Dette indlæg er en del af en serie til ære for Black History Month.

Alting går i tre! Derfor behandler vi i dag den TREDJE af mine tre yndlingsserier om afroamerikanske komedier, som jeg plejede at følge på Fox i 90’erne, Martin, der kørte fra 1992 til 1997. Denne sitcom var et udstillingsvindue for stand-up komikeren Martin Lawrence, og jeg vil være ærlig; jeg så den ikke med den samme respekt og ærbødighed som Roc og In Living Color. Jeg så den bare, fordi den var sjov.

I serien spillede Lawrence en lokal radiomand fra Detroit (i senere sæsoner en tv-talkshowvært), hvilket gav komikeren rig mulighed for at lave sine numre. Hans karakter i showet var en hidsig, løssluppen kanon, der altid var ude af den blå luft og for vild i en eller anden skør plan. Showets arkitektur var godt bygget op til komedie. Tisha Cambell var hans besindige kæreste (senere kone) Gina, som holdt ham i skak og fik tingene til at glatte sig. Tichina Arnold spillede Ginas bedste veninde Pam; uviljen mellem hende og Martin var en vigtig motor i komedien, når de udvekslede fornærmelser. Hans to kammerater blev spillet af Carl Anthony Payne II og Thomas Kikal Ford (sidstnævnte gik bort i 2016). Garrett Morris spillede Martins chef på radiostationen (indtil han blev skudt under et røveri midtvejs i seriens løbetid). En ung Tracy Morgan var en fyr ved navn “Hustle Man”. David Alan Grier og Tommy Davidson fra In Living Color havde tilbagevendende roller, ligesom den udødelige LaWanda Page fra Sanford and Son.

Men nogle af de bedste gæstestjerneoptrædener var af Lawrence selv. Han lavede ofte skift i serien som andre karakterer. De mest morsomme var i drag, som da han spillede sin egen mor, eller den episke lavpris-fashionista “Sheneneh”, som ejede en frisørsalon. Dette var et halvt dusin år efter Eddie Murphys Jerry Lewis-hyldest med flere karakterer i The Nutty Professor (1996), men over et årti før Tyler Perry begyndte at gøre det i Madea-filmene.

At have et hit-show, hvor han brillerede i denne grad, ville være nok for mange kunstnere, men Lawrence blev ved med at udvide sig selv. I 1994 udgav han sin stand-up koncertfilm You So Crazy. Året efter var han med til at skrive, producere, instruere og spille hovedrollen i A Thin Line Between Love and Hate, og det var her, at tingene begyndte at gå op ad bakke. Mens filmen blev optaget, eksploderede han i en ukontrollabel raserianfald og måtte hastebehandles på hospitalet. Kort efter filmens udgivelse i 1996 styrtede han ud i trafikken i L.A. med en pistol og råbte paranoide skældsord, og han blev igen indlagt på hospitalet. To måneder senere blev han arresteret for at gøre det samme i Burbank lufthavn. I 1997 blev han igen anholdt for at have slået en mand på en natklub. Samme år sagsøgte Tisha Campbell Lawrence og seriens producenter for seksuel chikane og misbrug, og hun tog orlov fra serien, indtil der blev indgået et økonomisk forlig. I 1999, to år efter at Martin var gået ud af radioen, var han tæt på at dø af varmeudmattelse, da han var ved at komme i form til den første af sine “Big Momma”-film. Hans talsmænd sagde, at han havde været ude at jogge på en varm dag i en nylon træningsdragt og kollapsede af dehydrering. Hans temperatur skød i vejret til 107, og han gik i tre dages koma.

Lader alt dette som stoffer? Det gør det. Lawrence var ikke den første eller den sidste komiker, der havde det problem, selv om det må siges, at hans flamme-out var blandt de mest spektakulære. Det var efter episoden tæt på døden, at han endelig fik rettet op på sig selv, som han fortalte i sin koncertfilm fra 2002, Martin Lawrence Live: Runteldat, selv om han fortsat hævder, at medierne overdrev hans narkotikaproblem. (Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have lyst til at udbasunere, at jeg havde viftet med en pistol uden at være påvirket af stoffer, men uanset hvad). Uanset hvad er Lawrence fortsat en fuldstændig produktiv kunstner, men (hvis vi må sige det) i et noget mere fornuftigt tempo.