Historie

Den vidunderlige gamle klippekunst, der er spredt rundt omkring i Zimbabwe, vidner om det tidlige Khoisan-folk, jæger-samlerfolk, som beboede Zimbabwe fra det 5. århundrede. De trak sig tilbage mod sydøst, da bantu-sættere fra nord begyndte at ankomme i det 10. århundrede.

I det 11. århundrede opstod et magtfuldt og velhavende Shona-dynasti i Great Zimbabwe i nærheden af det nuværende Masvingo, og swahili-handlere begyndte at handle der. De blev fulgt af portugisiske handelsmænd i det 16. århundrede, men på det tidspunkt var Great Zimbabwe-samfundet smuldret, og Shona-dynastierne var blevet splittet op i selvstændige stater.

I 1830’erne ankom Ndebele-krigerfolket fra syd til Zimbabwe, og få år senere etablerede deres høvding, Mzilikazi, sin hovedstad i Bulawayo. Senere i samme århundrede skulle Ndebele-folket under Mzilikazis søn Lobengula yde stor modstand mod de britiske bosættere.

Rhodesia

I 1888 dannede Cecil John Rhodes, en ambitiøs kolonial iværksætter, British South Africa Company (BSAC) og koloniserede Zimbabwe, idet han etablerede hovedstaden i Fort Salisbury (Harare). Kolonisterne tilegnede sig landbrugsjord, og i 1895 blev det nye land omtalt som Rhodesia. Der blev oprettet en hvid lovgivende forsamling, og den europæiske indvandring begyndte for alvor. I slutningen af 1890’erne forenede shona- og ndebele-folkene deres kræfter mod de britiske pionerer i den første Chimurenga eller Umvukela (befrielseskrig), men blev besejret.

I løbet af de følgende årtier blev der indført en række love, der diskriminerede de indfødte folk. Ikke overraskende førte de til sort modstand. I 1950’erne og 1960’erne opstod to afrikanske partier, Zimbabwe African People’s Union (ZAPU) og Zimbabwe African National Union (ZANU), men det varede ikke længe, før de blev forbudt, og deres ledere blev fængslet. I 1966 begyndte den anden Chimurenga, og en lang, blodig buskekrig mellem frihedskæmpere og rhodesiske styrker blev ført frem til slutningen af 1970’erne.

^ Tilbage til toppen

Zimbabwe

Fjendtlighederne sluttede med uafhængigheden i 1980. Rhodesien blev til Zimbabwe og Robert Mugabe, ZANU-kandidaten, til landets første premierminister (i 1989 blev han den udøvende præsident). Rivaliseringerne mellem de to hovedpartier – ZANU (hovedsagelig Shona) og ZAPU (hovedsagelig Ndebele) – blev lagt på hylden inden uafhængigheden. Men efter 1980 kom forskellene hurtigt op til overfladen.

Som svar på nogle mumlerier fra ZAPU-oprørere sendte premierminister Mugabe sin nordkoreansk trænede Femte Brigade ind i hjertet af landet og i land med Ndebele-flertallet. Resultatet var frygtelige massakrer, hvor titusinder af civile, nogle gange hele landsbyer, blev slagtet. En verden, der var ivrig efter at ære hr. Mugabe og vise Sydafrika et eksempel på et harmonisk Zimbabwe, lukkede øjnene. Zimbabwiernes øjne blev tvunget til at lukke. Senere blev der underskrevet en fredsaftale – angiveligt tvunget af truslen om flere militære aktioner – mellem det regerende ZANU og mindretallet ZAPU. Zimbabwes etpartistat var begyndt.

^ Tilbage til toppen

Livet som opposition

En række oppositionspartier kom og gik mellem 1990 og 1997, hvoraf de fleste blev ledet af tidligere stædige medlemmer af det regerende parti. Med ankomsten af Movement for Democratic Change (MDC) – der er udsprunget af Zimbabwes fagforeningskongres – kom der imidlertid bølger af nyt håb og reelle muligheder for at gøre en ende på Mugabes æra.

Ironisk nok førte MDC’s største succes til dets endelige nederlag. I 2000 ledede Mugabes chefpropagandaarkitekt, Jonathan Moyo, præsidentens kampagne for en ny forfatning. Tre måneder senere – og på trods af statsmediernes og finansministeriets fulde vægt – fik præsidentens forfatning tommelfingeren nedad af folket. Det var Mugabes første nederlag, og det gjorde ham opmærksom på MDC’s meget reelle styrke ved stemmeurnerne. Der skulle afholdes parlamentsvalg senere samme år.

Tidevandet var vendt, og det så ud til, at et klart flertal af den højtuddannede befolkning ønskede forandring. Mugabe reagerede på truslen om nederlag med bølger af vold, intimidering af vælgerne og et kaotisk og destruktivt “jordreform”-program. På trods af dette, og selv om valget blev fordømt af USA og EU som værende “hverken frit eller retfærdigt”, tabte MDC med blot fire mandater. To år senere var Mugabes styre under endnu større trussel under landets præsidentvalg. Igen blev et valg, der var præget af vold og intimidering, støttet af et nyt sæt undertrykkende love, uden uafhængige observatører og med et stort antal vælgere, der blev afvist, stjålet af Mugabe.

