Relient KFoto: John NessPå søndag gør Switchfoot og Relient K (passende nok) stop på Ryman som en del af deres fælles hovedlinjeturné Looking for America-turné – det bliver formentlig hundrede gang, at de to bands deler scene.

For omkring ti år siden så jeg Switchfoot og Relient K optræde sammen i Knoxville. Det var en af de første koncerter, som jeg husker at have betalt for med mine egne penge – penge, som jeg havde tjent ved at pakke dagligvarer. Jeg var måske 14 år gammel. Det er en alder, hvor de fleste mennesker stadig er ved at opbygge deres egne musikalske præferencer uafhængigt af deres forældres indflydelse. Det var også det år, hvor jeg for alvor blev involveret i min kirkes ungdomsgruppe.

Mange af de “seje” mennesker i den ungdomsgruppe var meget musikalsk interesserede, forenet af en modvilje mod det intetsigende pop-lite-dreck, som udgjorde størstedelen af den kristne radio, men med en forståelse for den slags kristent inspireret rock, der dukkede op på den normale Top 40 i ny og næ – Underoath, Lifehouse, Anberlin. Switchfoot og Relient K var blandt lederne af denne bevægelse.

Både bands blev dannet omkring samme tid – Switchfoot i 1996 og Relient K i 1998 – i et kristent alternativ-rock-øjeblik, der blev muliggjort af den verdensomspændende succes for U2 (som kun flirtede med tanken om at blive ikke-sekulære tidligt i deres karriere). Switchfoot og Relient K’s tidlige arbejde lignede hinanden, idet de gik på grænsen mellem at synge om piger og synge om Jesus, men begge var lidt fjollede i det. De havde sjove nonsens-sangtitler som “Might Have Ben Hur” (fra Switchfoot’s The Legend of Chin) og “May the Horse Be With You” (fra Relient K’s The Anatomy of the Tongue in Cheek), og de blandede begge popkulturelle referencer med overbærenhed.

Og mens begge bands blev ved med at lave plade efter plade, gled de hver især mere og mere ind i mainstream-kulturen. Højdepunktet for Switchfoot kom i 2002 med udgivelsen af filmatiseringen af Nicholas Sparks’ A Walk to Remember, hvor Mandy Moore synger bandets “Only Hope”. Det introducerede dem til et massivt publikum, som ville gøre deres næste plade, The Beautiful Letdown fra 2003, til en stor succes. For Relient K kom højdepunktet lidt senere med 2007’s Five Score and Seven Years Ago – deres bedst sælgende plade til dato, og en plade, der gav dem en 6. plads på Billboard Top 100-listen.

SwitchfootPhoto: Robbie JeffersDisse øjeblikke virker som om, at de skete for længe siden, men begge bands er stadig ekstremt produktive. Switchfoot har turneret mindst en gang om året hvert år siden 2007, og bandet har netop udgivet sin 10. plade, Where the Light Shines Through; frontmand Jon Foreman har også udgivet flere soloplader og haft et sideprojekt, Fiction Family, sammen med Nickel Creeks Sean Watkins. Bandet har optrappet velgørenhedsindsatsen med sin årlige Bro-Am surfkonkurrence og har endda udgivet en dokumentarfilm om sine rejser i forbindelse med 2012-albummet Fading West.

Relient K har også turneret til og fra, men antallet af officielle medlemmer er blevet skåret ned til to: Matt Thiessen (også kendt som mit high school crush) og Matt Hoopes, som begge er baseret i Nashville nu. De laver stadig musik, som f.eks. denne sommers udstrakte 16-sporede Air for Free. Thiessen har også sideprojekter; han har været med til at skrive en sang for ekskæreste Katy Perry og har hjulpet med at producere nogle Owl City-numre. Men når det kommer til mainstream, opererer begge bands nu med en lavere profil.

Og begge har ændret sig, siden de udgav de tidlige seriøse kristne rockhymner. Verden er et andet sted, end den var i begyndelsen af 2000’erne. Kristen crossover er ikke rigtig noget, folk vil have lige nu, og derfor har bandsene tilpasset deres musik i overensstemmelse hermed. Begge bands har skiftet åbenlyse omtaler af Jesus ud med brede metaforer om horisontlinjer og havbølger. Begge banders seneste album er fornøjelige, men ikke på den hårde, smertefulde måde, som deres bedste plader (Vice Verses og Mmhmm) var det. De er ikke udfordrende musikalsk eller tekstmæssigt; de er velmenende, ja, men lidt kedelige. De har droppet rock ‘n’ roll til fordel for fotomontagepop, der minder mere om OneRepublic end om U2.

Det er svært at sige disse ting om bands, der har formet mig, som har trøstet mig gennem teenageangst og kampe med højere magter. Jeg lytter ikke til meget kristen musik i fritiden længere. Meget lidt af det er interessant, og så meget af det er nedladende eller repræsentativt for værdier, som jeg ikke længere deler. I så lang tid har jeg besvaret spørgsmål om musiksmag ved at nævne disse to grupper, længe efter den tid, hvor det var cool at nævne dem – den lille smule tid i 2006. Nu skriver jeg om musik, så jeg hører langt mere af det, der er derude – det er svært at spilde min tid på en plade, der føles gennemtænkt, når der f.eks. findes Lemonade.

Jeg vil altid elske Switchfoot og Relient K, og jeg troede, at det ville være på en vedvarende måde – at de ville blive ved med at lave musik, der rørte mig. Men måske er det på tide at lægge ting væk, der hører til i et bestemt tidsrum. Måske vil disse nye plader nå en helt ny generation af Switchfoot- og Relient K-fans, måske vil de ikke. Måske vil dette Ryman-show være fyldt med teenagere, ligesom det sted, hvor jeg så dem for 10 år siden, var det. Mere sandsynligt er det, at det vil være fyldt med langvarige die-hard fans, dem, der tigger dem om at spille “Dare You to Move” eller “Who I Am Hates Who I’ve Been.”

Og jeg vil henvise bandene til min throwback Spotify-playliste, en kirkegård for den musik, jeg havde brug for på et tidspunkt i mit liv, men som jeg ikke længere har brug for.

E-mail [email protected]