Vold i hjemmet kan defineres som fysisk, seksuel eller psykologisk vold begået af en nuværende/tidligere partner eller ægtefælle samt af andre familiemedlemmer eller af en partners familiemedlemmer. DV kan antage mange former, herunder fysiske skader, misbrug og voldtægt eller psykisk grusomhed i form af mobning, fornærmelser eller chikane. Meget ofte er vold i hjemmet en kombination af fysisk, seksuel og/eller følelsesmæssig vold. Denne form for vold kan forekomme blandt heteroseksuelle par eller LGBTQ2S-par og kræver ikke seksuel intimitet. DV diskriminerer ikke, da personer uanset alder, race, økonomisk status, religion, seksuel orientering eller uddannelsesniveau kan opleve det.

DV er ekstremt udbredt i det canadiske samfund – for at demonstrere det giver Canadian Women’s Foundation os et nyttigt øjebliksbillede:

• Omkring hver sjette dag bliver en kvinde i Canada dræbt af sin partner i nære relationer. Ud af de 83 politirapporterede mord i 2014, der blev begået af en intim partner, var 67 af ofrene – over 80 % – kvinder.
• Kvinder er ca. fire gange så tilbøjelige som mænd til at blive ofre for mord i en intim partner.
• Indfødte kvinder er 2,5 gange så tilbøjelige til at blive ofre for vold som ikke-indfødte kvinder.
• En hvilken som helst nat i Canada sover 3 491 kvinder og deres 2 724 børn på krisecentre, fordi det ikke er sikkert derhjemme.
• 70 % af vold mod ægtefæller anmeldes ikke til politiet.
• Kvinder, der identificerede sig som lesbiske eller biseksuelle, var tre til fire gange mere tilbøjelige end heteroseksuelle kvinder til at rapportere at have oplevet vold mod deres ægtefælle.
• En undersøgelse viste, at næsten 40 % af dem, der havde været udsat for vold i hjemmet, sagde, at det gjorde det svært for dem at komme på arbejde, og 8,5 % sagde, at de mistede deres arbejde på grund af det.
• De, der oplever vold, bliver nogle gange hos deres voldsmand, fordi de er økonomisk afhængige af ham; at forlade et voldeligt forhold kan indebære et “valg” mellem at blive hos en voldsmand og at falde i fattigdom og/eller hjemløshed.

Vold mod kvinder og børn begået af fædre og ægtemænd bliver i stigende grad en årsag til hjemløshed. Kvinder træffer normalt beslutningen om at forlade deres voldelige partnere, når volden eskalerer, og behovet for at beskytte deres børn intensiveres. De problemer, som personer, der flygter fra DV, har, når de forlader landet, omfatter økonomisk tab og fattigdom, frygt for yderligere vold, tab af deres hjem og lokalsamfund og frygt for at være alene. Overlevende efter vold mod kvinder udsættes for betydelig diskrimination fra udlejere, når de forsøger at finde en bolig. Kvinder og børn ender ofte med at opleve hjemløshed. Forskning viser, at vold mod kvinder ofte nævnes som den vigtigste årsag til hjemløshed for kvinder, hvor en undersøgelse viste, at 38 % af kvinderne rapporterede, at de oplevede hjemløshed umiddelbart efter at være blevet separeret fra deres partner. Det er dog vigtigt at bemærke, at der ikke er nogen enkeltstående forklaring, der direkte forbinder oplevelsen af vold mod kvinder med hjemløshed. Snarere er det en kombination af faktorer som f.eks. den strukturelle epidemi med uoverkommelige boliger, mangel på passende indkomst og usikker beskæftigelse (især for kvinder) samt individuelle og relationelle faktorer (f.eks. familieopløsning eller vold i hjemmet), der alle bidrager til risikoen for hjemløshed. Forskning viser, at kvinder, der flygter fra vold, og som har en lavere socioøkonomisk status, er ramt af psykisk sygdom (ofte på grund af den psykologiske lidelse som følge af misbrug, herunder depression & PTSD), og som er racialiserede, står over for den højeste hjemløshedsprocent blandt kvinder. Derudover bidrager systemfejl også til hjemløshed, f.eks. tilfælde, hvor krisecentre med fuld kapacitet er tvunget til at afvise uindkvarterede overlevere af DV.

Nødkrisecentre er ofte det første svar for personer, der leder efter et sikkert sted at bo. Disse indkvarteringssteder kan omfatte enten krisecentre for vold i hjemmet eller krisecentre for hjemløse. Hjemmeværnscentre er mere ideelle for dem, der flygter fra DV, da de tjenester, der findes her, er mere skræddersyet til behovene hos dem, der flygter fra DV, samt tilbyder indkvartering i en længere periode. Hvorimod overlevende med voldsforbrydelser, der har adgang til hjemløsecentre, måske ikke modtager DV-specifikke tjenester og kan føle sig sårbare i det kønsblandede miljø. Nødhjem tilbyder kortvarige indkvarteringsmuligheder, der strækker sig fra et par dage til et par måneder, men det kan være en kamp at få adgang til disse indkvarteringsmuligheder, og mange, der søger indkvartering, bliver afvist. For dem, der er heldige nok til at få adgang til nødboliger, vil de personer ideelt set gå videre til midlertidige boliger, der tilbyder længerevarende indkvartering (f.eks. 6 måneder til et år eller mere). Nogle gange er dette imidlertid ikke tilfældet.

