Hvad er det egentlig, vi ønsker at opnå, når vi foretager autonome tests? Tja, naturligvis ønsker vi at påvise, om der er autonomt svigt til stede eller ej, det er indlysende. Vi ønsker også at være i stand til at få test, der giver os mulighed for at klassificere sværhedsgraden af de tilstedeværende underskud, og også at få en fornemmelse af, om dette er et mere lokaliseret, et mere fokalt problem, eller om det er et mere udbredt problem. Hvordan er fordelingen af autonome svigt? Og i nogle tilfælde er vi faktisk i stand til at finde ud af, hvor læsionen er. Er det mere en autonom neuropati, en ganglionopati eller endda en central autonom lidelse? Og med de rigtige autonome tests kan man indsnævre det yderligere.

Når vi vælger en test til testning af autonome funktioner, er der visse egenskaber, som vi gerne vil have, at testen skal have for at kunne implementere den i rutinemæssig testning. Igen, der er nogle indlysende her. Testen skal være følsom, den skal være specifik, det er klart. Den skal også være reproducerbar fra dag til dag og fra uge til uge. Den skal være klinisk relevant, så man ønsker naturligvis at teste en persons blodtryksreaktioner, hvis han/hun har problemer med blodtrykket, eller hans/hendes svedfunktion, hvis han/hun har problemer med sveden, så der skal være en vis klinisk relevans i den. Og testen bør have en eller anden form for fysiologisk grundlag. Man ønsker ikke en sort boks, hvor man putter noget ind, man ved ikke, hvad der sker, man får et eller andet resultat ud, og man ved ikke rigtig, hvad resultatet er eller betyder. Så det skal være fysiologisk baseret. Og så vil man ideelt set gerne have en test, der ikke er invasiv. Det er praktisk, og man kan udføre den på en 10-årig lige så godt som på en 80-årig. Og du vil have en test, som du nemt kan gennemføre uden selv at være ingeniør, en testpakke, som du kan købe og få klar og i gang uden den viden. Og så vil man have en test, der er velafprøvet og valideret for andre forstyrrende faktorer end sygdom, og det kommer vi ind på i detaljer her om lidt.

Så med alt det i tankerne er det, jeg vil tale mest om her, den autonome refleksskærm. Dette er et testbatteri, der blev etableret for over 30 år siden. Phillip Low og kolleger var pionererne, der fik dette batteri i gang, og dette standardiserede testbatteri har stort set været uændret i de sidste 30 år. Det er blevet grundigt valideret, og det er blevet brugt i flere undersøgelser. Vi foretager ca. 4.000 af dem om året alene på Mayo Rochester, og dette testbatteri er blevet overtaget i kommercielt tilgængeligt udstyr med dedikeret software og er nu også tilgængeligt til standardiseret testning på andre institutioner og findes i stigende grad i hele landet. Det testbatteri, som jeg taler om, vurderer sudomotorisk funktion, kardiovagal funktion og kardiovaskulær adrenergisk funktion. Og jeg har anført CPT-koder her, fordi vi udfører en test, som man gerne vil kunne fakturere for, og CPT-koderne er faktisk bygget op omkring den test, som jeg vil præsentere. De dækker også nogle andre tests, men det er sådan, de faktisk oprindeligt blev startet.

Så, den autonome refleksundersøgelse består af fire dele. Der er vurderingen af sudomotorisk funktion og specifikt postganglionær sudomotorisk funktion ved hjælp af en test kaldet den kvantitative sudomotoriske axonrefleks-test eller QSART. Derefter ser vi på hjertefrekvensreaktioner på dyb vejrtrækning for at vurdere den kardiovagale funktion. Vi ser på Valsalva-manøvren for at se på både den kardiovaskulære adrenergiske og kardiovagale funktion, og vi ser på en head up tilt, hvor vi hovedsagelig ser på den kardiovaskulære adrenergiske funktion. Og denne tabel, som er lidt overfyldt, viser grundlæggende, at den test, vi udfører, opfylder alle de egenskaber, jeg nævnte før: følsom, specifik, reproducerbar, fysiologisk grundlag osv., og det er altså sådan, de kom ind i batteriet fra starten.