Offentligt-privat partnerskab (OPP), partnerskab mellem et offentligt organ og den private sektor om levering af varer eller tjenesteydelser til det offentlige. Områder inden for offentlig politik, hvor offentlig-private partnerskaber (OPP) er blevet gennemført, omfatter en lang række sociale tjenester, offentlig transport og miljø- og affaldsbortskaffelsesydelser.
Og selv om OPP er et gammelt fænomen, blev de ikke undersøgt seriøst af forskere før slutningen af 1980’erne, da de begyndte at blive indført i den offentlige forvaltning og ledelse i både udviklede lande og udviklingslande. OPP’er har været genstand for politisk kontrovers og videnskabelig debat, især med hensyn til fordele og ulemper ved OPP’er i forhold til traditionelle offentlige tjenester og arten af de partnerskaber, de medfører.
I sin mest grundlæggende betydning er et partnerskab enhver forretningsmæssig eller institutionel sammenslutning, inden for hvilken der finder fælles aktivitet sted. Et OPP eksisterer fra det øjeblik, hvor en eller flere offentlige organisationer er enige om at handle i fællesskab med en eller flere private organisationer. OPP omfatter partnerskaber mellem den offentlige sektor og både virksomheder og organisationer i civilsamfundet, herunder samfundsorganisationer, frivillige organisationer og ikke-statslige organisationer (NGO’er)
Det partnerskab, der er involveret i et OPP, svarer ikke til et simpelt kontraktligt forhold. Selv om sådanne relationer undertiden betegnes som “partnerskaber” af de berørte parter, udgør de ikke i sig selv et ægte OPP, som forudsætter et triadisk forhold mellem den offentlige myndighed, partneren fra den private sektor og de borgere, der er berørt af tjenesten. Et OPP er – eller bør være – en gensidigt fordelagtig aftale, der er rettet mod at tjene et socialt formål.
Men det er også rigtigt, at en mangfoldighed af aftaler eller kontrakter, af mere eller mindre formel karakter og undertiden meget uformelle, kan give anledning til et ægte partnerskab. De mest institutionaliserede former for partnerskab kan udvikle sig til formaliserede permanente strukturer. I praksis har OPP tendens til at ændre sig med tiden, fordi det ligger i et partnerskabs natur at udvikle sig og tilpasse sig til de særlige forhold, der gør sig gældende inden for dets særlige arbejdsområde. I sidstnævnte henseende har politiske kulturer og traditioner en betydelig indflydelse.
Det er muligt at skelne mellem substitutive og samarbejdsbaserede former for partnerskab. Ved substitutivt partnerskab erstatter den private partner det offentlige organ mere eller mindre fuldstændigt, som det er sket i det franske system med outsourcing af offentlige tjenesteydelser. Under samarbejdspartnerskab, som er typisk for tyske organisationer, har hver privat partner en specifik funktion, som er bestemt af den særlige profession, som partneren er tilknyttet.
PPP’er er blevet bredt vedtaget. I mange udviklede lande (f.eks. USA, Det Forenede Kongerige, Frankrig, Italien og Nederlandene) er brugen af dem faktisk blevet påbudt gennem lovgivning. I Frankrig har OPP-konceptet f.eks. eksisteret ret længe, og siden 1980’erne er OPP blevet gennemført på næsten alle områder af den offentlige politik.
Med hensyn til det internationale niveau og udviklingslandene er partnerskaber mellem internationale donorer og ikke-statslige udviklingsorganisationer (NGDO’er) også blevet mere omfattende og betydningsfulde. Verdensbanken har søgt at samarbejde med NGDO’er som partnere, og flere rapporter og evalueringer har opfordret til forbedringer i Verdensbankens procedurer vedrørende partnerskaber med NGDO’er.