Starbucks har nu en stille politik om ikke at brygge koffeinfri kaffe efter middag.

Jeg syntes, der var noget underligt, da Sbux efter Sbux var løbet tør for koffeinfri kaffe, og jeg går ud og mumler: “Hvordan kan de løbe tør for kaffe? De er jo Starbucks’. Så fortalte en ærlig skrankearbejder i Toronto mig om den nye politik. Jeg troede ikke på ham i første omgang. Men efter to mislykkede forsøg på at få koffeinfri kaffe i weekenden spurgte jeg en anden medarbejder og fik at vide, at ja, det er en ny politik. De vil tilbyde at give dig en decaf americano (fortyndet espresso) til samme pris. De vil endda brygge koffeinfri kaffe, hvis de er nødt til det. Men det må man vente på. Og du skal ikke tro på det, når de siger “to, to og et halvt minut”. Jeg har ventet fem minutter og mere. Det er passiv-aggressiv detailhandel, at sætte barrierer mellem kunden og det, hun vil have, for at få din vilje.

Jeg gik ind på MyStarbucksIdea og fandt kolleger med koffeinfrihed, der opfordrede til en ændring af politikken her og her. Som mine medkunder påpeger der, kan mange af os ikke drikke cafe (for mig er det en medicinsk nødvendighed at undgå det; min kone undrer sig over, hvorfor jeg gider). Og giver det i øvrigt mening at fjerne koffeinfri kaffe senere på dagen, hvor flere mennesker drikker det.

Det er tydeligt, at Starbucks forsøger at tjene penge på driften ved at smide mindre gammel koffeinfri kaffe ud og tvinge drypkunder til ét valg. Det er mere effektivt, og Starbucks har brug for pengene, da virksomhedens kvartalsoverskud lige er faldet med 77 %.

Men når virksomheder begynder at genere kunderne som en forretningsstrategi og er snedige omkring det, ender det ingen steder godt. De kunne lige så godt bare give os kuponer til Dunkin Donuts og McDonald’s.

Mine kolleger, der ikke drikker koffein, bedes gå til MyStarbucksIdea.com og lægge din stemme til det koffeinfrie kor. Vi vil have vores koffeinfri kaffe.