og med Aserbajdsjan opmuntret af Tyrkiets faste støtte, eskalerede konflikten hurtigt til de værste kampe siden begyndelsen af 1990’erne. Der var store tab og skader som følge af en brutal jordkrig, der blev forstærket af brugen af klyngeammunition og ballistiske missiler. Kampene var desuden præget af brugen af droner, hvis optagelser var med til at give næring til en omfattende informationskrig på de sociale medier.

Mens de armenske styrker var ødelagt af krigen, blev Alijev og den armenske premierminister Nikol Pashinyan den 9. november enige om en våbenhvileaftale, der blev formidlet af Rusland. Aftalen krævede, at Armenien skulle give afkald på sin militære kontrol over Nagorno-Karabakh og tillod russiske fredsbevarende styrker at bevogte regionen i fem år. Aftalen garanterede også, at Xankändi (Stepanakert) fortsat ville have adgang til Armenien gennem bjergpasset Lachin-korridoren.