Vores kroppe håndterer hver dag millioner af kemiske reaktioner. Disse reaktioner er afhængige af, at koncentrationen af væsken i vores celler og vores blod er nøje kontrolleret hele dagen, hver eneste dag. Hvordan gør den dette? For eksempel ved at gøre os tørstige, når væsken har tendens til at blive mere koncentreret, og ved at få os til at udskille mere urin, når den bliver mindre koncentreret.

Men nogle gange, når man er syg, bliver kroppens naturlige balancemekanismer imidlertid forstyrret. I disse situationer kan det være nødvendigt at få regelmæssig blodkontrol og behandling for at rette op på ubalancer.

Hvad er osmolalitet og osmolaritet?

For at forstå væskehomøostase hjælper det at forstå nogle af de udtryk, der bruges, når man taler om væskebalance. Osmolalitet og osmolaritet er udtryk til at beskrive, hvor koncentreret kroppens væsker er.

Osmolalitet

Osmolaliteten af en væske er et mål for antallet af partikler pr. kg af den væske, de er opløst i (den opløste stof). Antallet af partikler måles i milliosmol, hvilket er en måling, der er meget anvendt i kemi. Målingen angives i milliosmol pr. kilogram, forkortet mOsmol/kg.

Osmolalitet afhænger ikke af væskens temperatur. For at tage et eksempel: Hvis du opløser 100 g salt i 1 kg vand, vil osmolaliteten være den samme, uanset om vandet er tæt på frysepunktet eller ved kropsvarme eller ej. Dette er forskellen mellem osmolalitet og osmolaritet.

Osmolaritet

Osmolariteten af en væske er et mål for antallet af partikler pr. liter af den væske, som de er opløst i (den opløste stof). Antallet af partikler måles i millimol, som er en anden måling, der er meget anvendt i kemi. Målingen angives i millimol pr. liter, forkortet mmol/L.

Osmolariteten vil ændre sig afhængigt af væskens temperatur. For at tage samme eksempel som ovenfor, hvis du opløser 100 g salt i 1 kg vand, vil osmolariteten falde meget lidt, efterhånden som væsken bliver varmere. Det skyldes, at den samme vægt af vand fylder lidt mere, når det varmes op – det udvider sig.

Da osmolariteten ændrer sig med temperaturen, foretrækkes udtrykket osmolalitet i medicin.

Hvad er den normale osmolalitet i kropsvæsker?

Den kropsvæske, som vi normalt bruger til at måle osmolaliteten hos mennesker, er serum. Serum er det, der er tilbage af blodet, når cellerne og proteinerne er blevet fjernet. De partikler, der udgør serums osmolalitet, er glukose, natrium- og kaliumsalte (Na+ og K+) og urinstof. Den normale serumosmolalitet er 280-295 mOsm/kg. Ofte vil du også blive bedt om en urinprøve til undersøgelse af urinosmolaliteten.

Serumosmolaliteten ligger ekstremt tæt på osmolaliteten inde i de celler, som vores krop er lavet af. Dette skyldes, at væggene i vores celler er gennemtrængelige for de mikroskopiske partikler (ioner og anioner) og for vand. Permeabel betyder, at det tillader disse partikler og vand at bevæge sig frit ind og ud gennem cellevæggene. Dette holder osmolaliteten den samme på begge sider af cellevæggene i hele kroppen. Dette er vigtigt, da cellerne ikke vil fungere korrekt, hvis dette ikke sker.

Fiktionsvis kan osmolaliteten i afføring (fæces) også blive testet.

Hvorfor måles osmolaliteten?

Osmolaliteten måles, når lægerne er bekymrede for, at din væskebalance af en eller anden grund kan være gået i uorden. Det kan skyldes en sygdom eller som en bivirkning af medicin. Det kan endda skyldes, at du har overbelastet dit system ved at drikke for meget vand.

Det kan også være, at de ønsker at måle den for at overvåge virkningerne af medicin, der er beregnet til at ændre osmolaliteten i dit kropsvæv. Mannitol bruges til denne effekt for at reducere hjernesvulst, hvis du har haft en hovedskade eller en hjerneoperation.

Hvad er væskehomøostase?

Væskehomøostase er betegnelsen for den måde, hvorpå kroppen holder kropsvæskernes osmolalitet inden for et meget snævert interval, hele tiden. Ordet homeostase kommer af “homeo”, der betyder ens eller lignende, og “stasis”, der betyder at forblive den samme. Så væskehomøostase betyder, at man holder væsken ens hele tiden.

Hvordan opretholder kroppen væskehomøostase?

I normale, raske mennesker regulerer kroppen osmolaliteten i kroppens væsker meget nøje.

Når osmolaliteten stiger

• Du får lyst til at drikke – tørst.
• Hjernen frigiver et hormon kaldet antidiuretisk hormon (ADH) (også kendt som arginin vasopressin (AVP)).
• ADH ændrer den måde, nyrerne reagerer på det blod, der strømmer igennem dem.
• Nyrerne filtrerer løbende blodet og kan ændre, hvor meget vand der får lov til at gå i urinen, og hvor meget der bliver reabsorberet tilbage i kroppen.
• Diuretikum betyder i bund og grund “at få dig til at afgive urin”, så antidiuretisk hormon (ADH), som navnet antyder, forhindrer dig i at danne så meget urin, og derfor afgiver du ikke så meget urin. Den urin, du afgiver, vil være mørkere i farven, da den er mere koncentreret.
• Hvis du ikke afgiver så meget urin, mister du ikke så meget vand.
• Hvis du ikke mister så meget vand, og du drikker noget, fordi du er tørstig, er der mere vand i din krop.
• Hvis der er mere vand i kroppen, går din osmolalitet ned.

