2007 Skoler Wikipedia Selection. Relaterede emner: Oldtidens historie, Klassisk historie og mytologi

DØDSDATO

Persondata
NAME	Ramesses II
ALTERNATIVT NAVNE	Ramesses den Store alternativt omskrevet som Ramses og Ramses
KORT BESKRIVELSE	Farao af Egypten
FØDSELSDATO	{{{Fødsel}}}}
FØDSELSSTED	Aldre Egypten
{{{{Død}}}}
DØDSSTED	Det gamle Egypten

Forfølges af: Seti I	Farao af Egypten 19. dynasti	Næst efterfulgt af: Seti I	Farao af Egypten 19. dynasti	Merneptah
Ramesses II
Ramesses den Store alternativt omskrevet som Ramses og Ramses
Ramses II: en af fire udvendige siddende statuer i Abu Simbel.
Regeringstid	66 år 1279 f.Kr. til 1213 f.Kr. Praenomen

Usermaatre-setepenre
Res retfærdighed er magtfuld,
Udvalgt af Re

Nomen

Ramesses (meryamun)
Født af Re, (elsket af Amun)

Horus navn Kanakht Merymaa Nebty navn Mekkemetwafkhasut Gyldne Horus Userrenput-aanehktu Konsort(er) Isetnofret, Nefertari
Maathorneferure Issues Bintanath, Khaemweset,
Merneptah, Amun-her-khepsef
Meritamen Far Seti I Mor Dronning Tuya Født 1302 f.Kr. Død 1213 f.Kr. Begravelse KV7 Større
Monumenter Abu Simbel, Ramesseum,
etc.

Ramesses II (også kendt som Ramses den Store og alternativt transskriberet som Ramses og Ramses *Riʕmīsisu) var en egyptisk farao fra det nittende dynasti. Han blev født ca. 1302 f.Kr. I en alder af 14 år blev Ramses II udnævnt til prinsregent af sin far. Han menes at have overtaget tronen i begyndelsen af 20’erne og at have regeret Egypten fra 1279 f.Kr. til 1213 f.Kr. i i alt 66 år og 2 måneder. Det blev engang sagt, at han blev 99 år gammel, men det er mere sandsynligt, at han døde i sit 90. eller 92. år. Gamle græske forfattere som Herodot tilskrev hans bedrifter til den halvt mytiske Sesostris, og han menes traditionelt at have været farao fra udvandringen på grund af en tradition, der blev startet af Eusebius af Cæsarea. Hvis han blev konge i 1279 f.Kr. som de fleste egyptologer i dag mener, ville han have overtaget tronen den 31. maj 1279 f.Kr. baseret på hans kendte tronbestigelsesdato III Shemu dag 27.

Navngivning

Som de fleste faraoer havde Ramses en række kongenavne. De to vigtigste, hans prenomen (regeringsnavn) og nomen (fødselsnavn), er vist i egyptiske hieroglyffer ovenfor til højre. Disse navne er translittereret som wsr-m3’t-r’-stp-n-r’ r’-ms-sw-mry-ỉ-mn, som normalt skrives som Usermaatra-setepenra Ramessu-meryamen. Det kan oversættes som “Magtfuld af Ma’at, Ra’s retfærdighed er Magtfuld, udvalgt af Ra, Ra fødte ham, elsket af Amun”. I den hittitiske kopi af den ovennævnte fredstraktat med Hattusilis står faraoens navn som Washmuaria Shatepnaria Riamashesha Maiamana. Nogle forskere mener, at dette muligvis er en tættere tilnærmelse til den faktiske vokalisering af den egyptiske konges navn.

