Nyren er et bønneformet organ, der er placeret på bagsiden af kroppen, under brystkassen. En person er normalt født med to nyrer, som ligger på hver side af vores rygsøjle. Nyrens primære funktion er at fungere som et filter, der renser blodet for affaldsstoffer og producerer hormoner til at støtte blodtrykket og produktionen af blodceller. Nyrerne er sammensat af mikroskopiske rør, der fungerer som filtreringsenheder. Når de filtrerer blodet, ophobes affaldsprodukterne i urinen, som forlader nyrerne via lange rør, urinlederne, der går ind i blæren, hvor urinen opbevares og i sidste ende udvises fra kroppen.

Nyrekræft (også kendt som nyrecellecarcinom) er en unormal vækst af de celler, der beklæder nyrernes tubuli. Kræft opstår, når normale celler begynder at vokse hurtigt og uden kontrol. Kroppens normale forsvar, som udgøres af immunsystemet, er ikke i stand til at ødelægge kræftcellerne, fordi de vokser så hurtigt. Som følge heraf klumper disse celler sammen og danner en masse, der kaldes en tumor eller en kræftsvulst. Når først en kræftsvulst begynder at blive dannet, kan den fortsætte med at vokse ukontrolleret og eventuelt sprede sig ud over det område, hvor den begyndte. Mikroskopiske stykker af tumoren kan også briste af og sprede sig til forskellige steder i kroppen via blodsystemet eller lymfesystemet. Denne spredning af tumorceller kaldes metastaser. Metastatisk spredning er det, der gør kræft til en dødelig sygdom.

Renalcellekarcinom

Renalcellekarcinom er den medicinske betegnelse for den mest almindelige form for nyrekræft. Der vil blive diagnosticeret ca. 33.000 nye patienter med nyrecelle-nyrekræft i USA i år. Mange faktorer er blevet identificeret som potentielle årsager til nyrecellecarcinom. Disse omfatter: cigaretrygning, som fordobler risikoen og bidrager til op til en tredjedel af tilfældene, fedme, forhøjet blodtryk og medicin mod forhøjet blodtryk, erhvervsmæssig eksponering for olieprodukter, tungmetaller eller asbest og hormonelle ubalancer.

Traditionelt har mange patienter med nyrekræft fundet ud af deres sygdom, fordi de har set blod i urinen, bemærket en masse i siden af kroppen eller på grund af smerter i siden (flanken). Desværre afslører nyrekræft ikke altid sin tilstedeværelse på disse måder, og mange nyrekræftformer forbliver uopdagede, indtil de bliver meget store, simpelthen fordi der ikke er nogen tegn eller symptomer, der specifikt peger på diagnosen. Der findes i øjeblikket ingen laboratorieundersøgelser, der specifikt kan påvise nyrekræft. Nogle advarselstegn kan dog advare dig om muligheden for nyrekræft. Disse omfatter: blod i urinen (selv under mikroskopet), ubehag i siden eller ryggen, der ikke vil forsvinde, føle sig træt, miste appetitten, opleve vægttab uden diæt, have unormale blodtællinger. Mange patienter oplever aldrig nogen symptomer, og kræft bliver diagnosticeret, når de bliver undersøgt eller testet for en ubeslægtet lidelse eller ved et almindeligt lægebesøg. Sådanne “tilfældige” fund er den måde, hvorpå de fleste nyretumorer bliver opdaget.

De fleste af de prøver, som en læge vil bestille for at afgøre, om du rent faktisk har nyrecellecarcinom, er radiologiske undersøgelser. En ultralydsundersøgelse er en almindelig indledende undersøgelse: den tager et billede af nyren, som kan ses på en tv-skærm. Ultralyd er en meget følsom teknik til at skelne faste tumorer fra flydende tumorer (cyster). Diagnosen af nyrekræft kræver ofte en CT-scanning eller en MRI-scanning. Dette er sofistikerede billedundersøgelser, der afbilder kroppens organer meget nøje, og de anses for at være den bedste test til at fastslå tilstedeværelsen af masser på nyrerne. MRI kan også bruges til at kontrollere for tilstedeværelsen af tumor i nyrernes blodkar. Der kan bestilles en knoglescanning for at afgøre, om nyrekræften har spredt sig til knoglerne. En nyrescanning kan hjælpe med at afgøre, hvor godt nyrerne fungerer. Der kan udføres blodprøver for at se efter unormale niveauer af kreatinin, som er et tegn på nedsat nyrefunktion, eller unormale niveauer af leverenzymer, som kan tyde på, at kræften involverer leveren.

“Staging” henviser til processen med at bestemme, hvor meget kræft der er til stede i kroppen, og hvor den findes. Alle kræftformer tildeles et “stadium” før behandlingen. En sådan stadieinddeling er vigtig, fordi den er med til at bestemme prognosen samt den type behandling, der vil være mest gavnlig. Kræftstadiet er blot et middel til at definere omfanget af tumoren: om kræften kun er i nyren, eller om den har spredt sig til andre steder i kroppen. For at bestemme et kræftstadium kan der foretages flere diagnostiske undersøgelser: billeddannelse af maven, bækkenet, brystet og eventuelt hovedet. Der kan blive foretaget røntgenundersøgelser af brystet, knoglescanning og/eller blodprøver.

