2017 var On’s anden HTC-oplevelse. Vores hold, med det passende navn “Team Cloudsurfers”, bestod af 12 On-løbere fordelt på to varevogne, hvor hvert holdmedlem skulle løbe 3 ben for at dække den samlede distance. Da jeg sad og reflekterede over den uhyrligt smukke og følelsesmæssigt udfordrende oplevelse, rundede jeg op på de tre vigtigste takeaways fra dette års HTC-stafet.
Top på listen over læring er, at uanset hvor hårdt man træner fysisk, er der mange forhindringer undervejs, som man ikke kan forberede sig fysisk på. Ekstrem mangel på søvn, stå i utallige toiletkøer, forsøge at sove i en trang varevogn med 6 af dine kolleger, løbe 7+ miles op ad bakke midt i totalt mørke er blot nogle få af dem. Og hvis du ikke løber i den rigtige retning på det tidspunkt, hvordan kan du så vide det? Listen over udfordringer ud over den fysiske træningsplan er mere vidtrækkende, end du måske forventer. Men ånden og energien omkring dette løb går ud på at omfavne det hele og overvinde disse udfordringer som én.
Min anden erkendelse fra H2C er, at jeg har mere af en vanedannende personlighed, end jeg troede. Selv midt i smerten og udmattelsen tænker jeg allerede på næste år. Hvem kender det nøjagtige antal endorfiner, der cirkulerer, men i bund og grund lever og ånder man i en tilstand af konstant eufori. Alle er i et fantastisk humør. Holdet er glad, og du er pludselig forbundet med 12.000 medløbere, hvor du føler et tilhørsforhold. At knytte bånd med tilfældige fremmede mennesker på banen gør dig i stand til at gå længere og hurtigere, end du nogensinde kunne have forestillet dig!
Min endelige takeaway fra Hood-to-Coast kan opsummeres i ét ord: Team. Denne rejse som enkeltperson ville være næsten umulig. Omkring time 20 eller deromkring, da jeg nærmede mig tredje etape, var alle dele af min krop ømme og ømme. Min eneste energi stammede fra ren adrenalin og en nuun væsketablet. Tanken om at gå og ikke løbe virkede som en realistisk mulighed, og min indre kamp var et spørgsmål: Skal jeg stoppe eller fortsætte? Da jeg var på de sidste par kilometer, kiggede jeg op og så hele mit hold, der heppede på mig, mens de spillede musik i vejkanten. At høre dem råbe mit navn, mens jeg kæmpede for at komme op ad endnu en bakke, var det, der skubbede mig igennem hvert sidste sekund. Det var det øjeblik, hvor jeg konkluderede, at jeg allerede var holdt op med at løbe løbet for mig selv og var begyndt at løbe for holdet.