Adopteret af JCPA’s delegeretforsamling i 2020
Klik her for at se PDF-versionen.

Den amerikanske fængselsbefolkning eksploderede i 1970’erne med “War on Drugs” og hårde obligatoriske minimumsstraffe, hvilket blev forværret af kriminalitetsloven fra 1994, og det gik uforholdsmæssigt hårdt ud over fattige mennesker og folk af farve. Den udbredte massefængsling har været med til at kaste lys over de umenneskelige fængselsforhold og de uligheder, der findes i hele vores retssystem. Masseindespærring og strafferetssystemet i bredere forstand er nu et vigtigt spørgsmål, som vores land står over for.

Og alligevel optræder fængsler ikke noget sted i Toraen som en form for straf eller endog som afskrækkende middel. I Femte Mosebog 25:2-3 lærer man os, at “Hvis den ugudelige skal piskes, skal dommeren lade ham lægge sig ned og få piskeslag i hans nærvær, efter optælling, alt efter hvad hans skyld berettiger. Han kan få op til fyrre piskeslag, men ikke mere, for at din bror ikke skal blive yderligere pisket til overmål, så han ikke bliver nedværdiget for dine øjne.” Ikke alene er straffen begrænset, men som rabbi Chananya ben Gamliel sagde, “fra det tidspunkt, hvor han bliver pisket, kalder teksten ham ‘din bror’, da der står: ‘din bror bliver nedværdiget’.” (Sifrei Devarim 286, (ca. 3. århundrede)) Vores strafferetssystem er imidlertid blevet en mekanisme til straf og gengældelse, der dehumaniserer (eller “nedværdiger”) alle, der møder det, med ringe hensyntagen til genoprettelse eller rehabilitering.

Bestraffelse varer længe efter, at nogen har “afsonet deres straf”. Visse offentlige ydelser (f.eks. boliger og madkuponer) er helt utilgængelige for dem, der har været fængslet. Andre hindringer blokerer adgangen til lønnet beskæftigelse eller uddannelsesprogrammer. Tidligere fængslede personer er afskåret fra at stemme i nogle stater, mens stemmeretten i andre stater er begrænset. Kort sagt, det er næsten umuligt at genoptage et “normalt” liv. Dette er langt fra at behandle personen som en “bror” eller “søster”, som en person, der ikke er nedværdiget.

Begrebet genoprettende retfærdighed vandt indpas i sandheds- og forsoningskommissionerne i 1970’erne som et middel for gerningsmænd og ofre til offentligt at anerkende den forvoldte skade, fremme en helingsproces for ofre (og gerningsmænd) og reparere samfund efter konflikter og krænkelser af menneskerettigheder. I mange moderne sammenhænge defineres genoprettende retfærdighed ofte bredt som en proces, der 1) involverer dem, der har begået skade, og dem, der er blevet skadet, 2) kollektivt søger ansvarlighed hos den anklagede og 3) beskytter ofrenes sikkerhed og støtter ofrenes autonomi.

Justitsreformforkæmpere har vedtaget dette udtryk og udvidet dets anvendelsesområde, idet de forstår, at behovet for “genoprettelse” og healing ofte rækker ud over offer og gerningsmand til deres familier og samfund. I denne forstand betyder genoprettende retfærdighed også politikker og praksis, der lægger vægt på rehabilitering af dem, der begår forbrydelser, og genopretning af den skade, der er påført ofre, gerningsmænd og samfund som følge af forbrydelser og selve retssystemet.¹ I alle former er brugen af begrebet “genopretning” en anerkendelse af, at både dem, der begår forbrydelser, ofre, familier til begge og samfund alle har behov for “genopretning” og healing. Undersøgelser viser, at brugen af genoprettende retfærdighedsmekanismer reducerer recidiv, øger ofrenes tilfredshed med retsprocessen og kan endda reducere ofrenes posttraumatiske stress.²

Det Jødiske Råd for Offentlige Anliggender mener, at:

• En nyorientering af vores strafferetssystem, så det afspejler en rehabiliterende og genoprettende tilgang til offentlig sikkerhed, der respekterer alle menneskers menneskelighed, værdighed og menneskerettigheder, er afgørende for at skabe et retfærdigt samfund.
• Et vigtigt animerende princip for reformen bør være bestræbelserne på rehabilitering og genoprettende retfærdighed for offeret (hvis der er et offer), gerningsmanden og de berørte samfund gennem en samarbejdsbaseret, genoprettende proces, hvor alle primære interessenter har indflydelse på, hvordan skaden skal udbedres.
• Personer, der oplever skade, bør have magt og autonomi til at bestemme og navigere i processer for helbredelse og retfærdighed.
• Vi må anerkende behovet for direkte, systemiske ændringer på tværs af en række politikker og holdninger, herunder hvordan samfundet forstår og behandler mennesker, der er fængslet eller på anden måde er underlagt det strafferetlige system.
• Som land skal vi investere i ikke-karcerale programmer og sociale tjenester, herunder yderligere ressourcer til uddannelse, boliger, beskæftigelse, sundhedspleje og andre offentlige ydelser, hvilket vil gøre vores samfund mere sikkert og mere retfærdigt.
• Den genoprettende retfærdighed vil styrke civilsamfundet ved at øge den sociale samhørighed og give borgerne mulighed for at løse problemer.