Stadier af nyrecellecarcinom:

◦ Stadie I: Kræften er kun i nyren, og tumorens størrelse er mindre end eller lig med 7,0 cm i diameter.

◦ Stadium II: Kræften er kun i nyren, men tumoren er større end 7,0 cm i diameter.

◦ Stadium III: Tumoren i nyren kan være af enhver størrelse, men den strækker sig ud over det lag af væv (Gerotas fascie), der indkapsler nyren og binyrerne. Desuden kan kræften have spredt sig til blodkar, der fører blod væk fra nyren, eller til den tilstødende binyre.

◦ Stadie IV: Tumoren i nyren strækker sig ud over Gerota’s fascia og/eller kræften har spredt sig til en eller flere lymfeknuder i nærheden af nyren. Desuden kan der være tegn på, at kræften har spredt sig til andre organer i kroppen, f.eks. lunger, lever, hjerne eller knogler.

Kræftstadiet samt patientens alder og generelle helbredstilstand er med til at afgøre, hvilken behandling der vil være mest effektiv. Kirurgi er normalt indiceret til behandling af nyrekræft. Operationen består enten af en radikal nefrektomi, hvor man fjerner hele nyren og det væv, der omgiver den, eller en delvis nefrektomi (nefronbesparende operation), hvor kun det område af nyren, der indeholder tumoren, fjernes. Generelt vil en radikal nefrektomi generelt ikke bringe kroppens evne til at filtrere affaldsstoffer i fare, hvis patienten har en normal modsatte nyre: mange mennesker kan leve et sundt liv med kun én nyre. Alligevel foretrækkes en delvis nefrektomi, når det er muligt, da det vil give patienten den største mængde normal nyrefunktion efter operationen.

Både åbne og minimalt invasive (robotassisteret laparoskopisk og/eller laparoskopisk) kirurgiske teknikker anvendes til at udføre nyrekirurgi. Laparoskopisk og robotkirurgi er minimalt invasive teknikker, hvor kirurgen ser anatomien og udfører operationen ved hjælp af et kamera og redskaber, der indføres gennem små huller i patientens hud. Minimalt invasive metoder foretrækkes på grund af den hurtigere genopretning, de giver. Binyrerne, som sidder over nyrerne, kan fjernes eller ej, afhængigt af den enkelte situation. Lymfeknuder, der omgiver nyren, kan fjernes eller ej, afhængigt af den enkelte situation. Disse spørgsmål overlades bedst til en diskussion mellem patienten og hans eller hendes kirurg.

Kirurgiske behandlingsmuligheder for nyrekræft

De fleste solide nyretumorer opdages tilfældigt – hvilket betyder, at de findes ved et tilfælde under radiologiske undersøgelser, der er foretaget under udredningen af en ubeslægtet medicinsk tilstand. De fleste af disse nyretumorer er kræftsvulster. Heldigvis kan mange af dem helbredes med en operation. Nogle nyretumorer er ikke kræftfremkaldende, og cyster (væskefyldte tumorer) kan enten være kræftfremkaldende eller godartede. Den relative risiko for, at en given nyremasse er kræft, er primært baseret på radiologiske kendetegn (f.eks. faste eller cystiske komponenter, uregelmæssigheder i formen og tilstedeværelsen af fedt). Alligevel er de fleste “solide, kontrastforstærkende masser” eller “komplekse cystiske læsioner” (i det medicinske leksikon) kræft og kræver som regel fjernelse.

Der findes en lang række terapeutiske muligheder til behandling af nyrecellecarcinom. Disse omfatter: radikal nefrektomi (fjernelse af hele nyren) og delvis nefrektomi (fjernelse af kun den kræftramte del af nyren). Desuden kan nogle læsioner ikke kræve behandling og kan følges med billedundersøgelser (aktiv overvågning) og flere lægemiddelbehandlinger, der kan anvendes i kombination med eller i stedet for kirurgi, afhængigt af tumorens størrelse og omfang.

Radikal nefrektomi

Dette indebærer fjernelse af hele nyren, den tilstødende binyre og det omkringliggende fedtvæv (alt indeholdt i Gerota’s Fascia). Denne operation anvendes almindeligvis ved store nyrecellekarcinomer, som ikke kan behandles ved delvis nefrektomi. Radikale nefrektomier kan udføres enten åbent eller laparoskopisk (minimalt invasivt). Genoptræning efter laparoskopisk operation er hurtigere og er derfor den foretrukne teknik, når det er muligt.

◦ Hvis tumoren invaderer omkringliggende organer (f.eks. lever eller milt) eller involverer den nedre vena cava, kan disse strukturer fjernes ud over nyren. Afhængigt af placeringen og omfanget af en sådan lokalt fremskreden sygdom kan der anvendes åbne eller laparoskopiske teknikker.

◦ Ofte kombineres denne operation med en lymfeknudeudskæring.