Life

Ramesses II var den tredje konge i det 19. dynasti og den anden søn af Seti I og hans dronning Tuya. Ramesses’ ældre bror (måske Neb-en-khaset-neb) døde før han blev voksen. Den mest mindeværdige af Ramesses’ hustruer var Nefertari. Tidligere hustruer til denne konge var bl.a. Isetnofret og Maathorneferure, prinsesse af Hatti. Forfatteren Terence Gray udtalte i 1923, at Ramses II havde op til 20 sønner og 20 døtre, men forskere mener i dag, at hans afkom var på næsten hundrede i alt. I 2004 bemærkede Dodson og Hilton, at de monumentale beviser “synes at indikere, at Ramses II havde omkring 100 børn – 48-50 sønner og 40-53 døtre”. Hans børn omfatter Bintanath og Meritamen (prinsesser og deres fars hustruer), Sethnakhte, Amun-her-khepeshef, kongens førstefødte søn, Merneptah (som senere skulle efterfølge ham som Ramesses’ 13. søn) og prins Khaemweset. Ramses II’s næstfødte søn, Ramses B-undertiden kaldet Ramses Junior-blev kronprins fra år 25 til år 50 af sin fars regeringstid efter Amen-her-khepeshs død.

I sit år 2 besejrede Ramses II på afgørende vis Shardana- eller Sherden-søpiraterne, der hærgede langs Egyptens middelhavskyst ved at angribe fragtlæsende skibe, der rejste ad søvejen til Egypten. Sherden-folket kom fra kysten af Ionien eller det sydvestlige Tyrkiet. Ramses udstationerede tropper og skibe på strategiske steder langs kysten og lod tålmodigt piraterne angribe deres bytte, før han på behændig vis overraskede dem i et søslag og tog dem alle til fange på én gang. Ramses ville snart indlemme disse dygtige lejesoldater i sin hær, hvor de skulle komme til at spille en afgørende rolle i slaget ved Kadesh. Som konge ledede Ramses II flere ekspeditioner nordpå til landene øst for Middelhavet (hvor det moderne Israel, Libanon og Syrien ligger).

Slaget ved Kadesh

Efter nogle forberedelser besluttede Ramses at angribe et område i Levanten, der tilhørte en mere betydelig fjende: det hittittiske rige. Ved det andet slag ved Kadesh i maj 1274 f.Kr. mod slutningen af det fjerde år af hans regeringstid marcherede egyptiske styrker under hans ledelse gennem kystvejen gennem Kanaan og det sydlige Syrien gennem Bekaa-dalen og nærmede sig Kadesh fra syd… Ramses planlagde at indtage citadellet i Kadesh, som tilhørte kong Muwatallis fra det hittittiske rige. Slaget var tæt på at blive en katastrofe, da Ramses i første omgang blev narret af to beduinspioner, der var betalt af hittitterne, til at tro, at Muwatallis og hans enorme hær stadig var 120 miles nord for Kadesh. Ramesses II fik først kendskab til den sande karakter af sin alvorlige situation, da et efterfølgende par hittittiske spioner blev fanget, slået og tvunget til at afsløre sandheden over for ham:

Da de var blevet ført frem for Farao, spurgte Hans Majestæt: “Hvem er I?”. De svarede: “Vi tilhører kongen af Hatti. Han har sendt os for at udspionere jer’. Så sagde Hans Majestæt til dem: “Hvor er han, fjenden fra Hatti, henne? Jeg havde hørt, at han var i Khalebs land, nord for Tunip. De svarede Hans Majestæt: “Se, kongen af Hatti er allerede ankommet sammen med de mange lande, der støtter ham … De er bevæbnet med deres infanteri og deres stridsvogne. De har deres krigsvåben parat. De er mere talrige end sandkornene på stranden. Se, de står udrustet og klar til kamp bag den gamle by Kadesh.

