Selenindholdet i jorden afspejler generelt dets tilstedeværelse i fødevarer og Se-niveauet i den menneskelige befolkning. Se-indholdet i fødevarer påvirkes af geografisk beliggenhed, årstidsændringer, proteinindhold og forarbejdning af fødevarer. Det er nødvendigt med regelmæssig overvågning af Se-indholdet i jord og fødevarer. Kosten er den vigtigste Se-kilde, og ca. 80 % af Se med kosten absorberes afhængigt af den type fødevarer, der indtages. Biotilgængeligheden af Se varierer alt efter Se-kilde og personens ernæringsstatus og er betydeligt højere for organiske former af Se. Se-tilskud kan være gavnlige for personer, der bor i regioner med meget lave miljømæssige Se-niveauer. Der er blevet fulgt flere strategier: (1) anvendelse af Se-berigede gødningsstoffer, (2) supplering af husdyr med Se, (3) indtagelse af multimikronæringsstoftilskud med Se. Der er dog behov for detaljerede undersøgelser af mulige interaktioner mellem Se-tilskud og andre fødevarekomponenter og deres indflydelse på Se-biotilgængeligheden. Leverandørerne er også nødt til at give flere oplysninger om den specifikke type Se, der anvendes i kosttilskud. Desuden mangler der forskning i de mekanismer, hvormed Se er involveret i hepatocytskader under hepatopatier. Selv om Se’s potentiale som antioxidant til forebyggelse af hjerte-kar-sygdomme er lovende, er der behov for yderligere langsigtede interventionsforsøg. Som følge heraf kan man ikke på pålidelig vis anbefale ukritiske Se-tilskud til forebyggelse af CVD hos mennesker. Nogle interessante resultater rapporterede om en sammenhæng mellem indtagelse af Se og en reduceret forekomst af og risiko for prostatakræft og tyktarmskræft. Der er dog ikke fundet nogen entydige tilfældige forsøg vedrørende andre kræfttyper. Som en endelig konklusion bør befolkningen advares mod at anvende Se-tilskud til forebyggelse af hepatopatier, hjerte-kar-sygdomme eller kræftsygdomme, fordi fordelene ved Se-tilskud stadig er usikre, og fordi en vilkårlig anvendelse heraf kan medføre en øget risiko for Se-toksicitet.