Meget af det, vi ved om Phaedras mytologi og historie, stammer fra en samling af skuespil og digte. Mange af disse tidligere kilder, såsom “Phaedra” et skuespil af Sofokles og “Hyppolitus Veiled” et skuespil af Euripides, er gået tabt. Men værker som “Phaedra” skrevet af den romerske statsmand og filosof Seneca den Yngre og “The Heroines”, en digtsamling skrevet af Ovid, giver detaljer om historien. Som følge heraf findes der mange forskellige versioner af historien om Phaedra og Hippolytos, men de har alle den samme generelle struktur, og to versioner er blevet mere fremtrædende med tiden. Version 1 skildrer Phaedra som den skamløse og lystne hustru til Theseus, kongen af Athen. Den anden version, version 2, viser Phaedra i et meget venligere lys, som en ædel og dydig dronning, men de har begge en lignende tragisk slutning.
Traditionel versionRediger
Den mere traditionelle version af historien, hvor Phaedra er den primære årsag til ulykken i fortællingen. Historien fortæller, at Phaedra, der var mor til to sønner, Akamas og Demophon, forelsker sig i sin stedsøn Hippolytos, Theseus’ søn af en anden kvinde (født af enten Hippolyta, dronning af amazonerne, eller Antiope, hendes søster) og sætter sig for at lokke ham til sig. Det er uklart i denne version præcis hvorfor Hippolytos afviser Phaedra, hvis ikke blot fordi han er hendes stedsøn, men Phaedra bliver ydmyget, da Hippolytos afviser hende. Hun er bange for de konsekvenser, der kan komme over hende, hvis Theseus får kendskab til hendes handlinger, og hun lyver over for sin mand om, at Hippolytos forsøgte at voldtage hende. Dette gør Theseus vred, som straks forbander sin søn med et af de tre ønsker, som havets gud Poseidon har givet ham. På Theseus’ ønske om at dræbe Hippolytos tilkalder guden en enorm tyr, der stiger op af havet og skræmmer Hippolytos’ heste til en raseri, der trækker rytteren i døden. I en gengivelse af historien er Hippolytos’ navn oversat til “den, der bliver revet i stykker af heste”.
I slutningen bliver Phædras forræderi på en eller anden måde opdaget (uklart hvordan), og for at undgå en mere smertefuld død beslutter hun sig for at tage sit eget liv.
Alternativ versionRediger
I denne version af historien har Phædra ry for at være en dydig dronning og er ikke helt ansvarlig for sine handlinger. Hun bliver fanget i krydsilden mellem Hippolytos og kærlighedsgudinden Afrodite. Denne fortælling kræver en lille baggrund om en tidligere konflikt mellem Hippolytos og Afrodite. Hippolytos er en trofast tilhænger af Artemis, jagtens gudinde og bl.a. kyskhedsgudinde. Som følge heraf hylder han hende som den største af alle guder, og i et udtryk for hengivenhed for at ære gudinden sværger Hippolytos evig jomfruelighed, idet han sværger, at han aldrig vil elske eller gifte sig. Dette fornærmer Afrodite, som regelmæssigt tilbedes af alle i den græske mytologi, og i et forsøg på at straffe Hippolytos forbander kærlighedsgudinden hans stedmor Phaedra til at blive vanvittigt forelsket i ham.
Phaedra bliver fortvivlet og deprimeret i flere måneder på grund af “forfærdelige længsler” efter Hippolytos. Til sidst, da hun ikke kan tåle byrden af sin lidelse i stilhed, betror hun sig til sin sygeplejerske og deler sine følelser over for Hippolytos.
Sygeplejersken, der er bekymret for sin elskerindes helbred, fortæller Hippolytos om, hvordan Phaedra føler. Bundet af sin afholdenhedsløfte afviser Hippolytos sin stedmor. Da Phaedra får kendskab til sin sygeplejerskes handlinger, frygter hun konsekvenserne af sine umoralske lyster og planlægger at begå selvmord. Men inden hun gør det, skriver hun et brev til sin mand Theseus, hvori hun anklager Hippolytos for at forsøge at forføre hende i et forsøg på at rense sit navn og muligvis beskytte sine børn mod ulykke.
Som i slutningen af version 1, når Theseus læser Phaedras brev og får kendskab til sin søns formodede synder, beder han til Poseidon om at slå sin søn ihjel. Og på en meget lignende måde som i den første fortælling tilkalder Poseidon en enorm tyr, der skræmmer Hippolytos’ heste til vild vildskab og dræber ham. Men i denne version af fortællingen slutter historien ikke her. Artemis er bedrøvet over tabet af sin trofaste tilhænger og afslører sandheden for Theseus om Afrodite og den forbandelse, hun lagde over hans kone. Historien slutter med Theseus, der sørger over sin hustrus og søns død.
Andre versioner af historienRediger
Gift med Theseus, som havde kidnappet hende efter at have forladt sin søster Ariadne (Ariadne var blevet forelsket i Theseus og hjalp ham derfor med at overleve Minotaurus ved at give ham et sværd), blev Phaedra forelsket i Hippolytos, Theseus’ søn af en anden kvinde (født af enten Hippolyta, dronning af amazonerne, eller Antiope, hendes søster). Hippolytos afviste hende.
Som hævn skrev Phaedra et brev til Theseus, hvori hun hævdede, at Hippolytos havde voldtaget hende. Theseus blev vred og forbandede Hippolytos med en af de tre forbandelser, han havde modtaget fra Poseidon. Som følge heraf blev Hippolytos’ heste skræmt af et havuhyre og slæbte deres rytter i døden.
I en anden version dræbte Theseus sin søn, efter at Phaedra havde fortalt Theseus, at Hippolytos havde voldtaget hende, og Phaedra begik derefter selvmord af skyldfølelse, for hun havde ikke ønsket, at Hippolytos skulle dø. Artemis fortalte senere Theseus sandheden.
I en tredje version fortalte Phaedra det til Theseus og begik ikke selvmord; Dionysos sendte derefter en vild tyr, som skræmte Hippolytos’ heste.
Euripides bragte to gange denne historie på den athenske scene, hvoraf den ene version er bevaret.
Iflg. nogle kilder havde Hippolytos forsmået Afrodite for at forblive en urokkelig og jomfruelig hengiven til Artemis, og Afrodite fik Phædra til at forelske sig i ham som en straf. Athenerne opretholdt en lille helligdom højt oppe på sydskråningen af Akropolis, der var viet til Afrodite ‘for Hippolytos’.