Ramesses var faldet i en veludlagt fælde af Muwatallis, hvis tusinder af infanteri og stridsvogne var skjult godt bag den østlige bred af Orontes-floden under kommando af kongens bror, Hattusili III. Selve den egyptiske hær var blevet opdelt i to hovedstyrker – Re- og Amun-brigaderne med Ramses og Ptah- og Seth-brigaderne – adskilt fra hinanden af skove og den anden side af Orontes-floden. Re-brigaden blev næsten fuldstændig ødelagt af det overraskende første hittittiske vognangreb, og Ramses II havde knap nok tid til at samle sin egen Amun-brigade og sikre sig forstærkninger fra Ptah-hærens brigade (som netop var ankommet til slagmarken) til at vende slagets gang mod hittitterne. Mens Ramses II i teorien havde “vundet” slaget, havde Muwatallis i realiteten vundet krigen. Ramses blev tvunget til at trække sig sydpå, mens den hittittiske hærfører Hattusili III ubarmhjertigt chikanerede de egyptiske styrker gennem Bekaa-dalen; den egyptiske provins Upi blev ifølge hittitternes optegnelser også erobret i Boghazkoy.

Eftervirkninger

Egyptens indflydelsessfære var nu begrænset til Kanaan, mens Syrien faldt i hittiternes hænder. I løbet af de følgende år ville Ramses II vende tilbage til felttog mod hittitterne og opnåede endda flere spektakulære sejre (på et tidspunkt med hittitternes svaghed på grund af en strid om Muwatallis’ arvefølge) for kortvarigt at indtage byerne Tunip, hvor ingen egyptisk soldat var blevet set siden Thutmose III’s tid næsten 120 år tidligere, og endda Kadesh i hans 8. og 9. år. Ingen af de to magter kunne dog afgørende besejre den anden i kamp. Derfor besluttede Ramses i det enogtyvende år af sin regeringstid ( 1258 f.Kr.) at indgå en aftale med den nye hittitterkonge i Kadesh, Hattusili III, for at afslutte konflikten. Det efterfølgende dokument er den tidligst kendte fredstraktat i verdenshistorien.

Ramses II drog også på felttog syd for den første katarakt ind i Nubien. Han byggede mange imponerende monumenter, herunder det berømte arkæologiske kompleks Abu Simbel og det dødetempel, der er kendt som Ramesseum. Det siges, at der findes flere statuer af ham end af nogen anden egyptisk farao, hvilket ikke er overraskende, da han var den næstlængst regerende farao i Egypten efter Pepi II. En kolossal statue af Ramses II blev rekonstrueret og opstillet på Ramses-pladsen i Kairo i 1955.
I august 2006 flyttede entreprenører den 3200 år gamle statue af ham fra Ramsess-pladsen for at redde den fra udstødningsgasser, der var ved at få den 83 ton tunge statue til at forfalde. Statuen blev oprindeligt taget fra et tempel i Memphis. Det nye sted vil ligge i nærheden af det kommende Grand_Egyptian_Museum.

Mumie

Han blev begravet i Kongernes Dal, i KV7, men hans mumie blev senere flyttet til mumiehulen i Deir el-Bahri, hvor den blev fundet i 1881. I 1885 blev den anbragt på det egyptiske museum i Cairo, hvor den stadig befinder sig i 2006.

Ramesses’ mumie har en kroget næse og en stærk kæbe og er af en højde over gennemsnitshøjde for en gammel egypter, idet den er ca. 1,80 meter og 7 tommer. I sine sidste år led han af gigt, huller i tænderne og dårligt blodomløb. Hans efterfølger skulle i sidste ende blive hans trettende søn, Merneptah.

I 1974 bemærkede egyptologer fra Cairo Museum Egyptologists, at mumiens tilstand hurtigt blev forværret. De besluttede at flyve Ramses II’s mumie til Paris for at få den undersøgt. Ramses II fik udstedt et egyptisk pas, der angav hans erhverv som “konge (afgået ved døden).”

I Paris blev Ramses’ mumie diagnosticeret og behandlet for en svampeinfektion. Under undersøgelsen afslørede videnskabelige analyser kampsår og gamle brud samt faraoens gigt og dårlige blodcirkulation. Efter at Ramses’ mumie var blevet returneret til Egypten, blev den besøgt af den afdøde præsident Anwar Sadat og hans kone.

