De første beboere
af Liesl Clark
Siden 1722, da kaptajn Jacob Roggeveen, en hollænder og den første europæer, som man ved, at han nåede frem til Påskeøen, har forskere diskuteret oprindelsen af den isolerede befolkning, som han fandt der. Sejlede de fra øst, fra sydamerikansk jord eller fra det centrale Polynesien mod nord og vest? Det er skræmmende at forestille sig en rejse til Påskeøen fra alle retninger, som ville have taget mindst to uger og have tilbagelagt flere tusinde sømil af et tilsyneladende endeløst hav. Det er imidlertid klart, at de oprindelige beboere må stamme fra en søfarende kultur, der var dygtig til at bygge skibe til lange rejser og navigere på åbent hav.
Sprogforskere anslår, at Påskeøens første beboere ankom omkring år 400 e.Kr., og de fleste er enige om, at de kom fra Østpolynesien. De arkæologiske fund tyder på en noget senere bosættelsesdato, nemlig mellem 700 og 800 e.Kr. Allerede i år 5500 f.Kr. sejlede folk i Melanesien i både og handlede med obsidian. Befolkningsbevægelsen mod vest fortsatte, indtil Tahiti og Marquesasøerne blev nået, i hvert fald inden 300 e.Kr. Rejsende kanoer bevægede sig sydpå, nordpå og sydøst for til sidst at bebo Påskeøen, Hawaii og New Zealand, alt sammen i løbet af den korte periode på ca. 400 år.
Da europæerne først udforskede Stillehavet og sejlede fra ø til ø, bemærkede de, at befolkningen på de forskellige øer, uanset hvor langt væk de lå, havde de samme skikke. Indbyggerne lignede hinanden i udseende, og de var ofte i stand til at forstå hinanden, selv om de kom fra øer, der lå tusindvis af kilometer fra hinanden. Disse sproglige forbindelser peger på et genealogisk bånd, som binder folk i Stillehavet til hinanden. I 1994 blev det faktisk konstateret, at DNA fra 12 skeletter fra Påskeøen var polynesisk.
I henhold til en legende om Påskeøen sejlede en polynesisk høvding ved navn Hotu Matu’a (“Den store forælder”) for ca. 1.500 år siden hertil i en dobbelt kano fra en ukendt polynesisk ø sammen med sin kone og sin udvidede familie. Han kan have været en stor navigatør, der var på udkig efter nye lande, som hans folk kunne bebo, eller han kan have været på flugt fra et land, der var præget af krigshandlinger. De tidlige polynesiske bosættere havde mange motiver til at søge nye øer på tværs af faretruende oceaner. Det er klart, at de var villige til at risikere deres liv for at finde uopdagede lande. Hotu Matu’a og hans familie gik i land på Påskeøen ved Anakena Beach. Te-Pito-te-Henua, “landets ende” eller “landets ende”, er et tidligt navn for øen.
På Rapa Nui, det mere moderne og lokale navn for Påskeøen, blomstrede der store palmeskove. Ved ankomsten plantede de tidlige Rapanui-sættere de planter, som de bragte med sig: banantræer, tarorødder og måske endda den søde kartoffel.
Den søde kartoffels gådeEksistensen af den søde kartoffel i Polynesien synes at efterlade spørgsmålet om, hvem der var de oprindelige indbyggere på Rapa Nui, åbent. Botanikere har bevist, at den søde kartoffel oprindeligt kom fra Sydamerika. Betyder det, at folk fra Sydamerika kunne have koloniseret Stillehavet?
Ifølge Thor Heyerdahl tog folk fra et præ-inka-samfund ud på havet fra Peru og sejlede fra øst til vest og sejlede i de fremherskende vestlige passatvinde. Han mener, at de kan have fået hjælp i et El Niño-år, hvor vindenes og strømmenes kurs kan have ramt Rapa Nui direkte fra Sydamerika. I 1947 viste Heyerdahl selv, at det var muligt, i det mindste i teorien; ved hjælp af en balsaflåde ved navn Kon Tiki drev han 4.300 sømil i tre måneder og stødte til sidst på grund på et rev nær den polynesiske ø Puka Puka.
