INLEDNING

Myelin i det perifere nervesystem (PNS) og centralnervesystemet (CNS) dannes af henholdsvis Schwann-celler og oligodendrocytter. Det myelin, der dannes af de to gliacelletyper, isolerer aktionscellerne elektrisk og begrænser genereringen af aktionspotentialer til Ranvier-knuderne, myelinfrie områder, der adskiller myelinsegmenterne, hvilket giver mulighed for hurtig spredning af aktionspotentialer langs aksonerne. Selv om der er slående overordnede ligheder i myeliniseringsmekanismerne og strukturen og den molekylære sammensætning af PNS- og CNS-myelin, er der også vigtige forskelle mellem de to gliacelletyper. F.eks. udarbejder Schwann-celler et enkelt myelin-segment omkring et enkelt axon, mens oligodendrocytter kan myelinisere op til 60 forskellige axoner (figur 2.1). Desuden er Schwann-celler – men ikke oligodendrocytter – omgivet af en basal lamina, der er kontinuerlig med det tilstødende internode. Desuden er Ranvier-knuder i PNS dækket af Schwann-celleprocesser, mens axoner ved CNS-knuder er nøgne. Et karakteristisk træk ved CNS-myelin, som ikke findes i PNS-myelin, er den såkaldte radiale komponent, interlamellære claudin-11-positive tråde, der spænder over myelinet. Der er også en lille forskel i periodiciteten af modent kompakt CNS-myelin og PNS-myelin og vigtige forskelle i den molekylære sammensætning af CNS-myelin og PNS-myelin. F.eks. er proteolipidprotein (PLP) det vigtigste myelinprotein i CNS, mens P0 og perifert myelinprotein 22 (PMP22) udelukkende findes i PNS-myelin.