Det næste parlamentsvalg – i 2005 – var ikke så tæt på. Mugabe og hans sikkerheds- og propagandanetværk havde fem år siden 2000 til at justere spillereglerne. Aviser blev lukket (bombet i et tilfælde), staten dominerede trykte medier, radio og tv, vælgere blev købt med mad (og truet med ingen mad), oppositionslederen Morgan Tsvangirai gennemgik to retssager om forræderi, og op mod en million spøgelsesvælgere blev oprettet på stemmesedlen. Resultatet var, at Mugabe ikke blot sikrede sig sejren ved valget i 2005, men var fræk nok til at stjæle et totredjedelsflertal og dermed ændre muligheden for at ændre Zimbabwes forfatning og bane vejen for en efterfølger efter eget valg. Der planlægges løbende masseprotester mod regeringen, men folk synes mere optaget af at brødføde deres familier end af at bekæmpe den velbevæbnede stat.

^ Tilbage til toppen

Landfiaskoen

Med økonomien i en alvorlig krise og Mugabe rasende over, at hvide landmænd havde støttet MDC, spillede præsidenten racekortet. I håb om at vinde støtte fra flertallets bondebefolkning og pacificere krigsveteranerne begyndte han med vold at konfiskere jord fra hvide kommercielle landmænd med henblik på genbosættelse af afrikanske landmænd.

Få uafhængige observatører vil være uenige i, at en jordreform var nødvendig i Zimbabwe, hvor 70 % af den bedste jord før 2000 var ejet af omkring 4.000 hvide kommercielle landmænd. Men Mugabes politik havde meget lidt at gøre med retfærdig fordeling af jord og meget at gøre med magt. Hundredvis af sorte landarbejdere blev dræbt sammen med snesevis af hvide landmænd. Land blev givet til ministre, partitrofaste og udenlandske venner. Nogle ægte landmænd forsøgte at bearbejde deres nye jord, selv om kritisk mangel på brændstof, frø og gødning betød, at deres indsats blev forgæves. Andre landbrugsinvasioner stjal simpelthen afgrøderne, plyndrede huse, maskiner og kunstvandingssystemer og flygtede derefter og efterlod millioner af hektar jord ubenyttet. Ind imellem nævner forskellige ministre, at det måske er på tide at invitere nogle hvide landmænd tilbage, men i virkeligheden fortsætter landbrugsinvasionerne med mere end stiltiende støtte fra regeringen.

Resultaterne har ødelagt landet og dets befolkning.

Det er naturligvis nødvendigt at sætte Zimbabwes nuværende tragedie ind i den kontekst, hvorfra den opstod. Selv om intet af dette er til megen nytte for zimbabwere, som nu oplever, at de lider mere end i kolonitiden.

^ Tilbage til toppen

Smerter i byerne

I maj 2005 indledte den zimbabwiske regering en nedrivningskampagne, som i løbet af de næste tre kolde måneder ødelagde byernes markeder og hjem, hvor markedsforhandlere blev arresteret vilkårligt og gadebørn låst inde. Operationen – der fik navnet Murambatsvina (eller “kør skraldet ud”) – var især rettet mod de fattige. Operationen, der kom oven på den massive arbejdsløshed og midt i vinteren, bragte næsten en million zimbabwere tættere på knæ.

Præsident Mugabe sagde, at han ønskede, at folk skulle vende tilbage til deres hjem på landet, og at operationen skulle rydde op i “en kaotisk tilstand” i den uformelle sektor. En mere udbredt opfattelse er, at efter vellykkede revolutioner i Ukraine og Georgien foretog Zimbabwes regering – som nu på alle måder er et diktatur – et forebyggende angreb på tætbefolkede områder, der var imod hans regering. Ved at fjerne byerne fra byerne kunne regeringen sende folk til landområderne, hvor den kontrollerede fødevarerne.

Resultatet blev ødelæggende. En rapport fra FN’s særlige udsending til Zimbabwe sagde, at den landsdækkende operation havde ødelagt 700.000 zimbabweres hjem og/eller levebrød, indirekte påvirket en ud af fem zimbabwere og havde efterladt landet “dybere i fattigdom, afsavn og elendighed”. Det var, sagde FN, “det værst tænkelige på det værst tænkelige tidspunkt”.

Zimbabwe i dag

I februar 2009 underskrev Morgan Tsvangirai, lederen af Movement for Democratic Change (MDC), en koalitionsaftale med Mugabes ZANU-PF. Aftalen førte i en periode til fornyet optimisme om, at Mugabe i sidste ende kunne slippe sit jerngreb om magten. Indtil videre har aftalen holdt, selv om Tsvangirai i 2011 hævdede, at volden fra ZANU-PF havde gjort koalitionen impotent. I december 2011 fordømte Mugabe aftalen om deling af magten som et “monster” og meddelte, at han havde til hensigt at stille op til næste valg.

For de seneste oplysninger se BBC’s Zimbabwe-profil.

^ Tilbage til toppen