Profil

I henhold til den nationale folketælling fra 2010 er der 5.310.649 tatarer i Den Russiske Føderation. Tatarer er langt det største mindretal i Den Russiske Føderation. Den største koncentration af tatarer findes i Republikken Tatarstan, hvor tatarer udgør et numerisk flertal (53,2 pct. i forhold til etniske russere (39,7 pct. russere), og i Basjkortostan. Det tatariske sprog tilhører den turkiske gren af den uralo-altaiske sprogfamilie.

Historisk kontekst

Tatarerne i Den Russiske Føderation er efterkommere af Den Gyldne Horde, de turkiske stammer under ledelse af mongolerne, der underlagde sig Rusland fra 1237. Afslutningen af det tatarisk-mongolske styre i 1480 og de to tatariske khanater Kazan (1552) og Astrakhan (1556), der faldt til Ivan IV, markerede et skift i magt til russerne og væk fra deres tidligere herskere. Fra dette tidspunkt udviklede de forskellige tatariske områder i det russiske imperium – Krim, Sibirien og Litauen – sig hver for sig. I det enogtyvende århundrede bevarede disse samfund kun de mest spinkle forbindelser.

I det russiske imperium blev Volga-tatarernes elite ledere af russisk islam og blev brugt til at hjælpe med at indlemme andre muslimske områder i imperiet. Denne situation førte til fremkomsten af en velstående tatarisk købmandsklasse, en høj grad af urbanisering, alfabetisering og assimilation samt en mobiliseret diaspora i hele imperiet. Der blev anvendt hårde foranstaltninger mod den store del af den tatariske befolkning. Der blev gjort forsøg på at tvangskonvertere tatarer fra islam til kristendommen. Tatarer var involveret i en række oprør mod russisk dominans.

Efter den bolsjevikiske revolution blev tatarerne lovet deres egen republik, men konsolideringen af sovjetmagten i regionen efter voldsomme kampe førte kun til oprettelsen af den tatariske ASSR i maj 1920. Grænserne for de basjkiriske og tatariske republikker blev trukket således, at 75 procent af den tatariske befolkning blev efterladt uden for den tatariske republik. Det forhold, at Volga-tatarerne ikke fik status som unionsrepublik, vakte vrede blandt dem. I løbet af sovjetårene gav frygten for en “tatarisering” af nabofolkene anledning til officiel støtte til basjkirernes, tjetjaskernes, Komis, Komi-Permiaks, Mordovans, Maris og Udmurts sprog og kulturer.

Perestroika bidrog til en genfødsel af den tatariske nationalisme, som først havde blomstret op under oktoberrevolutionen. Fra slutningen af 1980’erne stod Tatarstan i spidsen for bevægelsen for regionalt selvstyre. Tatarstan erklærede suverænitet den 30. august 1990. En folkeafstemning den 21. marts 1992 om omdannelsen af Tatarstan til en uafhængig republik vandt bred opbakning. Myndighederne i Tatarstan nægtede at underskrive føderationstraktaten (marts 1992). Der er blevet gjort en særlig indsats for at opbygge forbindelser med den tatariske diaspora. Forfatningen fra 1992 gav mulighed for dobbelt statsborgerskab og for to statssprog. I 1992-3 krævede en række organisationer, herunder det tatariske meningscenter, direkte uafhængighed for republikken. Det vigtigste nationalistiske fremstød gik dog ikke ud på fuld uafhængighed, men snarere på et associeret medlemskab af Den Russiske Føderation. Den store spredning af tatarer – i 1989 boede kun 32% af Ruslands 5,5 millioner tatarer i Tatarstan – forhindrede Kazans kampagne for magten i at udvikle sig til en kamp for etnisk-national frigørelse. Myndighederne i Tatarstan underskrev den 15. februar 1994 en historisk aftale om deling af magten med Moskva, som gav republikken vigtige rettigheder til selvstyre, ret til at beholde en betydelig del af de føderale skatter, der opkræves i Tatarstan, og til at republikansk lovgivning i visse tilfælde kan erstatte føderal lovgivning. Traktaten anerkendte ikke desto mindre ikke Tatarstan som en uafhængig enhed i international ret. Præsident Vladimir Putin suspenderede traktaten efter Tatarstans manglende overholdelse af fristen i juni 2002 for annullering af traktater, der er i strid med den føderale lovgivning, og arbejdet med at udarbejde en ny bilateral traktat blev påbegyndt. Etniske spørgsmål viste sig at være en hindring for udarbejdelsen af den nye aftale, f.eks. om republikkens præsident skal være tatarisk-talende.

