Inkontinens kategoriseres generelt som:

Funktionel inkontinens
Patienter med funktionel inkontinens har psykiske eller fysiske handicaps, der forhindrer dem i at tisse normalt, selv om selve urinvejssystemet er strukturelt intakt. Tilstande, der kan føre til funktionel inkontinens, omfatter Parkinsons sygdom, Alzheimers sygdom og andre former for demens.

Urgeinkontinens
Personer, der lækker urin efter en stærk, pludselig trang til at tisse, har tranginkontinens. Det skyldes overaktivitet i blæremuskulaturen og kan skyldes en række tilstande som psykisk stress, nerveskader (fra diabetes, et slagtilfælde, en infektion eller en anden medicinsk tilstand), infektioner, tumorer eller blæresten. En grundig vurdering af de underliggende årsager er derfor afgørende for behandlingen. Urgeinkontinens starter ofte med en konstant trang til at tisse, selv om urinen kan holdes tilbage. Den udvikler sig til et punkt, hvor trangen ikke længere kan kontrolleres. Tranginkontinens kan behandles med medicin, der hjælper med at regulere blæreaktiviteten, samt øvelser, der styrker bækkenbundsmusklerne og blæretræning til forlængelse af vandladningsintervallerne for at hjælpe med at forbedre blærekapaciteten og reducere hyppigheden.

Stressinkontinens
Så mange som 1 ud af 5 kvinder over 40 år har en vis grad af stressinkontinens*. Det er, når urinen løber ud, når de hoster, griner, nyser eller dyrker motion – eller når der er pres på deres underliv. Det forekommer næsten udelukkende blandt kvinder, men er ikke aldersbetinget – mange unge kvinder og professionelle atleter er udsat for denne tilstand. Stressinkontinens er ikke relateret til følelsesmæssig stress, men snarere til en svækkelse af bækken- og lukkemusklerne. Når disse er svage, kan ethvert pludseligt tryk skubbe urinen ud af blæren. Bækkenbundsøvelser og styrkelse af bækkenmusklerne kan hjælpe.

Overløbsinkontinens
Overløbsinkontinens er særlig almindelig blandt ældre mænd. Årsagen er i de fleste tilfælde en indsnævring af urinrøret som følge af en aldersbetinget forstørrelse af prostata. Denne tilstand kaldes benign prostatahyperplasi (BPH) eller benign prostatahypertrofi. Når prostata forstørres, kan den klemme urinrøret og påvirke urinstrømmens flow. De nederste urinvejssymptomer (LUTS), der er forbundet med udviklingen af BPH, opstår sjældent før 40-årsalderen, men mere end halvdelen af mænd i tresserne og op til 90 % af mænd i 70’erne og 80’erne har nogle LUTS. Gennem blokering af urinrøret bliver urinen stuvet op i blæren og overanstrenger efterhånden blæremusklen. Symptomerne varierer, men de mest almindelige omfatter ændringer eller problemer med vandladning, f.eks. en tøvende, afbrudt, svag stråle; trang og lækage eller dryp; hyppigere vandladning, især om natten; og tranginkontinens. Problemer med vandladning er ikke nødvendigvis tegn på blokering forårsaget af en forstørret prostata. Behandlingen omfatter fjernelse af blokaden via operation, intermitterende blæreudtømning via kateterisation eller prostataresektion.

Mixed inkontinens
Mixed inkontinens henviser til en kombination af stress- og tranginkontinens. Mange patienter oplever symptomer på begge typer. En grundig undersøgelse af årsagerne er afgørende for en effektiv behandling.

*(National association for continence (NAFC) (2010))