Den niende og 10. i Av-måneden i år 70, brød de romerske legioner i Jerusalem gennem Antonias fæstningstårn ind i det hellige tempel og satte ild til det. I de sorte rester af helligdommen lå mere end ruinerne af det store jødiske oprør for politisk uafhængighed. For mange jøder syntes det, at selve jødedommen var knust uopretteligt.
Ud af de ca. fire til fem millioner jøder i verden døde over en million i den mislykkede uafhængighedskrig. Mange døde af sult, andre af ild og korsfæstelse. Så mange jøder blev solgt som slaver og overgivet til gladiatorarenaer og cirkus, at prisen på slaver faldt brat, hvilket opfyldte den gamle forbandelse: “Der vil I blive udbudt til salg som slaver, og der vil ikke være nogen, der vil købe jer” (5. Mosebog 28:68). Forud for ødelæggelsen gik begivenheder, der var så ødelæggende, at de ligner scener fra Holocaust.
Hør den gamle jødiske historiker Josephus’ ord:
Famine: “Koner trak de bidder, som deres mænd spiste, ud af munden på dem selv, og børn gjorde det samme mod deres fædre, og det samme gjorde mødre mod deres spædbørn, og når de, der var dem allerkæreste, var ved at gå til grunde i deres hænder, skammede de sig ikke over at tage de sidste dråber mad fra dem, som kunne have bevaret deres liv…”
Svind: På den niende Av-dag: “Man skulle have troet, at selve bakken, hvorpå templet stod, var sydende varm fra bunden, så fuld af ild på alle sider var den; og dog var blodet større i mængde end ilden, og de dræbte var flere i antal end dem, der dræbte dem. For jorden var ingen steder synlig for de døde kroppe, der lå på den.”
Borgerkrig mellem jøder: “Råbene fra dem, der kæmpede, var uophørlige både dag og nat, men de uafbrudte klageskrig fra dem, der sørgede, var endnu mere forfærdelige. Der blev heller ikke taget hensyn af de pårørende til dem, der stadig var i live. Der blev heller ikke sørget for begravelsen af de døde. Årsagen var, at alle var fortvivlede over sig selv.”
Udmattelsen efter at have ofret alt for mange liv og kæmpet forgæves var i sig selv svækkende, men den religiøse krise var endnu værre. Guds egen helligdom, der var blevet genoprettet efter tilbagevenden til Zion i det sjette århundrede f.Kr. og var symbolet på Israels og Guds ubrudte pagt, blev ødelagt. Dette kastede tvivl om selve forholdet mellem folket og deres Herre. Havde Gud forkastet pagten med Israel?
Det centrale punkt i jødisk tilbedelse
Templet var centralt for det jødiske religiøse liv på en måde, som det er svært at genfinde i dag. Mange jøder troede, at selve synden kun kunne overvindes ved at bringe et syndoffer i templet. Uden en sådan tilgivelse var synderen dømt til at blive fremmedgjort fra Gud, hvilket svarer til fremmedgørelse fra en gyldig eksistens. Men offerkanalen var nu afskåret.
For mange jøder var hele jødedommens oplevelse af jødedommen sakramental. Præsterne tjente; de uvidende masser så til; deres religiøse liv blev kun oplyst af de ekstraordinære øjeblikke, hvor skarer samledes i Jerusalem. Der, i ærefrygt ved et påskeoffer eller ved Yom Kippur-forsoningsritualet, følte de en udstråling af guddommelig kraft, der overøste folket med nåde og velsignelse og gjorde Herrens magt til et overvældende nærvær. For dette folk var der efter ødelæggelsen kun tomhed.
Reaktioner på ødelæggelsen
Flereparten af jøderne nægtede at give op. Et element i dette samfund reagerede med overvældende fortvivlelse. Talmud taler om “Zions sørgmodige”, som hverken ville spise kød eller drikke vin. De afviste enhver mulighed for et normalt liv og valgte ikke at gifte sig eller få børn. Simple menneskelige aktiviteter – at få et barn, at gifte sig, at gøre gode gerninger i et samfund – kan kun opretholdes af en enorm tro og livsbekræftelse og tillid til den endelige mening. I betragtning af tragedien og den trussel, der stadig hang over det jødiske samfund, følte disse mennesker, at de simpelthen ikke kunne fortsætte med at leve som sædvanligt. Men ved at nægte at leve normalt, udnyttede de fortvivlelsen til en handlingskraft: at gøre en ihærdig indsats for at genoprette templet. Kun en genopbygning af helligdommen kunne mindske den frygtelige angst og gøre livet normalt igen.
De to store tilbageværende sekter, farisæerne og saddukæerne, delte en fælles overbevisning om, at templet måtte genopbygges, selv om saddukæerne, som omfattede hoffets adel og præster, var særligt ude af stand til at forestille sig jødedommen uden et tempel. Denne enighed drev folk til drastiske handlinger. I årene 115-117 e.v.t. var der udbredte oprør blandt diasporaens jøder, som blev blodigt nedkæmpet.
I 132 e.v.t. gjorde den resterende befolkning i Judæa oprør, ledet af Simon Bar Kochba. Men igen blev Roms overvældende magt bragt i anvendelse. Bar Kochba og hans tropper blev tilintetgjort, og den resterende befolkning i Judæa blev deporteret. Med dette nederlag blev håbet om en øjeblikkelig genoprettelse af templet sat tilbage på ubestemt tid.
Reprinted with permission of the author from The Jewish Way: Living the Holidays.