Uralsk og altaisk sprog yo?or?l?k, ?lt??k , to grupper af beslægtede sprog, som af mange forskere anses for at udgøre en enkelt ural-altaisk sprogfamilie. Andre autoriteter mener dog, at de uraliske og altaiske grupper udgør to usammenhængende og adskilte sprogfamilier. De ural-altaiske sprog tales af over 150 millioner mennesker, som bor i et stort område, der strækker sig fra Østeuropa over Rusland og Asien til Stillehavet. Den ural-altaiske sprogfamilie har sit navn efter Uralbjergene, som adskiller Europa og Asien, og Altai, en centralasiatisk bjergkæde, hvor sprogene i denne familie menes at have deres oprindelse. De personer, der taler de ural-altaiske sprog, begyndte tilsyneladende at vandre fra dette oprindelige hjemland til deres nuværende boligområder for mange århundreder siden. Hvis de ural-altaiske sprog betragtes som én familie, består denne familie af to underfamilier, nemlig de uraliske og de altaiske sprog. Den uraliske underfamilie kan opdeles i to hovedunderafdelinger, finsk-ugrisk (se finsk-ugriske sprog) og samojedisk. Talere af sprogene i den samoyediske underinddeling, i alt over 30.000, er bosiddende i det nordvestlige Sibirien og det nordøstlige Europa. Samoyedisk er hovedsproget i denne underopdeling.

To vigtige træk, der karakteriserer de ural-altaiske sprog, med få undtagelser, er agglutination og vokalharmoni. Disse to punkter af lighed har fået en række autoriteter til at acceptere ural-altaisk enhed. I et agglutinerende sprog er forskellige sproglige elementer, som hver især eksisterer separat og har en fast betydning, ofte forenet til et ord. I disse sprog tilføjes der flere suffikser til en rod, mens præfikser næsten helt mangler præfikser. Ved vokalharmoni forstås overensstemmelsen mellem vokalerne i et ords rod og vokalerne i ordets suffiks eller suffikser. En sådan overensstemmelse er illustreret i de tyrkiske ord ev og evde ; masa og masada . De fleste suffikser har således en dobbeltform, en med en forreste vokal (f.eks. e, i, , ) for at svare til en rod med en forreste vokal, og en med en bageste vokal (f.eks. a, ?, o, u) for at svare til en rod med en bageste vokal. Grammatisk køn (med dets skelnen mellem maskulinum, femininum og neutrum) mangler generelt i de ural-altaiske sprog. Stress varierer i de forskellige sprog. De ural-altaiske sprog har også et lille fælles ordforråd bestående af grundord, heriblandt nogle personlige stedord, nogle ord, der angiver slægtskab (f.eks. mor, far), og nogle ord, der betegner planter og dyr, navngiver erhverv og lignende. Dette rudimentære ordforråd er fælles for alle sprog og anses af nogle for at være et yderligere bevis for den ural-altaiske enhed. Samtidig har talerne af de ural-altaiske sprog også lånt ord fra de forskellige sprog hos andre folkeslag, som de kom i kontakt med.

Se N. Poppe, Introduction to Altaic Linguistics (1965); B. Collinder, Survey of the Uralic Languages (2d ed. 1969).