I løbet af de første dage af den desorienterende indespærring gik en forfærdelig erkendelse op for mig. På trods af den umulighed, at der hverken kunne være et studiepublikum til stede eller paneldeltagerne alle i samme rum, ville BBC fortsætte med Have I Got News for You? Ian Hislop, Paul Merton og co. ville ignorere de to dødbringende sekunders stilhed, hvor perfekt præsentable bemærkninger styrtede ned i den enorme, tomme kløft, som en ustabil Zoom-forbindelse udgør, og fortsætte med deres muntre, aktuelle komedie. Det viste sig at være yderst akavet – en grafisk illustration af, hvor stor betydning publikum har for visse showers succes.

Og alligevel havde HIGNFY, hvor suboptimal situationen end var, intet andet valg end at fortsætte. Hvad var der ellers? Skulle fredagsskemaerne fyldes med endnu flere forældede gentagelser af Have I Got A Bit More News For You? Sikkert ikke. Forsøgte vi ikke også at få styr på en af de mest dybtgående kriser i vores levetid? Hvordan skulle vi kunne bearbejde situationen uden aktuel humor? Som med mange af de dilemmaer, som Covid-19-pandemien har stillet os over for, var det et taber-tab. Men var der ikke en løsning, som vi hele tiden havde set i øjnene?

Lattersporet er blevet et af tv’s store tabuer. Det antages ofte at være i almindelig brug, selv om dåselatter har været effektivt forbudt i årtier nu (folk forveksler det med den uautentisk klingende, men stadig ægte “studiepublikums”-grin, der høres i programmer som The Big Bang Theory). Den anses i bedste fald for at være cheesy og i værste fald for at være direkte falskhed. Men pandemien får os til at tage mange antagelser op til fornyet overvejelse, så hvorfor ikke kaste en mere ind i blandingen? Den 2. august gik Richard Osman på Twitter og gjorde præcis det. “Ville I have noget imod,” spurgte han sine følgere, “at støj fra et lille publikum blev boostet i redigeringen, hvis I blev gjort opmærksomme på det?”

Osman foreslår ganske vist ikke en tilbagevenden af dåselatter, men snarere et “Bubble Audience” – spillere, der er socialt distanceret i et studie med grupper, der udgøres af folk, der allerede er isoleret sammen. Det er også værd at påpege, at Osman selv er blandt de bedste argumenter mod manipuleret publikumslyd – hans tidlige aftenquizzer House of Games er et perfekt eksempel på et show, der allerede trives uden et studiepublikum. Osman er don’en af teatime-tv-urbanitet: han bruger sidelange blikke til kameraet og direkte henvendelser til publikum derhjemme for at få dem til at føle, at de er deltagere såvel som observatører. Ligesom Ant og Dec’s tidlige lockdown-shows gør House of Games brug af “crew laughter”, som kan føles mere overbevisende end en hypet publikumsreaktion – crewmedlemmerne arbejder og venter ikke på at blive underholdt, så deres morskab føles ægte.

Men hvorfor er vi så mistænksomme over for kunstgreb? Selv om lattersporet (eller Laff Boxen, som det blev kendt som) blev opfattet som et tegn på uægtehed, var det en overraskende sofistikeret skabelse, der blev udtænkt for at forbedre seeroplevelsen. Apparatet, der blev opfundet i begyndelsen af 1950’erne af den amerikanske ingeniør Charley Douglass, var en 3 fod høj kasse med 32 båndspoler, der hver kunne indeholde 10 grin. Sporene kunne blandes separat for at opnå nuancer eller afspilles på én gang for at opnå effekt. Latteren kunne have forskellige karakterer – et brøl af overraskelse, en spredning af fnisen, når publikum reagerede på en vittighed på forskellige tidspunkter. Det er ikke nogen overdrivelse at sammenligne det med et musikinstrument. Selvom den betragtes som et kynisk trick til at føre et hjerneløst publikum i stuen ved næsen, kunne man så ikke også se Laff Boxen som en alsidig skaber og forstærker af atmosfære?

Da tv-mediet blev etableret, ændrede følelserne over for Laff Boxen sig. I 1955 beskrev David Niven lattersporet som “den største krænkelse af den offentlige intelligens, jeg kender til”. Men har David Niven nogensinde været nødt til at se en gentagelse af et afsnit af “Would I Lie to You?” fra 2015 for fjerde gang under en global pandemi? Det gjorde han ikke. Det, som Laff Boxen i sidste ende gjorde, er ikke så meget anderledes end den publikumsstøj, der bruges som lydbassin under afspærrede fodboldkampe. Den orienterede seere, der kæmpede med en mærkelig ny virkelighed.

I 1950’erne må tanken om at forbruge underholdning derhjemme i stedet for i levende omgivelser, med al den umiddelbarhed og intimitet, som det indebærer, have virket ny og fremmedgørende. Men er vi ikke i en lignende situation i dag? Det, vi nu forbruger, er underholdning i et velkendt format, men præget af afstand. Fra tv til koncerter og komedier er vi nødt til at tænke sidelæns for at finde løsninger – fra at se på fællesspisning ved hjælp af videokonferenceteknologi til visning på sociale medier og lyttefester. Hvorfor skulle smagfuldt sammensatte latterspor ikke være en del af det? Det ser ud til, at vi er med på den lange bane. Så måske skulle vi nyde noget, der i det mindste svagt ligner “The Before Times”. Hvis vi ikke kan snyde nu, hvornår kan vi så?

– Denne artikel blev ændret den 14. oktober 2020 for at rette titlen på Have I Got A Bit More News For You, fra Have I Got More News For You, som der stod i en tidligere version.

{{{#ticker}}}

{{{topLeft}}}

{{{bottomLeft}}}

{{{topRight}}}

{{{bottomRight}}}

{{#goalExceededMarkerPercentage}}

{{/goalExceededMarkerPercentage}}

{{/ticker}}

{{heading}}

{{#paragraphs}}

{{.}}

{{/paragraphs}}}{{highlightedText}}

{{{#cta}}}{{text}}}{{/cta}}}

Remind mig i maj

• Del på Facebook
• Del på Twitter
• Del via e-mail
• Del på LinkedIn
• Del på Pinterest
• Del på WhatsApp
• Del på Messenger