Vægt og mål:
Strikse vejer normalt mellem 90 og 130 kg (200 og 230 pund), selv om nogle hanstrudse er blevet registreret med vægte på op til 155 kg (340 pund). Ved kønsmodning (to til fire år) kan hanstrudse være mellem 1,8 m og 2,7 m høje, mens hunstrudse kan blive mellem 1,7 m og 2 m høje, mens hunstrudse kan blive mellem 1,7 m og 2 m høje. I løbet af det første leveår vokser ungerne ca. 25 cm (10 tommer) om måneden. Når strudsefuglene er et år gamle, vejer de omkring 45 kg (100 pund).
Fjerne: Fjerene hos voksne hanner er for det meste sorte, med lidt hvidt på vingerne og halen. Hunner og unge hanner er gråbrune med en smule hvidt. De små rudimentære vinger bruges af hannerne i parringsopvisning. De kan også give skygge til ungerne. Fjerene er bløde og tjener som isolering og er helt anderledes end flyvefuglenes stive flyvefjer. Der er kløer på to af vingernes fingre.
Lange ben, lange øjenvipper: Strudsens kraftige ben mangler fjer. Fuglen står på to tæer, hvor den største af dem ligner en klo. Dette er en tilpasning, der er unik for strudse, og som ser ud til at hjælpe dem med at løbe. Strudsens øjne med deres tykke sorte øjenvipper er de største øjne blandt alle levende landdyr.

De rejser i flokke: Strudse lever i nomadegrupper på 5 til 50 fugle, der ofte rejser sammen med andre græssende dyr, f.eks. zebraer eller antiloper.
Mad og drikke: De ernærer sig hovedsageligt af frø og andet plantemateriale; de spiser også insekter som f.eks. græshopper. Da de ikke har tænder, sluger de småsten, som hjælper med at kværne den indtagne føde i spiserøret.
De kan klare sig uden vand i lang tid, idet de udelukkende lever af fugten i de opslugte planter. De nyder dog vand og tager ofte bad.
De har en god fornuft: Med deres skarpe syn og hørelse kan de fornemme rovdyr som f.eks. løver på lang afstand.

Hovedet i sandet: De har et godt syn og en god hørelse: I den populære mytologi er strudsen berømt for at gemme sit hoved i sandet ved det første tegn på fare. Den romerske forfatter Plinius den Ældre er kendt for sine beskrivelser af strudsen i sin Naturalis Historia, hvor han beskriver strudsen og det faktum, at den gemmer sit hoved i en busk. Der er ikke blevet registreret nogen observationer af denne adfærd. Et almindeligt modargument er, at en art, der udviste denne adfærd, sandsynligvis ikke ville overleve ret længe. Myten kan skyldes, at når strudse på afstand ser det ud til, at de graver hovedet ned i sandet, når de spiser, fordi de bevidst sluger sand og småsten for at hjælpe med at knuse deres føde. Hvis strudsen begraver hovedet i sandet, bliver den faktisk kvalt. Når de ligger ned og gemmer sig for rovdyr, er fuglene kendt for at lægge deres hoved og hals fladt på jorden, hvilket får dem til at fremstå som en jordhøj på afstand. Dette virker endda for hannerne, da de holder vingerne og halen lavt, idet varmediset fra den varme, tørre luft, der ofte forekommer i deres levested, er med til at få dem til at fremstå som en ubeskrivelig mørk klump. Når strudsefugle bliver truet, løber de væk, men de kan også såre alvorligt med spark fra deres kraftige ben.

Bibelsk fugl: Strudsens adfærd nævnes også i det, der menes at være den ældste bog i Bibelen, i Guds tale til Job (Job 39.13-18), og den beskrives som glad og stolt over sine små vinger, ubekymret for redeens sikkerhed, en fugl, der behandler sit afkom hårdt, som mangler visdom og alligevel kan gøre en hest til skamme med sin hurtighed.

Legefugle: Strudsen er en fugl, som er en fugl, der er en fugl, der er en fugl, der er en fugl, der er en fugl, der er en fugl, der er en fugl, der er en fugl, der er en fugl, der er en fugl, der er en fugl, der er en fugl: Strudsefugle bliver kønsmodne, når de er 2-4 år gamle; hunnerne bliver kønsmodne ca. seks måneder tidligere end hannerne. Arten er iteroparøs, og parringstiden begynder i marts eller april og slutter et stykke før september. Parringsprocessen er forskellig i de forskellige geografiske områder. Territoriale hanner vil typisk bruge hvæs og andre lyde til at kæmpe om et harem bestående af 2 til 5 hunner (som kaldes høns). Vinderen af disse kampe yngler med alle hunnerne i et område, men danner kun et parbinding med en, den dominerende hun. Hunnen sidder på hug på jorden og bliver besat bagfra af hannen.

Samfundsreder: Strudsefugle er æglæggere. Hunnerne lægger deres befrugtede æg i en enkelt fælles rede, en simpel grube, der er skrabet i jorden og 30 til 60 cm dyb.
Store æg: Strudseæg kan veje 1,3 kg og er de største af alle æg (og de største enkeltceller), selv om de faktisk er de mindste æg i forhold til fuglens størrelse.
Reden kan indeholde 15 til 60 æg, hvor et gennemsnitligt æg er 15 cm langt, 13 cm bredt og vejer 1,4 kg. De er blanke og hvidlige i farven. Æggene udklækkes af hunnerne om dagen og af hannen om natten, idet de benytter sig af de to køns forskellige farver for at undgå at blive opdaget. Drægtighedsperioden er 35 til 45 dage. Det er typisk hannen, der tager sig af ungerne.

Længe leve strudsen! Levetiden kan struttens levetid strække sig fra 30 til 70 år, hvor 50 år er typisk.

Strikse forekommer naturligt på Afrikas savanne- og Sahelområder, både nord og syd for den ækvatoriale skovzone. Arterne hører til ordenen Struthioniformes (strudsefugle). Andre medlemmer af denne gruppe omfatter næser, emuer, kasuarer og den største fugl nogensinde, den nu uddøde Aepyornis.

Der er anerkendt fem underarter:

Alle tekster er tilgængelige under vilkårene i GNU Free Documentation License