Og selv om Huldrych Zwinglis reformerte teologi viser indflydelse fra skolastikken, er den først og fremmest et produkt af den nye lærdom. I sine tidlige år havde Zwingli en forkærlighed for skolastikerne, herunder Duns Scotus, men han forlod via antiqua gennem tiltrækningen af humanismen hos pariseren Jacques Lefèvre d’Étaples og medlemmerne af det florentinske akademi, især neoplatonikeren Marsilio Ficino. Gennem samværet med Erasmus fik han en filologisk og eksegetisk interesse for Skriften og de tidlige vidner om traditionen, Origenes, Hieronymus, Gregor af Nyssa, Gregor af Nazianzus, Kyrillus af Alexandria og Johannes Chrysostomos; først senere faldt han for Augustinus’ fortryllelse. Som følge af denne respekt for kirkens første århundreder blev Zwingli primitivistisk i sin teologiske tænkning og blev ført til en ikonoklastisk afvisning af statuer, krucifikser, altre, orgler, røgelse og alle de liturgiske funktioner, der opstod i middelalderen. Prædikestolen erstattede alteret, og en nadvergudstjeneste, der blev udført på et nøgent træbord med trækar, erstattede messeofferet.

Bibliocentrisme. I en parallel udvikling optrådte hans tillid til Skrifterne som eneste norm og autoritet i trosspørgsmål; disse skulle fortolkes privat af alle kristne, således at “enhver bondes hytte er en skole, hvor man kan læse Det Gamle og Nye Testamente; dette er den højeste kunst (der höchste Kunst )”. (Corpus reformatorum 3:463.3.) Ved at skelne mellem det indre ord (troen) og det ydre ord (læsning og forkyndelse af evangeliet) lærte Zwingli, at troen ikke belyses direkte af det ydre ord, men af Kristus selv, der allerede er etableret i den menneskelige ånd gennem troen: Sic verbum per nos praedicatum non facit credentes, sed Christus intus docens (Schuler og Schulthess, 6:702). Han afviste således et objektivt magisterium eller enhver overpersonlig autoritet i skriftfortolkninger og erstattede det med de subjektive faktorer i den religiøse erfaring. I sine egne skriftlige skrifter antog han en metaforisk og retorisk eksegese snarere end en bogstavelig (som hos skolastikerne) eller moralsk (som hos Martin Luther).

Eklesiologi. I den zwinglianske ekklesiologi har kirken to aspekter: den er usynlig (ideel) og omfatter alle de udvalgte i Gud; og den er også synlig eller fornuftig (empirisk) og består af dem, der bekender deres tro og er underskrevet med dåben i alliance med Gud. Zwingli, der var imponeret over dynamikken i den primitive kirke, især i Korinth, afviste enhver hierarkisk struktur som en hindring for nådens strøm af nåde i hele det kristne legeme. Han indrømmede dog, at der var behov for en præst til at undervise og inspirere. Denne præst skulle ligesom profeterne i Det Gamle Testamente nyde godt af karisma og i realiteten blive en prædikant-profet (Corpus reformatorum 3:23.6; 3:25.16). Et vigtigt kendetegn ved zwinglianismen var menighedsorganisationen med dens tætte samspil med den verdslige magistrat i den kirkelige forvaltning. Kantonens (provinsens) råd skulle gennemføre præstens og menighedens politik, herunder dekreter om ekskommunikation for offentlige syndere. I Zürich, som blev den første af statskirkerne, gav dette bryllup mellem lægfolk og kirkelige rettigheder præsten en bred indflydelse på samfundets politiske forsamlinger og på den “gudfrygtige magistrat.”

Sakramental Teori. Af de syv sakramenter indrømmer Zwingli kun dåben og eukaristien som indstiftet af Kristus. Disse er ikke virksomme og instrumentelle årsager til nåde, men blot symboler (sacrae rei signa, nuda signa ) og erindringsceremonier. Dåben kan sammenlignes med omskæringsritualet i den gamle lov, og nadveren er en gudstjeneste som påsken, der mindede om Israels udfrielse fra den egyptiske farao. Hans holdning til Kristi symbolske tilstedeværelse i nadverens elementer, corpus et sanguinem nonnisi symbolicos accipi (Corpus reformatorum 4:498.25), var genstand for en livlig debat blandt hans samtidige reformatorer og førte til flere forsøg på at formulere en generelt acceptabel kompromisudtalelse. (se trosbekendelser, protestantiske.) Ægteskabet er, selv om det ikke betragtes som et sakramente, sat i særlig ære, fordi det er dekreteret af Gud som et tegn på en kontrakt, der er bindende for livet (foedus vitae ). Konfirmation, syndsbekendelse og sygesalvelse er simple handlinger af broderskab inden for det kristne fællesskab; ordensceremonien udgør ikke en permanent præst, men angiver kun en midlertidig tildeling til foreskrevne funktioner (Corpus reformatorum 2:404.3: 2:124.3; 3:8:24.8). Generelt er Zwinglis afvisning af den sakramentale virkning begrundet i hans spiritisme, som ikke kunne tillade, at åndelig nåde blev frembragt af en fornuftig, materiel ting; dette var for ham magi.

