07.02.2021
Polarvortexen bidrager til en iskold vinter på den nordlige halvkugle trods alt. Her er, hvordan vejrfænomenet opstår.
Lad os ikke spilde tiden. Du får brug for: varmt tøj, masser af brænde og nok forsyninger (mel, gær, toiletpapir – det sædvanlige) til ikke at skulle forlade huset i den næste uge eller to.
Nej, det var bare for sjov. I forbindelse med pandemibekæmpelse ville det være nyttigt, hvis vi alle blev hjemme, men som en sikkerhedsforanstaltning mod den nært forestående polarhvirvel ville det virkelig være overdrevet. Det bliver nok faktisk bittert koldt på store dele af den nordlige halvkugle, men vi er ikke ude i et apokalyptisk vinterscenarie.
I de seneste år, især under den kolde nordamerikanske vinter 2013-2014, er udtrykket “polar vortex” i stigende grad blevet brugt i folks vejrvokabular og givet skylden – nogle gange med rette, andre gange med urette – for ethvert udbrud af vintervejr eller meget kolde temperaturer. Så f.eks. kunne de usædvanlige ekstreme snefald i Spanien have haft noget med fænomenet at gøre. Nøgleordet her er kunne.
Den polare vortex blev første gang beskrevet i 1853 og blev første gang observeret af radiosonder i løbet af vinteren på den nordlige halvkugle i 1952.
Men når vi bruger vendinger som “Den polare vortex er på vej” eller “Den polare vortex er her”, knuser vi sandsynligvis enhver meteorologs iskolde hjerte. Polarvortexen kommer og går ikke – den er ofte til stede i vores atmosfære om vinteren og snurrer rundt om halvkuglerne som en stormfuld rundkørsel, så at sige.
Det betyder faktisk: Det betyder: Der er ikke én hvirvel, men to – en på nordpolen og en på sydpolen. Deres dynamik og potentiale kommer til udtryk ved hjælp af Arctic Oscillation og Antarctic Oscillation Index. For at gøre det kort: AO og AAO.
Hvad er en polar vortex helt præcist?
Den arktiske polar vortex er en vindcirkulation højt oppe i atmosfæren – et meget almindeligt fænomen, med andre ord. Den dannes hvert år om efteråret, når solen knap nok når frem til Nordpolen. Om foråret opløses den langsomt igen.
Luften deroppe er ekstremt kold om vinteren. Polarhvirvelstrømmen kan forstærkes og svækkes. Vindhastigheder på over 320 kilometer i timen (200 miles i timen) er typiske i en højde på 10 til 50 kilometer (6 til 30 miles) i stratosfæren, hvor der nogle gange er et godt stykke under minus 70 grader celsius (minus 94 grader Fahrenheit). Dette er direkte over troposfæren, den del, hvor vejret opstår.
Polvortexen har således ingen direkte indvirkning på vores vejr, men der er stadig interaktioner: Den påvirker jetstrømmen. Dette bånd af vind med høj hastighed blæser i en højde af 10 kilometer og styrer høj- og lavtrykssystemerne.
I en typisk vinter er jetstrømmen ret stærk og bringer mildt blæsende og regnfuldt vejr fra Atlanterhavet til Europa. Den polære luft bliver i hvirvelstrømmen. Men hvis jetstrømmen er svag, opstår der bump i jetstrømmen, og der kan ske en opsplitning af polarvortexen.
Sammenbruddet: Bliver det frost nu?
Hver gang imellem, ca. hver anden vinter, sker der en kraftig opvarmning af stratosfæren som følge af, at der strømmer varmere luft ind i stratosfæren. Grønland og Nordatlanten siges f.eks. at bringe hvirvelstrømmen særligt ud af balance med deres varme.
Den polære vortex snubler – eller rettere skævvrides – og luftstrømmene kan gøre sig mere hyppigt gældende. Denne splittelse får temperaturen i stratosfæren til at stige med 60 til 80 grader Celsius i løbet af meget kort tid.
For at udtrykke det mere grafisk kan man forestille sig en flyvende cirkel af pizzadej, der rykker sig uformet gennem luften. I værste fald mister pizzaen (hvirvlen!) helt sin form eller splittes endda.
Så er der en masse hvirvler deroppe, hvilket også har en effekt på hele den nordlige halvkugle: Arktisk luft sørger for iskolde temperaturer.
Det er præcis, hvad der skete den 5. januar 2021, og det vil sandsynligvis ramme os igen snart. Prognosemagere siger, at vi kan forvente kuldebølgen i midten til slutningen af januar, og den kan vare i ryk ind i februar. Igen, nøgleordet: kunne.
Og måske ikke …
Men fænomenet med samspillet mellem polarhvirvelstrømmen og vindcirkulationen er kompliceret – og endnu ikke fuldt forstået. Meteorologerne er uenige om, hvorvidt der virkelig vil komme en frostklar vinterstart.
Grunden: de nært forestående atlantiske lavtryk. De formodes at få vinterluften til at bevæge sig fra vest længere mod Rusland, og snegrænsen formodes at stige til over 1.000 meter. Men det betyder ikke, at det vil forblive sådan resten af vinteren. Kulden kan meget vel vende tilbage.
I sidste ende gør vejret bare, hvad det vil – uanset vores prognoser.
Den friske snes knitren under fødderne, den fredelige stilhed: De fleste mennesker længes efter en hvid jul. Men det snedækkede landskab er ikke kun smukt på afstand, men også helt tæt på.
Sne er intet andet end vand i fast form, hvilket sker, når en vanddråbe sætter sig fast på en støv- eller sodpartikel og fryser fast i den kolde øvre atmosfære. Temperaturen skal være mellem minus 4 og minus 20 grader celsius (24,8 og -4 grader Fahrenheit), for at dette kan ske.
En snefnug starter på en flad, sekskantet bund, der kun er 0,1 millimeter i diameter. Formen opstår på grund af den intermolekylære kraft af hydrogenbinding i H2O.
Efterhånden som stadig mere vand fryser på de sekskantede krystaller, begynder snefnuggene at vokse forlængelser kaldet dendritter. Dette giver snefnuggene deres typiske stjerneform – i uendelige muligheder, afhængigt af temperatur, vindforhold og luftfugtighed i de skyer, hvor de dannes.
Det tager ca. en time for et snefnug at bevæge sig fra en sky til jordens overflade. Temperaturer på mere end minus 5 grader celsius og mere luftfugtighed giver større flager. Ved lavere temperaturer og i tørre forhold – som ved polerne – er det nåleis og pladekrystaller, der udgør sneen.
De fugtigere, større flager er gode til ting som at bygge snemænd. Mindre, koldere sneflager giver tørrere pulversne.
Gletsjere dannes, når sneen ophobes og komprimeres over tid. Sne, der smeltes og genfryses, bliver til en slags granuleret is kaldet “firn”. Ordet stammer faktisk fra tysk og betyder “fra sidste år”. Blå- eller grøntonede, flimrende gletsjere er blevet vigtige indikatorer for klimaændringer.
Sneens hvide “farve” er i virkeligheden en optisk illusion: Sne består af vand, som er farveløst. Men snekrystaller fungerer som spejle og reflekterer alle forskellige lysfrekvenser samtidig, hvilket resulterer i, at vores øjne ser ud som en hvid nuance.
Uanset deres oprindelse vil snefnugs fortsat inspirere os med deres skønhed og individualitet – og i sidste ende deres forgængelighed, da de smelter tilbage til vand.