Baggrund: Den normale pupilforsnævring ved lys er en ufrivillig refleks, som let kan fremkaldes og observeres uden specialudstyr eller ubehag for patienten. Forværring af denne refleks ved synsnerveforstyrrelser blev først beskrevet for 120 år siden. Siden da er pupilundersøgelse blevet en rutinemæssig del af vurderingen af sygdomme i synsnerven.
Kliniske teknikker: Den oprindelige cover/uncover-test sammenligner pupillomotorisk drivkraft i de to øjne, men kræver to arbejdende pupiller og er relativt ufølsom. Den svingende lommelygte-test er nu det kliniske standardredskab til påvisning af pupillomotorisk asymmetri. Den kræver kun én arbejdselev, er let at kvantificere og har høj følsomhed i erfarne hænder, men fortolkningen af resultaterne kræver forsigtighed. Måling af pupilcyklustiden er den eneste kliniske test, som ikke er afhængig af sammenligning med det andet øje, men den kan kun måles ved let til moderat dysfunktion af synsnerven, den er mere tidskrævende og mindre følsom.
Laboratorieteknikker: Infrarød videopupillografi gør det muligt at foretage optagelser af pupilens respons på fuldfelt- eller perimetrisk lysstimulering under nøje kontrollerede forhold med en høj grad af nøjagtighed. Det er frustrerende, at der er et stort interval i refleksforstærkning hos normale personer, hvilket begrænser dens anvendelighed, medmindre der foretages en sammenligning med det andet øje eller stimulering af ikke-påvirkede tilstødende områder af synsfeltet.
Korrelation med andre test: Generelt viser pupillomotorisk underskud en god korrelation med underskud i synsfeltet. Nogle sygdomme i synsnerven er imidlertid forbundet med en relativ skånelse af enten pupilfunktionen eller synsfunktionen, hvilket indebærer, at pupiltest og psykofysiske test kan vurdere funktionen i forskellige subpopulationer af synsnervefibre. Der er mindre viden om forholdet mellem pupilmålinger og elektrodiagnostiske test.
Anvendelse i klinisk praksis: Pupilvurdering er uvurderlig, når der skal skelnes mellem funktionelt og organisk synstab. Dens anvendelighed til at skelne mellem forskellige årsager til optisk neuropati og som et prognostisk tegn er efterhånden ved at vise sig.