Immune checkpoints er accessoriske molekyler, der enten fremmer eller hæmmer aktivering af T-celler. To hæmmende molekyler, cytotoksisk T-lymfocyt-antigen 4 (CTLA-4) og programmeret celledødsprotein 1 (PD-1), fik stor opmærksomhed, da hæmning af CTLA-4- eller PD-1-signalering giver den første immunterapi, der signifikant forbedrer overlevelsen af patienter med metastaserende solide kræftformer. Hæmning af CTLA-4 eller PD-1 blev først undersøgt i og godkendt til patienter med metastatisk melanom. Blokering af immunkontrolpunkter er også effektiv i ikke-småcellet lungekræft, nyrecellekræft, hypermuterede gastrointestinale kræftformer og andre kræftformer. Immunresponser, hvad enten de er rettet mod infektioner eller mod tumorer, er opdelt i 2 faser: en initieringsfase og en aktiveringsfase, hvor immunsystemet genkender et faresignal og bliver aktiveret af medfødte signaler til at bekæmpe faren. Denne reaktion er grundlæggende for bekæmpelsen af infektioner og kræft, men skal slukkes, når faren er bekæmpet, fordi en vedvarende aktivering i sidste ende forårsager alvorlige vævsskader. Derfor efterfølges hver aktivering af immunsystemet af en afslutningsfase, hvor endogene immunsuppressormolekyler standser immunreaktionerne for at forhindre skadelig skade. I forbindelse med immunterapier mod kræft har terapeutiske metoder traditionelt forbedret initieringen og aktiveringen af immunresponser for at øge fremkomsten og effektiviteten af cytotoksiske T-lymfocytter (CTL) mod kræft. I skarp kontrast hertil fokuserer immunkontrolpunktblokade på afslutning af immunresponser ved at hæmme immunsuppressor-molekyler. Den forhindrer således afslutningen af immunresponser eller vækker endda de CTL’er, der er blevet udtømt under et immunrespons. Ved at blokere negativt regulerende immunkontrolpunkter genopretter man derfor udtømte CTL’ers evne til at dræbe den kræft, de infiltrerer. Desuden tvinger de overlevende kræftceller ind i en stadig dårligt defineret tilstand af dvale. Da behandlingen også vækker selvreaktive CTL, er en ulempe ved behandlingen, at den kan fremkalde organspecifikke autoimmune sygdomme. Den anden ulempe er den eksorbitante lægemiddelpris, som fratager patienter i nød en behandling, der er udviklet af akademisk forskning, hvilket hæmmer den videre akademiske behandlingsudvikling og belaster det offentlige sundhedssystem økonomisk.