Grav KV5

I 1995 genopdagede professor Kent Weeks, leder af det Theban Mapping Project, grav KV5. Det har vist sig at være den største grav i Kongernes Dal, som oprindeligt indeholdt de mumificerede rester af nogle af denne konges anslåede 52 sønner. Der er i 2006 blevet fundet ca. 150 korridorer og gravkamre i denne grav, og graven kan indeholde op til 200 korridorer og kamre. Det menes, at mindst 4 af Ramses’ sønner, herunder Meryatum, Sety, Amun-her-khepeshef (Ramses’ førstefødte søn) og “kongens vigtigste søn af hans krop, generalissimo Ramses, begrundet” (dvs. afdøde) blev begravet der ud fra inskriptioner, ostrakaer eller kanopiske krukker, der blev fundet i graven. Joyce Tyldesley skriver, at indtil videre

“er der ikke blevet fundet nogen intakte begravelser, og der er kun fundet få væsentlige begravelsesrester: tusindvis af potteskår, fajance shabti-figurer, perler, amuletter, fragmenter af kanopiske krukker, af trækister … men ingen intakte sarkofager, mumier eller mumiekasser, hvilket tyder på, at en stor del af graven kan have været ubrugt. De begravelser, som blev foretaget i KV5, blev grundigt plyndret i oldtiden og efterlod kun få eller ingen rester.”

Farao fra Exodus?

Mindst så tidligt som Eusebius af Cæsarea blev Ramses II identificeret med den farao, som den bibelske figur Moses krævede sit folk befriet fra slaveri af.

Denne identifikation er lejlighedsvis blevet anfægtet, men beviserne for en anden løsning er ikke overbevisende:

• Ramesses II blev ikke druknet i havet, og den bibelske beretning hævder ikke specifikt, at faraoen var sammen med sin hær, da de blev “skyllet … i havet”.” Faktisk synes jødisk tradition at indikere, at Farao var den eneste egypter, der overlevede det Røde Hav, og senere blev kongen af Nineve i Jonas’ Bog.

• Der er intet i de arkæologiske optegnelser fra hans regeringstid, der bekræfter eksistensen af Plaggerne i Egypten. Dette er ikke overraskende, da kun få faraoer ønskede at registrere naturkatastrofer eller militære nederlag (som dokumenteret i de bibelske beretninger) på samme måde, som deres rivaler dokumenterede disse begivenheder. Dertil kommer, at der hverken i de kongelige egyptiske tekstoptegnelser eller i det store antal uformelle egyptiske tekster, der stadig eksisterer, blev henvist til eventuelle tilbageslag. Efter det alvorlige egyptiske tilbageslag i slaget ved Kadesh afslører hittitternes arkiver, der blev afdækket i Boghazkoy, hovedstaden i Hatti, f.eks. at “en ydmyget Ramesses var tvunget til at trække sig tilbage fra Kadesh i et skamfuldt nederlag” og overlade grænseprovinserne Amurru og Upi til sin hittittiske rival uden fordel af en formel våbenhvile. Benteshina, herskeren af Amurru, som havde været Ramesses’ allierede i Kadesh, blev afsat og hurtigt sendt af sted til Boghazkoy for at møde en usikker skæbne, mens hittitternes greb om Kadesh blev styrket. I Ramses II’s version af begivenhederne oplyser faraoen derimod fiktivt – blot en dag efter sin snævre flugt fra døden i kamp – at “den feje hittitterkonge sendte et brev til den egyptiske lejr og bad om fred. Forhandlere blev indkaldt, og der blev aftalt en våbenhvile, selv om Ramesses, der stadig hævdede en egyptisk sejr … nægtede at underskrive en formel traktat. Ramses vendte hjem for at nyde sin personlige triumf, som skulle blive genfortalt mange gange i prosa, som et episk digt og i reliefskærerarbejde.” Ingen ubekvemme henvisninger til Ramses’ tab af Amurru eller Upi er bevaret i de egyptiske optegnelser.