Når osmolaliteten går ned

• Hjernen holder op med at frigive ADH, og du holder op med at føle dig tørstig.
• Nyrerne begynder at producere mere urin igen.
• Du afgiver mere urin.
• Du mister mere vand fra din krop.
• Hvis der er mindre vand i din krop, stiger din osmolalitet igen.

Og sådan fortsætter det hele dagen, hver dag: din hjerne og dine nyrer styrer nøje miljøet inde i dine celler.

Har du brug for otte glas vand om dagen?

I nogle gange. Nogle gange ikke. Det afhænger af, hvad du laver, hvor varmt det er, hvor stor du er, hvor gammel du er … men din krop vil fortælle dig, om du har brug for en drink, ved at gøre dig tørstig.

Der er en myte om, at vi skal drikke 1½ til 2 liter vand om dagen. Det vides ikke, hvor dette tal kommer fra, men det er blevet beskrevet som: “ikke kun vrøvl, men … grundigt afkræftet vrøvl”. Det er i hvert fald en favorit hos flaskevandsindustrien. Det er helt sikkert bedre for os at drikke vand end at drikke sukkerholdige drikkevarer, men for de af os, der er heldige nok til at leve i den avancerede verden, er vandforsyningerne nøje overvåget og meget sikre.

Med undtagelse af folk, der får tilbagevendende nyresten, er der ingen beviser for, at vi bør drikke mere, end vi naturligt har lyst til. Det kan endda være dårligt for os: hvis det får os til at føle os skyldige for ikke at nå det – og så er der ikke tale om søvnmangel, fordi vi skal stå op midt om natten, og urininkontinens.

Hvordan går det galt med væskehomøostase?

Der er nogle tilstande og situationer, hvor væskehomøostase kan gå galt. Virkningerne kan være, at osmolaliteten bliver for høj (hyperosmolalitet) eller for lav (hypo-osmolalitet).

Hvad er årsagen til, at osmolaliteten bliver for høj?

Manglende antidiuretisk hormon (eller det har mistet sin virkning)

• Diabetes insipidus:
  • Dette skal ikke forveksles med diabetes mellitus, som er langt mere almindeligt.
  • Diabetes insipidus skyldes enten, at hjernen ikke længere kan danne antidiuretisk hormon (ADH) (kraniel diabetes insipidus) eller at nyrerne mister deres evne til at reagere på det (nefrogen diabetes insipidus).
  • Det kan medføre alvorlig mangel på væske i kroppen (dehydrering).

Tab af kropsvæske

• Nogle lægemidler såsom diuretika – f.eks. thiaziddiuretika eller loopdiuretika – kan overvælde nyrernes evne til at holde på vandet.
• Svær diarré.
• Svær kvalme (opkast).
• Overdreven svedtendens.
• Brandskader.

Hvad er årsag til, at osmolaliteten bliver for lav?

For meget antidiuretisk hormon

• Neurologiske årsager: hjernekræft og hjernetumorer, hjerneskade, multipel sklerose, systemisk lupus erythematosus, blødning i hjernen.
• Lungelidelser: lungekræft, lungebetændelse, astma, tuberkulose.
• Andre kræftformer: mavekræft, kræft i bugspytkirtlen, leukæmi og lymfom.
• Visse lægemidler:
  • Ikke-steroide antiinflammatoriske lægemidler (NSAID’er) – f.eks. ibuprofen.
  • Selektive serotonin-genoptagelseshæmmere (SSRI) – for eksempel fluoxetin.
  • Protonpumpehæmmere – for eksempel omeprazol.
  • Angiotensin-konverterende enzym (ACE)-hæmmere – for eksempel lisinopril.
• Ecstasy (også kaldet MDMA): øger ADH, men også brugere har en tendens til at drikke overdrevent meget, muligvis for at modvirke den anden effekt af ecstasy, som er at øge kropstemperaturen.
• Træning – se nedenfor.

Drikker for meget vand

Drikker man for meget vand, kan det overvælde kroppens væskehomøostase, hvilket fører til vandforgiftning.

• Det er sket hos personer, der drikker for meget i et forsøg på at føle sig mætte, når de forsøger at tabe sig.
• Vandforgiftning har også været resultatet af vanddrikkekonkurrencer og indvielsesceremonier.
• Det kan forekomme i forbindelse med motion, og i så fald kaldes det motion-associeret hyponatriæmi (EAH):
  • Det har især været et problem hos maratonløbere, som bekymrer sig så meget om ikke at drikke nok, at de drikker for meget.
  • Træning er en udløser for ADH-frigivelse, og dette vil forværre virkningerne af at drikke for meget.
  • Nogle mennesker bruger uklogt et antiinflammatorisk smertestillende middel før enhver sportsaktivitet, hvilket vil gøre EAH endnu mere sandsynlig.
  • Det er for nylig blevet rapporteret efter mindre krævende motion, herunder yoga.

Effekten af disse problemer skyldes den meget lave osmolalitet af natrium (Na+). Dette kaldes hyponatriæmi, og når det er alvorligt, kan det føre til hovedpine, svimmelhed, desorientering og forvirring. I sidste ende kan det føre til koma og død.

For yderligere oplysninger henvises til den separate indlægsseddel kaldet Hyponatriæmi.