Når de forlod nødindkvarteringerne, spurgte en undersøgelse 133 DV-overlevende, der forlod nødindkvarteringerne, hvor de rejste hen, og fandt:

• 7% vendte tilbage til deres misbruger.
• 21% havde fundet en bolig uden deres misbruger.
• 17% angav, at de havde en midlertidig indkvartering (dvs. boede hos venner eller familie).
• 8% angav, at de tog af sted til et andet krisecenter eller et botilbud.
• 4% angav, at de skulle på hospital.
• 24% angav, at det var uvist, hvor de skulle hen ved afrejsen.

Følgende er yderligere barrierer i forbindelse med at søge bolig og eller krisecenterophold for dem, der flygter fra DV:

• For så vidt angår indfødte kvinder, har denne befolkningsgruppe stået over for en lang arv af ulighed som et direkte resultat af Canadas historie med kolonisering. Det intergenerationelle traume fra denne historie (f.eks. boligskolerne) påvirker stadig indfødte familier, og især indfødte kvinder i dag. Dette fremgår bl.a. af det faktum, at indfødte kvinder udsættes for mere vold end ikkeindfødte kvinder, idet antallet af overgreb mod ægtefæller mod indfødte kvinder er mere end tre gange højere end mod ikkeindfødte kvinder. Når de forlader voldelige hjem, står indfødte kvinder over for betydelige hindringer, idet de nævner mangel på boliger og tilgængelige nødhjælpstjenester generelt som værende knapt eksisterende i landdistrikterne i det nordlige område. Desuden står indfødte personer, der flygter fra DV, også over for problemer med racisme, diskrimination og manglende kulturel forståelse hos leverandører af nødhjælpstjenester, hvilket afskrækker dem fra at bruge dem.
• Forskning om LGBTQ2S-personers erfaringer med at flygte fra DV afslører også betydelige vanskeligheder med at få adgang til de indkvarteringsmuligheder, de har brug for, hvor strukturelle former for diskrimination som homofobi, heterosexisme og transfobi reproduceres selv på niveauet for nødindkvarteringsmuligheder. En undersøgelse viste, at homofobi og transfobi hos tjenesteudbydere og politibetjente udgør en hindring for at søge indkvartering eller hjælp til at flygte fra voldsmænd. Desuden udtrykte LGBTQ2S-personer også en modvilje mod at benytte krisecentre for vold i hjemmet, da de traditionelt har været rettet mod heteroseksuelle kvinder.
• Medborgerskabsstatus fungerer også som en betydelig barriere for service. Overlevere af DV, som også er nyankomne, nævnes at tøve med at anmelde en voldsmand på grund af frygt for udvisning, manglende viden om deres rettigheder, er økonomisk afhængige af deres voldsmand eller mangler kendskab til de ressourcer i samfundet, der er tilgængelige for dem.
• Individuelle, der flygter fra DV, og som også lever med et handicap, står ofte over for betydelige udfordringer med at få adgang til tjenester. En undersøgelse viste, at krisecentre i ældre bygninger måske ikke er tilgængelighedsvenlige, og at kun 1 ud af 3 krisecentre var tilgængelige og havde tjenester til rådighed for personer med fysiske og/eller hørenedsættelser, sundhedsbehov, synshandicap eller kognitive handicaps. Samme undersøgelse viste også, at personer med psykisk sygdom og/eller med misbrug også kan blive afvist fra krisecentre.
• Dertil kommer, at det at have børn i nogle tilfælde fungerer som en barriere for adgang til nødhjælpstjenester, da forældre frygter, at deres børn bliver anholdt af børneforsorgen, når de får adgang til krisecentre.

Mange af dem, der flygter fra DV, er ofte forældre og/eller gravide. Det er derfor vigtigt her at se på, hvilken indvirkning det har på børnene hos dem, der flygter fra DV, at opleve de stressende faktorer og den vold, der er forbundet med DV, og efterfølgende hjemløshed. Litteraturen bekræfter, at risikoen for hjemløshed blandt unge og/eller voksne begynder allerede i barndommen. Forskning viser, at der er en sammenhæng mellem involvering i børneforsorgstjenester og en høj grad af involvering i plejefamilier og hjemløshed blandt unge. Endvidere er traumatiske begivenheder i barndommen også stærkt udbredt blandt voksne, der oplever hjemløshed.

Sidst, men ikke mindst, er det afgørende at bemærke, at DV ikke kan udryddes udelukkende ved hjælp af interventioner, der fokuserer på kvinder eller overlevende af DV, men ved aggressivt at fremme interventioner, der er direkte rettet mod de patriarkalske (mandlig dominans på et strukturelt niveau) holdninger, der fremmer DV. Sådanne interventioner bør ikke kun være rettet mod gerningsmænd til DV, men mod samfundet som helhed.