• De datoer, der nu tilskrives Ramses’ regeringstid af de fleste moderne forskere, stemmer måske ikke overens med de datoer, hvor Moses menes at være i Egypten.

I 1960’erne og 1970’erne forbandt flere forskere som George Mendenhall israelitternes ankomst til Palæstina tættere med de Hapiru, der nævnes i Amarna-brevene, som dateres til Amenhotep III’s og Akhenatons regeringstid, og i hittitternes traktater med Ramses II. De fleste forskere i dag ser dog i stedet Hapiru som banditter, der angreb de handels- og kongekaravaner, der rejste langs Kanaans kystveje.

På den anden side nævner Ramesses’ egen stele, der blev rejst i slutningen af det 13. århundrede f.Kr. i den by, der i Bibelen er kendt som Bet-Shan, to erobrede folkeslag, der kom for at “gøre hyldest til ham” i hans by Ramses, men nævner hverken bygningen af byen eller, som nogle har skrevet, israelitterne eller Hapiru .

Bibelen fortæller, at israelitterne sled i slaveri og byggede “til Farao forsyningsbyer, Pithom og Ra’amses” i det egyptiske delta. Sidstnævnte er sandsynligvis en henvisning til byen Pi-Ramesse Aa-nakhtu eller “Ramses, den store sejrherres hus” (det moderne Qantir), som havde været Seti I’s sommerresidens. Ramses II udvidede i høj grad denne by både som sin vigtigste nordlige hovedstad og som en vigtig fremskudt base for sine militære felttog i Levanten og sin kontrol over Kana’an. Ifølge Kenneth Kitchen blev Pi-Ramesses stort set forladt fra ca. 1130 f.Kr. og fremefter; som det ofte var praksis, fjernede senere herskere en stor del af stenene fra byen for at bygge templerne i deres nye hovedstad: Tanis. Hvis identifikationen af byen er korrekt, styrker det derfor argumentet for at identificere Ramses II som den farao, der regerede Egypten i Moses’ levetid. Det faktum, at hans søn og efterfølger Merneptah i den såkaldte Merneptah-stele nævner, at de gamle israelitter allerede levede i Kanaan under hans regeringstid (faktisk gør stelen en pointe ud af at erklære den formodede fuldstændige udslettelse af dette folk), støtter den traditionelle identifikation af Ramses II som udvandringens farao.

Spekulationen om, at Ramses II var den bibelske farao ved navn Shishak, der angreb Juda og beslaglagde krigspræmie fra Jerusalem i Rehabeams år 5, er uholdbar, fordi både Ramses II og hans efterfølgere fra det 19. dynasti (dvs.: Merneptah, Seti II, Siptah & Twosret) beholdt en fast kontrol over Kanaan i løbet af deres regeringstid. Hverken Israel eller Juda kunne have eksisteret som uafhængige stater i denne periode.

Fiktion

• Ramses II’s liv har også inspireret et stort antal historiske romaner, herunder den franske forfatter Christian Jacq’s serie i fem bind, Ramsès, af den franske forfatter Christian Jacq. (Der findes oversatte udgaver til ikke-franske læsere.)
• Norman Mailers roman Gamle aftener beskæftiger sig i høj grad med Ramses II’s liv, dog set fra egyptere, der levede under Ramses IX’s regeringstid.
• Ramses var hovedpersonen i Anne Rices bog Mumien eller Ramses den forbandede.
• Ramses blev portrætteret af Yul Brynner i den klassiske film De ti bud (1956).
• I filmen ” The Prince of Egypt” er Ramses (med Ralph Fiennes som stemme) portrætteret som Moses’ adoptivbror.
• Sangen “User-Maat-Re” af dødsmetalbandet Nile handler om Ramses II.
• Ramesses er inspirationen til Percy Bysshe Shelleys berømte digt Ozymandias.
• Ramesses var inspirationen til karakteren Ozymandias i den prisbelønnede grafiske roman Watchmen.