◦ Større nyretumorer kan komme tilbage, selv efter fuldstændig kirurgisk fjernelse. Derfor kan der gives lægemidler mod kræft (systemisk medicinsk behandling) efter operationen for at hjælpe med at forhindre tilbagefald.

Partiel nefrektomi

Partiel nefrektomi er også kendt som nefron-sparringskirurgi. Det indebærer, at man kun fjerner tumoren og lader det omkringliggende normale nyrevæv være intakt. Denne operation er den foretrukne tilgang til operation for nyrekræft og er afgørende, hvis en patient har eller er i risiko for nyresvigt (f.eks. alvorligt forhøjet blodtryk, nyresten, diabetes). Den anvendes også til patienter, der har én nyre eller tumorer i begge nyrer.

◦ Partielle nefrektomier kan udføres på en åben eller robotassisteret laparoskopisk eller laparoskopisk (minimalt invasiv) måde. Genoptræning efter laparoskopisk kirurgi er hurtigere og er derfor den foretrukne teknik, når det er muligt.

◦ Partiel nefrektomi er en mere kompliceret operation end fjernelse af hele nyren, og en patient, der er en potentiel kandidat til nefronbesparende kirurgi, bør overveje at blive evalueret på et akademisk medicinsk center, der udfører en stor mængde partielle nefrektomier, såsom de fellowship-uddannede urologiske onkologiske kirurger i UMass Department of Urology.

Transitional Cell Cancer

En anden type nyrekræft kaldes overgangscellekræft. Denne type kræft ligner meget blærekræft og kan involvere nyren eller urinlederne, de rør, der tømmer nyren og afleder urinen til blæren. Disse kræftformer er relativt sjældne og rammer ca. 4.000 mennesker i USA hvert år. Der er en stærk sammenhæng med rygeeksponering og beskæftigelse inden for den kemiske industri og olieindustrien. Det er vigtigt hos disse patienter at vurdere blæren for tilstedeværelse af kræft, da ledsagende sygdomme er almindelige. Derfor vil de fleste patienter med overgangscellekræft i de øvre tarmkanaler (nyrer eller urinledere) også gennemgå en cystoskopi, en undersøgelse af blæren med et lille teleskopinstrument.

Kræftens omfang samt patientens alder og generelle helbredstilstand er med til at afgøre, hvilken behandling der vil være mest effektiv ved overgangscellekræft. Den mest sandsynlige indledende behandling vil være kirurgisk. Kirurgi omfatter næsten altid en nefroureterektomi, som indebærer fjernelse af hele nyren og urinlederen, det væv, der omgiver dem, og en lille “manchet” af blæren, hvor urinlederen indsættes.

Hvis tumoren er begrænset til en lille del af urinlederen, kan patienten være kandidat til en ureterektomi. Denne operation indebærer, at man fjerner det segment af urinlederen, der indeholder kræft, og derefter genforbinder de to ender, idet man lader nyren blive på plads. Hvor hensigtsmæssig denne operation er, afhænger af kræftens aggressivitet, placering og omfang, og standardbehandlingsmetoden er fortsat nefroureterektomi (fjernelse af hele nyren, urinlederen og “manchetten” af blæren). I meget udvalgte tilfælde kan en patient gennemgå en endoskopisk operation, hvor tumoren fjernes, mens nyren og urinlederen forbliver intakte. Dette udføres sjældent og er normalt forbeholdt patienter med dårligt helbred, dårlig nyrefunktion og meget små, meget overfladiske og meget ikke-aggressive tumorer.

Nephroureterectomy

◦ Dette indebærer fjernelse af nyren, urinlederen og “cuff of bladder” samt alt det omkringliggende væv.

◦ Nephroureterectomy kan udføres på en åben, laparoskopisk (minimalt invasiv) eller robotassisteret laparoskopisk måde.

◦ Nephroureterectomy kan kombineres med fjernelse af de regionale lymfeknuder og sjældent med fjernelse af blæren (en cystectomi).

◦ En ureterectomy indebærer fjernelse af hele eller en del af urinlederen, mens nyren forbliver intakt. Ureterectomier kan udføres på en åben eller laparoskopisk (minimalt invasiv) måde.

◦ Endoskopisk kirurgi indebærer fjernelse af en overgangscellekræft i nyren eller urinlederen gennem et teleskop, der føres ind gennem urinrøret og ind i blæren. Denne operation er ikke almindeligvis udført.

◦ Hvis kræften har spredt sig til væv omkring nyren eller urinlederen, eller hvis den har dannet metastaser til fjerntliggende organer (f.eks. lunge eller lever), kan der ud over operation også anvendes lægemiddelbehandling (kemoterapi).

Andre nyrekræftformer

Der findes andre tumorer, der kan påvirke nyrerne. Nyresarkomer behandles på samme måde som nyrecellecarcinom, men kræver ofte tilføjelse af kemoterapi. Angiomyolipomer (en tumor bestående af fedt, muskler og blodkar) kan behandles på forskellige måder: herunder kirurgi, embolisering (blokering af blodtilførslen til tumoren) og observation. Lymfomer behandles med lægemiddelbehandlinger. Oncocytomer er godartede læsioner, der ligner nyrecellekarcinomer, og diagnosen stilles ofte efter en operation.