Sarah Winnemucca, også kaldet Sarah Hopkins Winnemucca eller Sally Winnemucca, oprindeligt navn Thoc-me-tony, Thocmectony, eller Tocmectone (“Shell Flower”), (født ca. 1844, Humboldt Sink, Mexico -død 16. oktober 1891, Monida, Montana, USA), indiansk pædagog, foredragsholder, stammeleder og forfatter, bedst kendt for sin bog Life Among the Piutes: Their Wrongs and Claims (1883). Hendes skrifter, der er værdifulde for deres beskrivelse af livet hos de nordlige Paiute og for deres indsigt i indvirkningen af den hvide bosættelse, er blandt de få samtidige værker af indianske indianere.

Som barnebarn af Truckee og datter af Winnemucca, begge høvdinge for de nordlige Paiute, boede hun i en del af sin barndom i San Joaquin-dalen i Californien, hvor hun lærte både spansk og engelsk. Efter sin tilbagevenden til Nevada boede hun i en periode hos en hvid familie og antog navnet Sarah. I 1860 gik hun kortvarigt på en klosterskole i San Jose i Californien, indtil indvendinger fra forældre til hvide elever tvang hende til at forlade skolen. Under Paiute-krigen i 1860 og de efterfølgende stadig hyppigere sammenstød mellem indfødte amerikanere og hvide led hun tabet af flere familiemedlemmer. Hun forsøgte sig ved et par lejligheder som fredsmægler og fungerede fra 1868 til 1871 som tolk i Camp McDermitt i det nordøstlige Nevada. I 1872 fulgte hun sin stamme til et nyt reservat, Malheur, i det sydøstlige Oregon.

Winnemucca var i en periode tolk for reservatets agent, men udnævnelsen af en ny og usympatisk agent i 1876 satte en stopper for hendes tjeneste samt en periode med relativ ro i reservatet. Ved udbruddet af Bannock-krigen i 1878 fik hun at vide, at hendes far og andre var blevet taget som gidsler, og hun tilbød at hjælpe hæren med at rekognoscere Bannock-territoriet. Winnemucca tilbagelagde mere end 160 km af stien gennem Idaho og Oregon, lokaliserede Bannock-lejren, bortførte sin far og mange af hans ledsagere og vendte tilbage med værdifulde oplysninger til general O.O. Howard. Hun var spejder, hjælper og tolk for Howard under det efterfølgende felttog mod bannockerne.

I 1879 holdt hun foredrag i San Francisco om sin stammes situation – mange af dens medlemmer var blevet forvist sammen med krigsførende bannocker til et reservat i Washington-territoriet – og om de uretfærdigheder, der blev begået af uærlige civile indianeragenter. På trods af bagvaskede svar fra agenterne og deres venner tiltrak Winnemucca sig præsident Rutherford B. Hayes’ opmærksomhed. Hun blev lovet, at hendes folk skulle vende tilbage til Malheur-reservatet og få tildelt en del af landet der, men den ordre, der blev udstedt med henblik herpå, blev aldrig eksekveret.

Efter et års undervisning på en skole for indianske børn på Vancouver Barracks i Washington Territory og hendes ægteskab sidst i 1881 med L.H. Hopkins, en officer i hæren, tog Winnemucca, der blandt de hvide ofte var kendt som “prinsessen”, på en foredragsturné i øst for at vække den offentlige mening. Med hjælp fra general Howard, Elizabeth Peabody og andre blev turen en succes, og salget af hendes Life Among the Piutes: Their Wrongs and Claims skaffede penge til Winnemucca’s udgifter. Hun sikrede sig tusindvis af underskrifter på en underskriftsindsamling med krav om den lovede tildeling af reservatjord til de enkelte Paiutes. Kongressen vedtog et lovforslag herom i 1884, men endnu en gang blev løfterne ikke ført ud i livet. Fra 1883 til 1886 underviste Winnemucca på en Paiute-skole nær Lovelock i Nevada. I 1886 døde hendes mand, og da Winnemucca selv var syg, flyttede hun til en søsters hjem i Monida i Montana, hvor hun døde i 1891.