Baggrund: Humanressourcer til sundhed er afgørende for levering af sundhedsydelser af høj kvalitet. Indien, som har en stor landbefolkning (68,8 %), har et presserende behov for at bygge bro over hullerne i indsættelsen af sundhedspersonale mellem by- og landområder.

Metoder: Vi foretog en kritisk fortolkende syntese af den eksisterende litteratur ved hjælp af et foruddefineret udvælgelseskriterium for at vurdere relevante manuskripter for at identificere årsagerne til at fastholde sundhedspersonalet i landdistrikter og underbetjente områder. Vi diskuterer forskellige strategier til fastholdelse af sundhedspersonale i landdistrikterne på grundlag af fire hovedinterventioner til fastholdelse, nemlig uddannelse, regulering, økonomiske incitamenter og personlig og professionel støtte, som WHO anbefalede i 2010. Denne gennemgang fokuserer på engelsksproget materiale, der er offentliggjort i perioden 2005-14 om menneskelige ressourcer i sundhedssektoren i lav- og mellemindkomstlande.

Resultater: Sundhedsvæsenet i Indien leveres gennem en række forskellige udbydere. Der er ulighed i fordelingen af sundhedspersonalet på tværs af delstater, områder (by- og landområder), køn og kategorier af sundhedspersonale. Indien har mangler i udviklingen og finansieringen af sundhedssystemet, og uddannelse og træning af sundhedspersonale prioriteres lavt. Dårlig forvaltning, utilstrækkelige lønninger og godtgørelser samt arbejdsgivernes manglende evne til at tilbyde sikre, tilfredsstillende og givende arbejdsforhold er årsag til, at sundhedspersonalet i Indiens landdistrikter svigter. I undersøgelsen foreslås det, at det kan sikres, at sundhedspersonalet bliver i landdistrikterne ved hjælp af en lang række interventioner, f.eks. medicinske skoler i landdistrikterne, orientering af lægeuddannelsen mod landdistrikterne, indførelse af obligatorisk tjenestepligt i landdistrikterne i stedet for incitamenter, bedre lønpakker og særlige tillæg samt bedre leve- og arbejdsvilkår i landdistrikterne.

Konklusioner: Det komplekse samspil mellem de faktorer, der har betydning for tiltrækning og fastholdelse af sundhedspersonale, gør det nødvendigt at kombinere forskellige tiltag. I lavindkomstlande er der behov for evidensbaserede strategier for at sikre kontekstspecifikke, praktisk afprøvede og omkostningseffektive løsninger på forskellige eksisterende problemer. For at sikre fastholdelse skal disse strategier integreres med effektive politikker for forvaltning af menneskelige ressourcer og en landlig orientering af det medicinske uddannelsessystem.