Forudsigelse og prædestination. Zwinglis fortolkning af det guddommelige forsyn og menneskets prædestination afslører en form for panteisme, hvor Gud er ophavsmand til både det gode og det onde, og mennesket er en udstråling fra Gud, forudbestemt til udvælgelse eller fordømmelse; hans skæbne er fastlagt og hans vilje magtesløs. Både de udvalgte og de dødsdømte forherliger Gud, den ene hans godhed, den anden hans retfærdighed, i overensstemmelse med forsynets plan. Denne opfattelse af Gud som en universel agent, der med ufejlbarlig og ubønhørlig endelighed forårsager både godt og ondt, kommer til udtryk i både De vera et falsa religionis commentarius (1525) og Sermo de providentia Dei (1530). Der lægges dog vægt på Guds godhed ved at redde mennesket fra arvesynden, som han kalder en sygdom (morbus, Präst ); således får afhandlingerne en optimistisk tone.

Men selv om Zwinglis lære fremstår kortfattet i de 67 artikler, der blev udarbejdet den 1. jan. 19. januar 1523 og i Christianae fidei expositio sendt til Frans I, kong af Frankrig, i 1531 og udgivet posthumt af Heinrich bullinger i februar 1536, er det i hans traktater og pamfletter, der udkom fra 1523, at man opdager finesserne og udviklingen i hans teologi. Disse falder i tre grupper: de antikatolske polemikker (1523-24) mod klostervæsenet, den pavelige magt, påkaldelse af helgener, skærsilden osv.; hidsigtelserne mod lutheranerne og anklagen om, at zwinglianismen blot var en transplanteret lutheranisme, og mod anabaptisterne, som han især skændtes med om spørgsmålene om kirke og stat (1525-27); og de didaktiske værker og bekendelseserklæringer fra hans sidste år (1528-31).

Bibliografi: Huldrich Zwinglis Werke, red. m. schuler og j. schulthess, 8 v. (Zürich 1828-42 med suppl. 1861). Huldrich Zwingtis sämtliche Werke, ed. e. egli et al. in Corpus reformatorum 88-97 (Schriften 1-6; Briefe 7-11). j. v. m. m. pollet, Dictionnaire de théologie catholique, ed. a. vacant, 15 v. (Paris 1903-50; Tables générales 1951-) 15.2:3745-3928, detaljeret studie og bibliog. g. w. locher, Die Theologie Huldrych Zwinglis im Lichte seiner Christologie, v. 1, Die Gotteslehre (Zürich 1952); “Die Prädestinationslehre Huldrych Zwinglis,” Theologische Zeitschrift 12 (Basel 1956) 526-548. j. kreutzer, Zwinglis Lehre von der Obrigkeit (Stuttgart 1909). w. kÖhler, Zwingli und Luther (Leipzig 1924). p. wernle, Der evangelische Glaube nach den Hauptschriften der Reformatoren, 3 v. (Tübingen 1918-19) v.2.. a. farner, Die Lehre von Kirche und Staat bei Zwingli (Tübingen 1930). o. farner, From Zwingli’s Sermons on Isaiah and Jeremiah, unknown postscripts (Zürich 1957); From Zwingli’s Sermons on Matthew, Mark and John (Zürich 1957). a. rich, Die Anfänge der Theologie Huldrych Zwinglis (Zürich 1949). h. watt, j. hastings, ed, Encyclopedia of Religion & Ethics, 13 v. (Edinburgh 1908-27) 12:873-876. j. rogge, Zwingli und Erasmus (Stuttgart 1962). h. schmid, Zwingli’s Doctrine of Divine and Human Justice (Zürich 1959). Zwingliana. Beiträge zur Geschichte Zwinglis, der Reformation und des Protestantismus in der Schweiz (Zürich 1897-), især jubilæumsårene 1919 og 1931. h.a. e. van gelder, The Two Reformations in the 16th Century, tr. j. f. finlay and a. hanham (Haag 1961). g. w. bromiley, comp., Zwingli and Bullinger (Philadelphia 1953), trs. including Exposition of the Faith. g. w. locher, “The Change in the Understanding of Zwingli in Recent Research,” Church History 34 (Philadelphia 1965) 3-24.