Efter Sovjetunionens sammenbrud har tatarer konsolideret deres demografiske position i Republikken Tatarstan og udgjorde for første gang et absolut flertal ved folketællingen i 2002. Etniske tatarer har generelt været overrepræsenteret i Tatarstans politiske institutioner i den post-sovjetiske periode. Kontakten med den tatariske diaspora i udlandet er også øget.

Efter Putins magtovertagelse har Moskva genetableret sig i sine forbindelser med Tatarstan. Republikansk lovgivning, der var i modstrid med føderal lovgivning, blev afskaffet, der blev indført skattemæssig disciplin, og den etniske sammensætning af republikkens lovgivende forsamling blev ændret til skade for tatarerne. I april 2005 blev arbejdet i den gruppe, der var ansvarlig for at omformulere Tatarstans traktat om magtfordeling, blokeret af spørgsmålet om, hvilken juridisk myndighed – føderal eller republikansk – der skulle regulere definitionen af tatarisk sprogets status. De føderale lovgivere forsøgte at forhindre, at sprogets status blev reguleret på republikansk niveau af frygt for, at de tatariske lovgivere igen ville indføre en reform af den latinske skrift for tatarisk, et initiativ, der tidligere var blevet standset af føderal lovgivning. I maj udsendte en række tatariske borgergrupper og intellektuelle grupper en appel til det tatariske folk om støtte i deres kamp for at bevare kontrollen over sproglovgivningen. Den nye traktat om magtdeling blev endelig underskrevet i november 2005; den beskærede angiveligt nogle af de privilegier, som Tatarstan nød under præsident Boris Jeltsin, men bevarede stadig et individuelt forhold mellem Tatarstan og Moskva.

Tatarer har udtrykt bekymring over behandlingen af tatarer uden for Tatarstan. Især i nabolandet Basjkortostan er de mangeårige debatter om tatarernes sproglige rettigheder blevet intensiveret. Medlemmer af foreningen for national-kulturel autonomi for tatarer i Basjkortostan krævede i juni 2005, at tatarisk blev gjort til et officielt sprog i Basjkortostan ved siden af russisk og basjkirisk, og truede med at fremme tanken om at forene Basjkortostan med Chelyabinsk Oblast eller en anden føderal enhed, hvis der ikke blev taget hensyn til deres interesser. Den underliggende bekymring hos tatarerne i Basjkortostan på det tidspunkt var, at folketællingen i 2002 viste et fald i antallet af tatarer i Basjkortostan i forhold til basjkirerne (i 2003 blev der fremsat ufyldestgørende påstande om, at et stort antal tatarer i Basjkortostan var blevet registreret som basjkirere ved folketællingen i 2002).

Den 24. juni 2005 åbnede den største moské i Rusland i Kazan, hovedstad i Republikken Tatarstan og beliggende ved den store flod Volga, som led i festlighederne i forbindelse med byens 1000-års jubilæum. Ombygningen af Qol Sharif-moskeen blev påbegyndt i midten af 1990’erne. Den er blevet bygget på det sted, hvor den gamle Qol Sharif-moské engang stod. Denne moské blev ødelagt ligesom hundredvis af andre moskéer i regionen efter Ivan den Forfærdelige’s erobring af Kazan i 1552. Den nye Qol Sharif-moske står overfor en ortodoks katedral og er meget større end denne. Den er blevet symbolet på tatarer i hele Rusland.