Der er kun få data til støtte for Heyerdahl: Dr. Jo Anne Van Tilburg, som ikke er overbevist af Heyerdahls teori, bemærker, at “alle arkæologiske, sproglige og biologiske data” peger på polynesisk oprindelse på øerne i Sydøstasien. Det er dog interessant, at der er stenmure på Rapa Nui, der ligner inkaernes håndværk; Heyerdahl bestrider, at det videnskabelige samfund ikke har taget stilling til det faktum, at disse mure er tydelige i deres andinske stil. Selv kaptajn Cook bemærkede i 1774 kvaliteten af stenarbejdet i de bærende vægge nær moai’erne: “Håndværket er ikke ringere end det bedste almindelige stykke murværk, vi har i England. De bruger ikke nogen form for cement, men fugerne er meget tætte, og stenene er indstøbt i hinanden på en meget kunstfærdig måde.”
Så, hvordan kan man forklare den søde kartoffel og det fantastiske stenarbejde? Det kan være, at polynesierne sejlede så langt som til Sydamerika på deres vandringsrejser, hvorefter de nogle år senere vendte om og vendte tilbage til det sydlige Stillehav og medbragte den søde kartoffel med sig. Eller måske var der besøg af peruvianere, som bragte den søde kartoffel og deres dygtige forståelse for stenhuggerarbejde med sig. Det er ubestridt, at den søde kartoffel for Rapanui-folket var “det bærende element i Rapanui-kulturen”. Bogstaveligt talt var den, ifølge Van Tilburg, “brændstof til moai-byggeri.”
Rapa Nuis historieFra mindst år 1000 e.Kr. til 1680 steg Rapa Nuis befolkning markant. Nogle anslår, at befolkningen nåede et højdepunkt på 9.000 i 1550. Moai-udskæringen og -transporten var i fuld gang fra 1400 til 1600, kun 122 år før den første kontakt med europæiske besøgende på øen. I disse 122 år gennemgik Rapa Nui en radikal forandring. Kerneprøver fra øen har afsløret en del af Rapa Nuis historie, som fortæller om skovrydning, udtømning af jorden og erosion. Ud fra dette ødelæggende økologiske scenario er det ikke svært at forestille sig den deraf følgende overbefolkning, fødevaremangel og det endelige sammenbrud af Rapa Nui-samfundet. Der findes beviser for kannibalisme på den tid på øen, om end de er meget sparsomme. Van Tilburg hævder forsigtigt: “De arkæologiske beviser for kannibalisme er til stede på nogle få steder.”
Analyse af disse beviser er kun foreløbig i de fleste tilfælde, hvilket gør det for tidligt at udtale sig om omfanget og intensiteten af denne praksis som kulturelt fænomen.” De fleste forskere peger på den kulturelle drivkraft til at færdiggøre de kolossale stenprojekter på Rapa Nui som den vigtigste årsag til udtømningen af øens ressourcer. Men det var ikke den eneste. Palmeskove forsvandt, ryddet til landbrug såvel som til at flytte moai. Van Tilburg kommenterer: “Prisen de betalte for den måde, de valgte at formulere deres åndelige og politiske ideer på, var en ø-verden, som på mange måder kun blev en skygge af sit tidligere naturlige selv.”
Den verden, som europæerne først observerede, da de ankom til Rapa Nui i 1722, har undret os i århundreder.Hvad var meningen med de massive menneskestatuer af sten på øen?Hvordan transporterede og rejste de disse statuer på flere tons? Og endelig, hvordan ankom de oprindelige indbyggere til denne fjerntliggende ø?
Første beboere | Oldtidens navigation | Stengiganter | Første kontakt