‘This is Just to Say’ af William Carlos Williams er et digt i tre strofer, der er opdelt i sæt på fire linjer, eller kvatrainer. Linjerne er begrænset til kun et eller to ord, der tales af en jeg-fortæller. Som det er almindeligt i Williams’ forfatterskab, er der ingen tegnsætning. Dette stilistiske valg har en endnu større effekt, når der er så få ord, kun otteogtyve i alt.
Og uden tegnsætning bliver man opfordret til at bevæge sig hurtigt fra den ene linje til den anden. Der er ingen nødvendige pauser ud over den tid, det tager at komme fra den ene linje eller strofe til den anden. Der er dog to tilfælde af versalskrivning. “I” i begyndelsen af første linje og “Forgive” i den første linje i den sidste strofe. Det tyder på, at der er tale om begyndelsen af to forskellige sætninger.
De korte linjer får det også til at se ud som om, at taleren har svært ved at afslutte sin tanke. De læses som en standset tale, som om hvert nyt ord er svært at forme. Dette har sandsynligvis noget at gøre med selve digtets emne, som er en undskyldning for at have spist nogle blommer.
Derudover bliver det, når man læser stykket igennem, tydeligt, at ordene næsten alle er enkeltstavelsesord. Der er kun syv, der strækker sig til to eller tre stavelser. Dette skaber en følelse af enhed i teksten, en følelse, som ikke eksisterer i meteren eller rimene.
Williams valgte at skrive dette stykke uden at have et bestemt rimskema eller metrisk mønster i tankerne. Det er komponeret i det, der er kendt som frie vers. Når det er sagt, betyder det ikke, at linjerne ikke er organiseret på en bestemt måde. Linjeskiftene er systematisk spredt ud over hele den korte fortælling, og alle ordene er arrangeret for at få størst mulig virkning. Du kan læse hele digtet her.
Summary of This is Just to Say
‘This is Just to Say’ af William Carlos Williams indeholder en talers undskyldning til lytteren for at gå ind i køleskabet og spise blommer, der ikke tilhørte ham.
Digtet begynder med, at taleren fortæller lytteren om sin forbrydelse. Han spiste “the plums”, en meget specifik gruppe af dem, fra køleskabet. Disse frugter var vigtige for lytteren, fordi de skulle have dem til morgenmad. Dette er en kendsgerning, som taleren var klar over, men som han valgte at se bort fra. Da han så dem og tænkte på, hvordan de ville smage, kunne han ikke lade være. De sidste linjer indeholder hans undskyldning til sin lytter for sin handling og begrundelsen for dette lille forræderi.
Analyse af This is Just to Say
Stanza One
Fra de første linjer i dette stykke, fører Williams’ taler læseren gennem fortællingen et skridt ad gangen. Den første linje fortæller læseren, at taleren har spist noget. Selv om det kun tager et øjeblik at finde ud af, hvad dette noget er, er det en besynderlig måde at starte et digt på, og det er helt sikkert meningen, at det skal engagere læseren. Inden man når frem til anden linje, kan man spørge sig selv, hvorfor det at spise er vigtigt nok til at inspirere et digt. Mellem denne og den anden linje er der et perfekt eksempel på enjambement. Det er, når en linje afbrydes før afslutningen af en tanke. Det er mest effektivt, når bruddet sker på et unaturligt sted, et sted, hvor man normalt ikke holder pause, mens man taler.
Række to afslører, at det var “de blommer”, der blev spist. Det er vigtigt at bemærke, at ordet “the” giver sætningen større betydning. Det var ikke nogen blommer, som taleren spiste, men et bestemt parti, som den tiltænkte tilhøreren kender. Det er også vigtigt, at de to ord er adskilt i hver sin linje. Det antyder også, at disse blommer i sig selv var vigtige på en eller anden måde.
De næste to linjer informerer lytteren om, at han spiste de blommer, der var i “isboksen”. De var på dette meget specifikke sted, af en ukendt grund. Det er nyttigt at vide, at “icebox” sandsynligvis henviser til et køleskab snarere end til en fryser. Det er et ord, der er gået ud af almindelig brug, men som ofte blev brugt før i tiden. Af disse to linjer kan man udlede, at blommer var vigtige. Der var nogen, der tænkte på at opbevare dem i køleskabet af en grund.
Stanza to
Den anden strofe giver lytteren og læseren lidt flere oplysninger. På dette tidspunkt kender taleren og lytteren en vigtig detalje om teksten, som læseren ikke kender. Blommerne blev gemt af lytteren “til morgenmad”. Dette afsløres i den sidste linje i denne strofe efter en betydelig opbygning. Det tog syv linjer at nå frem til klimakset i dette korte stykke, og det mangler ikke dramatik. Den næsten konstante brug af enjambement og den standhaftige følelse af talerens ord burde få en til at opleve noget, der ligner spænding. Også selv om fortællingen er ganske banal.
Fra første linje i denne strofe er det tydeligt, at taleren med vilje tager sig god tid. Hvert ord er vigtigt, og pauserne antyder både frygt og forsigtighed. Han vil være sikker på, at han vælger hvert ord korrekt. Den anden linje afslører, at blommerne tilhørte taleren. Det er her, at dramaet sætter ind. Det begynder at blive klart, at denne person måske ikke skulle have spist blommerne.
Holderen ved, at denne person gemte blommerne til en bestemt lejlighed, nemlig morgenmaden den pågældende morgen, men han spiste dem alligevel.
Tredje strofe
Den sidste strofe beskriver, hvordan taleren ikke var i stand til at stoppe sig selv, da han så blommerne. De overvældede hans sanser, og han måtte bare have dem. Begrundelsen for kompositionen af dette stykke bliver også tydelig. Digtet er ment som en undskyldning til lytteren for talerens opførsel. Tilsyneladende påvirkede det denne person nok, eller måske udløste det blot talerens skyldfølelse tilstrækkeligt, til at han følte, at han måtte undskylde.
Hans undskyldning i den første linje bliver hurtigt fulgt op af tre undskyldninger. Blommerne “var lækre” og var “så søde” og “så kolde”. Det er af disse grunde, at han ikke kunne forhindre sig selv i at spise dem. Han håber, at hans undskyldning og de begrundelser, han har givet, er nok til at få tilhøreren til at tilgive ham.