Baggrund: Det er vanskeligt at vurdere forskellige prognostiske faktorer på grund af uoverensstemmelser og forvirring i litteraturen. Nyere undersøgelser har antydet, at de morfologiske træk ved den primære tumor (tilstedeværelse eller fravær af mikropapillære træk) og de peritoneale “implantater” (tilstedeværelse eller fravær af invasive træk) pålideligt kan underklassificere SBT’er i benigne og maligne typer. Formålet med den aktuelle gennemgang var at teste to hypoteser. For det første, at SBT’ernes påståede maligne adfærd er dårligt dokumenteret, og for det andet, at de morfologiske træk ved de primære ovarietumorer og de tilhørende peritoneale implantater er tilstrækkelige til at opdele SBT’er i benigne og maligne typer og dermed overflødiggøre behovet for en kategori.

Metoder: 245 undersøgelser, der rapporterede om ca. 18.000 patienter med borderline ovarietumorer, blev gennemgået. Efter udelukkelse af serier, der manglede klinisk opfølgning eller af andre årsager ikke kunne analyseres, var der 97 rapporter tilbage, som omfattede 4 129 patienter. Ud over recidiv og overlevelse evaluerede vi typen af peritoneale implantater, mikroinvasion, lymfeknudeinvolvering, sene recidiv og progression til karcinom, da disse karakteristika har tjent som grundlag for begrebet “borderline malignitet” eller “lavt malignt potentiale”.

Resultater: Blandt 4.129 patienter med SBT’er, der blev gennemgået, var recidivraten efter en gennemsnitlig opfølgning på 6,7 år 0,27% pr. år for stadium I-tumorer, den sygdomsfri overlevelse var 98,2%, og den samlede sygdomsspecifikke overlevelse var 99,5%. For patienter med tumorer i fremskredent stadie var recidivraten 2,4 % pr. år. Størstedelen (69 %) af de rapporterede recidiv blev imidlertid ikke patologisk dokumenteret, og kun i 26 tilfælde (8,4 % af alle recidiv) blev det dokumenteret, at der var tale om et recidiv fra en ovarietumor, der var blevet udtaget en passende prøve. Den mest pålidelige prognostiske indikator for tumorer i fremskredent stadium var typen af peritoneal implantat. Efter 7,4 års opfølgning var overlevelsen for patienter med ikke-invasive peritonealimplantater 95,3 % sammenlignet med 66 % for invasive implantater (P < .0001). Mikroinvasion i den primære ovarietumor var forbundet med en overlevelsesrate på 100 % efter 6,7 år, og lymfeknudeinvolvering var forbundet med en overlevelsesrate på 98 % efter 6,5 år. De få rapporterede tilfælde af stadium IV-sygdom, progression til invasivt karcinom og meget sene (>20 år) recidiv var dårligt dokumenteret. Overlevelsen for alle stadier blandt ca. 373 patienter i 6 prospektive randomiserede forsøg, der blev fulgt i gennemsnitligt 6,7 år, var 100 % for alle stadier.

Konklusion: Operationspatologisk stadium og subklassificering af ekstraovarisk sygdom i invasive og ikke-invasive implantater er de vigtigste prognostiske indikatorer for SBT’er. Overlevelsen for stadium I-tumorer er praktisk talt 100 %. Overlevelsen for tumorer i fremskredent stadium med ikke-invasive implantater er 95,3 %, mens overlevelsen for tumorer med invasive implantater er 66 %. Invasive implantater opfører sig som karcinomer og er højst sandsynligt metastatiske. Den præcise karakter af de såkaldte ikke-invasive implantater er ikke klar, men de opfører sig godartede. Tilstedeværelsen af en mikropapillær arkitektur i den primære ovarietumor er en stærk prædiktor for invasive implantater. Disse data støtter anbefalingen om, at ovarietumorer med en mikropapillær arkitektur betegnes som “mikropapillære serøse karcinomer”, og at de, der ikke har disse karakteristika, betegnes som “atypiske proliferative serøse tumorer”.