Tatarstans forhold til Moskva er blevet anstrengt af debatter om mulige fremtidige sammenlægninger af etniske republikker med andre enheder og også af drøftelser om et lovforslag om at definere russisk national identitet. Efter indledningen af en række folkeafstemninger om forening af etniske regioner med andre føderale enheder i 2004 er en lang række foreslåede sammenlægninger blevet drøftet, herunder en mulig sammenlægning af Tatarstan med Ulyanovsk Oblast for at skabe en “Volga-Kama-provins”. Tatarer har givet udtryk for modstand mod ethvert sådant initiativ. Men i 2007 godkendte Statsdumaen en aftale støttet af Kreml, som banede vejen for, at de tatariske myndigheder kunne få større kontrol over økonomiske, miljømæssige, kulturelle og andre spørgsmål. Selv om foranstaltningerne i aftalen stadig udgjorde mindre autonomi end det, som Tatarstan havde før Putins reform, hyldede republikkens præsident Shaimiyev aftalen som meget “væsentlig” og sagde, at det var en “premiere” i russisk historie.

Aktuelle spørgsmål

Lovgivning i 2008, der kræver, at gymnasieprøver skal afholdes på russisk, selv i områder med ikke-russisk flertal, har fået mange skoler i Tatarstan til at skifte undervisningssprog fra tatarisk til russisk. Dette er blevet fulgt op af en ny læseplan, der blev vedtaget i november 2017 af statsrådet i Tatarstan, og som foreskriver, at undervisning i tatarisk kun kan gennemføres med tilladelse fra elevernes forældre og i højst to timer om ugen. Tidligere samme år havde Moskva meddelt, at det ikke ville forlænge den bilaterale aftale om magtdeling, efter at den udløb i juli 2017.

I begyndelsen af 2014 mistede Ukraines regering efter Den Russiske Føderations annektering af Krim kontrollen over halvøen. Den efterfølgende overgang til Den Russiske Føderations lovgivning og den fortsatte tilstedeværelse af uregulerede paramilitære grupper, kendt som samooborona, udgjorde betydelige trusler mod lokalbefolkningen, især for de etniske og religiøse mindretal. Bekymringerne var særlig store blandt mange af Krim’s oprindelige tatariske befolkning på grund af deres historie med undertrykkelse under sovjetisk styre. Selv om den russiske regering efter annekteringen i første omgang bejlede til den tatariske befolkning med løfter om at løse boligproblemer og andre presserende problemer, er myndighedernes adfærd over for samfundet siden da blevet stadig mere drakonisk, med intimidering af tatariske civilsamfundsorganisationer, vilkårlige anholdelser og forsvindinger, og en række tatariske aktivister er blevet dræbt. Særligt bekymrende var forbuddet mod den krimtatariske mejlis, eller parlamentet, i 2016 af Krim’s højesteret. Den stedfortrædende leder Akhtem Chiygoz blev i 2017 idømt otte års fængsel efter at være blevet fundet skyldig i at have organiseret en ulovlig demonstration; Amnesty International fordømte retssagen som en “skinretssag”. Han blev senere løsladt og fik lov til at forlade landet. Mens Krim fortsat er en del af Ukraine i henhold til folkeretten, er de russiske myndigheder – siden de tog kontrollen med dette område – ansvarlige for at sikre beskyttelsen af alle borgere i regionen.

Mens de russiske myndigheder har været repressive over for tatariske og andre mindretals- og indfødte organisationer på Krim, har statslige embedsmænd også slået ned på ytrings- og forsamlingsfriheden i selve Rusland. For eksempel blev et mindearrangement på årsdagen for tatarernes forsvar af khanatet Kazan før Ivan den Forfærdelige erobring i 1552 den 10. november 2015 i Republikken Tatarstan i Rusland delvist afbrudt, da demonstranterne blev forhindret i at samles ved Kazans Kremls mure, som det traditionelt er tilfældet. To tatariske ledere blev angiveligt forhindret i at deltage, da deres bil blev standset af politiet, angiveligt fordi de havde narkotika på sig. Demonstranterne krævede Tatarstans suverænitet, undervisning i tatarisk sprog og løsladelse af Rafis Kashapov, en repræsentant for samfundet, der i september blev idømt en treårig fængselsstraf for at have kritiseret Ruslands politik på Krim og i det østlige Ukraine.