Hviler du hellere ride på toppen og bunden eller træde ud af den følelsesmæssige rutsjebane for at opnå en mere permanent tilstand af lykke?

“Skal jeg sigte efter lykke eller efter fred? Hvad er forskellen mellem de to?” Et kvindeligt medlem af Duchess Club i Chennai skød dette spørgsmål til mig. Jeg tænkte hurtigt og svarede: “Lykken er flygtig, flygtig og afhængig af ydre stimulanser, hvorimod fred er mere en varig sindstilstand, der kommer indefra. Jeg er ikke sikker på, om det er et valg, men mellem de to ville jeg stræbe efter fred, da det ville forudsætte lykke. At være lykkelig behøver ikke at betyde, at man er fredelig.”

Den efterfølgende diskussion fik mig naturligvis til at tænke videre. Ville jeg hellere være lykkelig eller fredelig? Ærlig talt skræmmer det mig at opholde mig i en følelsesmæssig tilstand på permanent basis. Ingen ønsker at være permanent ulykkelig. Men at være permanent lykkelig kan også blive udmattende.
Og betyder det at være fredelig at være helgenagtig og give afkald på al den spænding, som livet giver? Er fred og spænding gensidigt udelukkende? Eller kan man være fredelig og alligevel tillade en vis spænding i livet? Jeg føler mig ikke klar til at træde ud af den følelsesmæssige rutsjebane helt endnu; høj- og lavpunkterne har deres kompensation, og livet giver lærdom ved hvert følelsesmæssigt pitstop.

Nydelsen af en følelsesmæssig tilstand ligger netop i kendskabet til dens forgængelighed. Romantik ville ikke være så spændende, hvis den ikke kom med en foreløbig, men sikker udløbsdato.

Et godt grin bliver smertefuldt efter et stykke tid, hvis man ikke kan stoppe. Et overspændt smil gør ondt i kæberne. I forlængelse heraf og med risiko for at lyde blasfemisk spørger jeg mig selv, om en evig tilstand af fred kan være kedelig? Gud forbyde det. Ville jeg hellere være begejstret end fredfyldt? Er det muligt at være begge dele på samme tid?

Glæde kræver manifestation; fred er en stille, indre følelse og styrke. Forskellen mellem de to er forskellen mellem romantik og kærlighed; den ene er prangende og krævende, den anden er afdæmpet og accepterende. Det er forskellen mellem at dykke ned i bevægeligt vand og at nedsænke sig i en stille sø. Lykke er latter og støj, der søger mere sjov; fred er et stille, tilfreds smil. Lykken sidder på kanten, mens freden læner sig tilbage i tryghed.

Lykke søger selskab; fred er tilfreds med ensomhed. Lykken er ung, legende og tankeløs; freden er ældre, moden og mere opmærksom. Lykke, der varer ved, kan føre til en lyksalig sindstilstand, der ville være beslægtet med fred.

Fred er en følelse af intethed, alt begær brugt godt eller dårligt. Man ser udad og mod andre for at søge lykke, men fred kan kun opnås, når man ser indad. Du kan ikke opnå fred uden at forstå dit eget jeg og dine motivationsfaktorer. Hvordan kan man være lykkelig, hvis man ikke er sikker og selvsikker på, hvem eller hvad man er?

Det kan være vanedannende at være lykkelig; det stimulerer hjernen til at producere kemikalier, der øger den generelle følelse af velvære, følelsesmæssig spænding og beruselse.

Vi søger alle lykke for at nå denne tilstand igen og igen. Uanset spændingen i en rutsjebane er det ligevægten mellem toppene og lavpunkterne, der skaber balance for os i livet.

Hvis det ultimative mål for alle i livet er lykke og fred, er her det 7-punkts mantra for at opnå det, som jeg delte med damerne i Duchess Club.

• Festér det at være dig selv
• Skab tid til dem, der betyder noget
• Vær taknemmelig for små velsignelser
• Hold ikke nag
• Vær i bevægelse, mod højere niveauer af frygtløshed og kreativitet
• Se på livet for muligheder, ikke begrænsninger
• Se på livet for muligheder, ikke begrænsninger
• Fortsæt med at kaste begrænsninger; bliv ved med at hæve barren.

Facebook Twitter Linkedin Email

Top Comment

An D

571 dage siden

Artiklen er lidt modsætningsfyldt – især de sidste 7 pointer. Ikke at definitionen af fred og lykke betyder noget, men jeg føler/tænker/gut siger at alt der afhænger af noget ydre er forbigående – da intet synes permanent i denne verden…andet end hvis noget indre realiseres så ligger magten fortsat hos én og kun én selv – til at gøre det permanent eller lade det gå. En sådan erkendelse kræver nok ikke, at man er munk, men løsrivelse er det første skridt, tror jeg. Afhængighed – man spiser den mest foretrukne ret og nyder den – men kan stoppe med at spise og gå væk uden at angre eller føle sig uopfyldt…… Læs mere